POLITIKENS KRONIK 24. JANUAR 1971
RKV-regeringen fylder tre år
Snart fylder regeringen Hilmar Baunsgaard tre år. Højskolelærer Poul Erik Søe kommenterer fødselsdagen.

DEN FORMIDDAG for ti år siden, da Hilmar Baunsgaard skulle afgøre, om han ville være Kampmanns handelsminister, sad vi ved et tilfælde sammen ved et bord i Snapstinget. Han havde det som den vakkelvorne Christian den Anden på Lille Bælts-turen - en sammenligning, der får det til at skvulpe i Baunsgaard, som bliver søsyg bare på en tur over et bælt, og som afskyr det vakkelvorne.

Han fortalte mig, at han ville sige nej, hvad jeg ikke forstod. Samme meddelelse havde han forinden givet "sin" redaktør på Middelfart Venstreblad, gamle Johannes Nygård. Hilmar Baunsgaard havde sine vanskeligheder med det socialdemokratisk-radikale regeringsamarbejde. Han havde sammen med Helge Larsen protesteret mod regeringsdannelsen i 1957, og Kampmanns regering var en fortsættelse af det, Baunsgaard havde vendt sig imod.

I løbet af den formiddag blev det til et ja, hvad der ikke skyldtes min indsats, men mest kom det bag på Johannes Nygård, der i mellemtiden havde skrevet en ledende hyldestartikel over temaet "Manden, der kan sige nej".

Efter tre år som statsminister i en borgerlig regering må Baunsgaard være den første til at erkende betydningen af, at han holdt op med at være nej-sigeren og blev "Manden, der kan overvinde sig selv". Ministerårene sammen med de socialdemokratiske ministre under Kampmanns og senere Krags lederskab har lært ham at "køre maskinen" - for at bruge et flittigt anvendt partiudtryk i Socialdemokratiet.

VED REGERINGENS treårsskifte er det let at få øje på bestanddelene i Baunsgaards politiske form. Han fortsætter først og fremmest Bertel Dahlgaards tradition i Det radikale Venstre. Han har med økonomisk indsigt som trumfkort lige som Dahlgaard formået at gøre sig og sit parti til centrum for politisk audienssøgende. Der er en lige vej fra hans lille økonomi-studiekreds for frelste radikale i Odense før hans valg i 1957 til hans nutidige økonomiske pædagogik i regering, på tinge og skærm.

Han er derimod aldrig kommet ud over sin tid i Radikal Ungdom og de efterfølgende års oprør mod det Jørgen Jørgensen'ske i Det radikale Venstre, ikke mod personen, men mod Jørgen Jørgensens politiske syn - udtrykt i ordene om radikalt samarbejde med en borgerlig regering: "Sammenrotning mod arbejderne".

Dertil kommer så den nævnte påvirkning fra den socialdemokratiske ideolog Kampmann og teknokraten Krag. Afsmitningen fra de to er åbenbar efter de tre statsministerår. Når han nu mindre end før overser dele af sit partis idemæssige behov, for eksempel når han i nogle dage - længe efter Nordeks forlis - flirter med det nordiske kontra Fællesmarkedet, er det Kampmann-pletter på hans habit. Når han derimod henviser Århus-murerne til den bæltsejlads, han selv hader, er det et fra Krag tillært mod til at vise regeringsvilje. Stærkest har de to lederes syn og teknik dog gjort ham i forholdet til Socialdemokratiet selv som opposition.

NAR BAUNSGAARD efter tre års forløb opfattes som en selvfølgelig statsminister - og optimister tilmed regner ham som mulig leder af et socialdemokratisk-radikalt regeringsfællesskab - skyldes det en personlig sejr og vælgernes korte hukommelse. Der var i kappestriden mellem Karl Skytte og Hilmar Baunsgaard intet selvfølgeligt i, at Baunsgaard skulle vinde. Men fra december 1966, da Skytte havde lovet Krag et forlig, og da Baunsgaard fik partiet med den anden vej, skulle det langsomt gå sådan, at Skytte måtte bruge klokke for at blive hørt.

Forud for valget 1968 lå det nok klart, at Baunsgaard ville blive stemmesamler, men først sent åbenbaredes det, at han af vælgerfolket blev anset for at være "frelser og forsoner", som en hurtig revyvise psykologisk rigtigt udlagde situationen. Men hvad der var åbenbart for vælgerfolket, var ikke godtaget i den radikale folketingsgruppe for tre år siden. Adskillige i gruppen mente, at Baunsgaard havde kuppet partiet ved søndagen før tirsdagsvalget at optræde i Berlingske Tidende og Politiken sammen med de borgerlige ledere i den klare hensigt at bibringe vælgerne indtryk af en forestående borgerlig regering. Det var imod partiets vedtagelse om, at der ingen bindinger skulle ske før valget. Uden den gamle og den unge Helveg Petersen var Baunsgaard ikke kommet igennem til den statsministerpost, som den konservative partileder, afdøde Poul Sørensen, først af alle havde lovet ham.

Når Baunsgaard i dag tre år senere står over for et vælgerfolk, som har glemt regeringens tilblivelseshistorie og bredt godtager ham som lederskikkelse, skyldes det ikke udvikling, men uforanderlighed i hans fremfærd. Jeg har i ungdommeligt overmod spildt en aften ved en Oslo-session i Nordisk Råd på at tale til Baunsgaard om hans politiske syns mangel på folkelighed, men hvad forstår kalve sig på kvægavl? I dag ser jeg ham som en uspoleret mand. Han er gået igennem regereriet uden at blive en engel i Vandrehallen, men også uden at ty til midler som kirkekalk på ærmet, ræve bag øret eller langsomt opadkravlende edderkopper

MAN SKAL imidlertid vare sig for at overføre Baunsgaards personlige succes til hans parti. De, der trækker flyttelæsset over mod borgerligheden, arbejder stadig godt, men de, der skulle skubbe bagpå, har forlængst sat sig i venstre vejside. Regeringstrætheden i Det radikale Venstre er langt større end i de to andre regeringspartier, og det skyldes ikke manglende regeringsvilje i det radikale bagland, men ulyst til at sende forsyninger frem til frontfæller, som holder med modstanderne.

En Venstre-redaktør klagede for nogen tid siden til mig over, at det var så længe siden, Venstre havde oplevet en god valgaflen . Derimod kunne de radikale jo sagtens efter 68-valget. Og det har han ret i, set på den historiske baggrund, at Det radikale Venstre - næsten ene af alle europæiske partier - har måttet bære de politiske byrder under to verdenskrige og oplevet råb om "landsforræderi" efter sig. Historiens bagtæppe fremhæver den baunsgaardske bedrift.

Derfor opfattes vi, som alligevel finder valg-glæden ringe og bekymrer os over minister-indflydelsen i de forløbne tre år, med nogen ret som utaknemmelige skarn. Vi kan imidlertid også se bagtæppet, men måske flere nuancer. Vi troede - og tror måske stadig - at have en slags førstefødselsret, fordi vi værner om det oprindelige i den socialliberale tanke på dansk grund. Ikke, at vi tror os bedre eller rigtigere radikale end dem, der kom løbende til i tusindtal, fordi deres socialistiske førere viste sig at være socialister, men fordi vi ser deres nye og vores gamle radikalisme brugt til en politik, som er Venstres og de konservatives mere end Det radikale Venstres.

Et andet treår end det forløbne med dets voldelighed, dets utilbøjelighed til samtale, med dets grøftegraveri mellem slægtleddene havde måske gjort det nemmere at få øje på den frisindede indflydelse. Men tidens ugunst frifinder ikke politikeren ved dommen over hans handlinger. I afstanden fra det, han ville, til det, han ikke nåede, ligger grundlaget for vælgernes dom.

DET SES bedst ved et eksempel, som er bedre kendt af hvert skolebarn end af mange voksne Jeg tænker på det, der er blevet kaldt ungdomsoprøret, men som vil vise sig at være noget større og vigtigere: nødvendig omstilling til en ny, mindre materiel, frihedsudvidende, mere ærlig og mere personligt ansvarlig tid.

Hvordan er denne omstilling blevet mødt af regeringen og især af dens radikale undervisningsminister? Jeg synes, han har gjort som den kærlige, men uforstandige far. Han har udnyttet opbruddets famlen, usikkerhed og udskejelser til at gennemtrumfe det, der var rigtigt i hans ungdomstid. Hans jævnaldrende, de andre fædre, beundrer ham for viljestyrke og mandsmod, men de unge har han sat tilbage i udvikling. Jeg er ikke i tvivl om, at Helge Larsen vinder. Han vil få skabt endnu en tavs generation, som en kort tid troede på politisk bevidsthedsgørelse, men som ender i had til samtale, forhandling, parlamentarisme og demokrati.

Mange synes sikkert, jeg taler for dårligt om Helge Larsen, men jeg gør det i skuffelse over aldrig at se det, han bar på, da han ikke var i Folketinget. Under akademikerstrejken tog nogle gymnasiaster ind på Christiansborg Slotsplads med deres pulte for at holde undervisning der. Helge Larsen, der selv er pædagog, gik naturligvis ned og gav dem en lektion - enten i historie, som er hans fag, eller i hans syn på den slags demonstrationer? Nej, han svarede dem gennem Radioavisen om aftenen! De ville i modsætning til deres kammerater ikke få nedskåret pensum til eksamen. . .

Sådan lærer man et nyt slægtled, at samtalen er demokratiets hovedhjørnesten. Og Radioavisen har jo den fordel from for det gamle torv i Athen, at der kun kan tales den ene vej.

Mange synes sikkert også, det er trivielt at blive ved at læse om kampen mellem de unge og ministeren. Selv er jeg træt af at spå Helge Larsens afgang. Jeg indser nu, at statsministeren ikke kan skille sig af med ham, fordi det ville skade regeringen som helhed, og det er valgtaktisk vigtigere end ensidigt at gavne Det radikale Venstre. Helge Larsen sidder nu som Venstres og Det konservative Folkepartis garant over for Kristeligt Folkeparti. Han er den symbolske værner af "lov og orden". Det burde høre under justitsministeren, men Knud Thestrup er rendt af med frisindets palmer. Spørgsmålet er ikke længer, hvornår Helge Larsen bliver gået, for regeringen som helhed holder på ham mere end på nogen anden minister. men spørgsmålet er, hvor længe Helge Larsen selv vil finde sig i at blive brugt på den måde.

NÅR JEG fremhæver denne brik i treårsmosaikken så kraftigt, skyldes det en tro på. at den vil dukke op igen og igen i dette valgår. Et nyt, stort opgør i generationsstriden forestår. Vi skal til sommer have en folkeafstemning om tyve års valgret. På baggrund af den nedstemte atten års valgret bliver dramaet stort, uanset udfaldet. Det kan blive regeringens taktiske interesse at lade afstemningen falde sammen med folketingsvalget. Man vil se, at kombinationen - med dens modsætninger i "lov og orden" og tyve års valgret - rummer en spændende udgang på regeringsperioden.

Især er denne udgang mulig, hvis regeringen går uskrammet gennem forårets økonomiske kamp på arbejdsmarkedet, eller hvis Socialdemokratiet dummer sig ved at sætte i kræfter i gang. partiet ikke kan styre.

En egentlig arbejdskrig vil skabe modsætninger mellem Socialdemokratiet og Det radikale Venstre i så høj grad, at det kan blive vanskeligt allerede efter valget i år at genskabe det gamle samarbejde mellem socialdemokraterne og de radikale, skønt en tilbagevenden må være læren af treårsperioden.

I en sådan situation må det pålægges radikale folketingskandidater at arbejde for en frigørelse fra det nuværende regeringsfællesskab og sigte på en radikal mindretals-regering, som igen gør Det radikale Venstre til formidleren i dansk politik. Det vil gøre ondt i Hilmar Baunsgaard, men han har jo allerede for ti år siden lært at overvinde sig selv.

© Poul Erik Søe. Dagbladet Politikens kronik 24. januar 1971.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses

Enmandsavisens forside