Den politiske
landstryger

EN MÅNED efter valget dukker den første politiske meningsmåling op. Undersøgerne forsikrer, at udsvingene er små, og at de ligner valgresultatet.  Men det er de mest skræmmende brøker, jeg længe har set.  Hvert eneste parti. der klarede sig godt ved valget, har fremgang.  Hvert eneste parti, der gik tilbage ved valget, har yderligere tilbagegang.
Den anden meningsmåling bekræfter tendensen for syv af ni partier.
Det kan være et tilfælde.  Det kan delvis forklares ved, at meningsmålerne ikke bruger decimaler.  Men desværre tror jeg, at de små forskydninger er et nyt eksempel på banaldemokratiets fremvækst.
Adskillige vælgere opfatter stemmesedlen som en tipskupon.  Det gælder om at få flest rigtige eller i dette tilfælde: De føler sig godt tilpas dagen efter valget, hvis de har stemt på et parti, der har haft fremgang, og de har ligefrem forbedret deres status, hvis de har ramt partiet med den største fremgang.  Rammer man ikke på valgdagen, retter man sig lidt ind i de efterfølgende meningsmålinger.
Gruppen af sypigevælgere er efter mit skøn stigende, et nyt bevis for idepolitikkens dødedans.  De politiske ideer er for mange ikke længer værd at kæmpe for, endsige tage et nederlag på.  For politikeren er antallet af mandater ene afgørende, ikke om de er opnået på det rigtige standpunkt.  Det smitter af på vælgeren.  For ham gælder det om at være i den sejrende lejr, uanset sejrens grundlag.
DET ER meningsmåleriet, Gallup og Observa, der i høj grad har medvirket til lotteriopfattelsen af politik.  De månedlige undersøgelser og selve valgdagen indgår som erstatning for en egentlig spænding i tilværelsen på linje med alle lotterierne, købmandens, sæbefirmaernes og havregrynsmøllernes.
Men politikerne bærer også et ansvar.  Da politik gik over fra at være en kamp om ideer til et taktisk spil, blev også vælgeren spiller.  Politikerne har ikke magtet at klargøre, hvad det forhandlende folkestyre er.  Det opfattes som et spil, hvad der er urimeligt, da enhver må vide, at ingen kan få sine ideer igennem ubeskåret, al den stund ingen alene har flertal i Folketinget.  Men når et nødvendigt samarbejde bliver til et spil eller opfattes som et spil, så spiller vælgeren med.   Politikeren har sine standpunkter at spille med, men vælgeren kan ikke gøre indsats ved det politiske spillebord med andet end sin stemmeseddel.  Langsomt er vælgeren blevet en politisk landstryger, der ikke hører hjemme noget sted, ikke føler sig hjemme i noget parti, men hele tiden vælger sig en ny vej uden at kende målet, draget af eventyrtrangens håb om, at noget nyt vil vise sig.
Vi skal ikke lade os snyde af, at det er de fire gamle - ja, man kan med SF snart tale om de fem gamle partier, som nu sidder i Folketinget.  Det er ikke udtryk for, at vælgeren ikke er rendt efter fornyelsens gulerod.  Syv procent af vælgerne er i kraft af spærrereglens urimelighed holdt udenfor.  De har i hvert fald villet noget andet med deres stemmeseddel.  Men det er også klargjort, at konservative vælgere frejdigt vandrer til SF, socialdemokrater til Venstre, radikale til de konservative (eller snarere omvendt).
Der er ikke megen vejledning at hente for politikerne i vælgernes stemmeafgivelser, når vi ser på de seneste valg som en helhed.  Fra et borgerligt flertal skifter vælgerne til et socialistisk, det første i landets historie, men da vælgerne opdager, at socialisterne er socialister, graver en landmand i Jylland sine slægtsgeværer op og bliver symbol for den fortrydelse, der breder sig over landet.  Fjorten måneder senere har vi igen borgerligt flertal, og det bliver udmøntet i en regering, som selv vælger at sidde længe, hvad vælgerne ikke kan hindre den i, men første gang den står over for en valgslag, vrages den, og socialisterne kommer tilbage.  De politiske landstrygere, vælgerne, som har fremkaldt denne gang mosekonebryg, er de selv samme, som af politikerne forlanger klarhed, faste standpunkter og rene linjer.
Efter denne påvisning af vælgerens vagabondering må politikerne, som hygger sig med Folketingets opdeling i blokpolitik, kunne se, at for et meget stort antal vælgere er det aldeles ligegyldigt, om man hopper fra liberalismen i dens forskellige afskygninger til socialismen i dens mange former og tilbage igen.  Jeg mener ikke, det er en fejl hos vælgeren, ikke altid i hvert fald, men det udhuler virkelig de ideologiske isbjerge, som S-SF og VKR sejler rundt på.  Det fortæller, at enten har politikerne i begge lejre ikke magtet at klargøre forskellen, eller også styres blyanten l valgboksen af spillere, der ikke gider sætte sig ind i partiernes standpunkter.
Nogle vil med Winston Churchill se det som tegn på politisk vågenhed, at man vandrer fra det ene parti til det andet.  Nogle mener, at det er den eneste måde at få virkelig indflydelse på, når regeringen skal dannes efter valget.  Det kan se sådan ud, hvis vi alene ser på de sidste valg, men tro ikke, at valgets strømpile - fremgange og tilbagegange for partierne - alene afgør dannelsen af regeringer her i landet.  Erik Eriksen blev statsminister i 1950 efter et stort minus til Venstre. H. C. Hansen fortsatte som statsminister i 1957 efter en tilbagegang for socialdemokraterne, og han måtte låne en positiv strømpil hos Retsforbundet for at dække sig ind.
PARTISKIFTER HAR altid fundet sted, men næppe i det omfang, vi nu kender.  Når derfor mange iagttagere siger om valget for godt en måned siden, at det med sit balance-resultat har bragt dansk politik tilbage i den vante gænge, er det et overfladisk skøn.  Understrømmen af partiskifter er det usædvanlige.  Det ligger klart, at selv om partierne på skrømt søger sammen i blokke, er det danske folk ikke opdelt i to skarpt adskilte dele.  Der findes et meget stort, fælles overdrev, hvor der græsses frit, uden hensyn til ens partimæssige øreklipning.
Partitroskab var kendemærket gennem demokratiets faser, fra akademikernes autoritære førerskab før og efter grundlovens givelse, ind i de besiddendes ledede og lede "demokrati" og frem mod Systemskiftets pædagogiske parlamentarisme med degnen J. C. Christensen som symbol og med Zahle og Stauning som afløsende kopier.  Knud Kristensen og Hedtoft står på overgangen mellem degnedemokratiet og det apparat-demokrati, som udvikles under Erik Eriksen, H. C. Hansen, Kampmann, Krag og Baunsgaard.  Partierne er, som H. C. Hansen sagde, ,maskiner, der skal køre", og ingen af de nævnte var i tvivl om, hvem pladsen ved rattet tilkom.
I efterkrigens apparat-demokrati opførte vælgerne sig indtil midten af tresserne som passagererne på den stabile hjulfærge "Hjejlen" på Silkeborgsøerne.  De nød udsigten, som år for år var den samme, partiprogrammernes Himmelbjerg, indtil et nyt slægtled på soldækket tilhviskede dem, at de sejlede på en lukket sø, ikke på et hav med frit valg mellem havnestederne.
Fra at være trofast passager nøjedes vælgeren i de følgende år med at løse månedskort med mindre interesse for landskabet undervejs og endestationen end for de stoppesteder, hvor der kunne skiftes til et andet transportmiddel.  Og langsomt forfaldt mange vælgere, nedtrykt over at være uden indflydelse på det politiske spil, til at tage på stop.  De blev politiske landstrygere uden partitag over hovedet.
Den politiske vagabondering blev fremmet af to modstående opfattelser: den borgerlige, at partierne er eet fedt, og den socialistiske, at alt er politik.  Ovenpå ideernes krise er vi efter en almindelig og uhyggelig parlamentslede endt i en ideologisering, som det politiske ikke kan holde til.
Foruden nymarxismen, som kom til os udefra, fremkaldte afkristningen, den dalende religiøse interesse, et krav om, at partierne også skulle dække vælgernes åndelige behov.  Fra det tidspunkt talte partiprogrammerne og valgplakaterne som aldrig før om "det menneskelige".  Politik var ikke længer at skabe ydre rammer for hver enkelts frie tilværelse.  Politik skulle menneskeliggøres.  Der blev lagt et åndeligt vattæppe ned over de praktiske handlinger, og i de samme år tog uundgåeligt, fordi politik ikke kan dække åndelige og religiøse behov, førerdyrkelsen til.
Det, vælgeren ikke kunne finde af ånd og tro i partiprogrammeme, fik han som erstatning i troen på, at der i hvert fald var nogle politikere, som var særligt udvalgte.   Det var i de år, da en konservativ leder fik sminkedamespyt i krøllerne og afmagringspudder på kinderne for at ligne en statsmand i fjernsynet.  En åndelig leder kan selvsagt ikke se rund og glad ud.
VI ER ikke ved slutningen af det åremål, hvor politik er en slags religiøst surrogat, men et nyt slægtleds stigende interesse for det religiøse, om det er en modesag eller en ægte vare, tyder på, at vi ad åre kan få det politiske liv karbolrenset for frelsere.   Hilmar Baunsgaard har
dog sat sig hen for at vente på sin egen genkomst.  Han vil ikke være politisk ordfører for sit parti som tilforn.  Han har nemlig været udkåret, statsminister og statsmand, og er derfor for ophøjet til at deltage i de daglige slagsmål om vejføringer og luftshavnsudvidelser.  Derfor lader han Niels Helveg Petersen bære den daglige byrde og "nøjes" med at være partiformand.  Det ligner ikke Baunsgaard, men er nok en nødvendighed i disse surrogat-tider.  Der ligger iøvrigt i min vurdering ikke nogen kritik af den frelser-holdning, Baunsgaard blev tillagt af vælgerfolket i 1968, og som han var uden skyld i. Men det var ikke med urette, at en revy tolkede vælgernes genkomsthåb i 1968 ved at omskrive den gamle salme til ,,Hilmar, frelser og forsoner".
Den metode, at de store, som bærer folkets håb i sig, holder sig udenfor, er ikke ukendt.  Da forløberne for Thorkil Kristensens opgør med Venstre anklagede Erik Eriksen for partidiktatur, vaskede Eriksen hænder, mens sekretæren, Poul Hartling, og partiets arbejdsmand, Henry Christensen, måtte ud der, hvor man får snavs på fingrene.  Jens Otto Krag anvendte samme stil, da han på den sidste aften l fjernsynets valgkamp for halvanden måned siden lod K. B. Andersen være den stedfortrædende Sankt Peter, endda med to nøgler, een til forgården i Folketinget og een til paradiset i EF.
Også den kendsgerning, at de egentlige ideologiske partier ikke klarede sig ved valget, tyder på, at vælgerne er blevet klar over, at religiøs politik er en erstatningsvare.
Det må erkendes, at ideologiseringen har skabt et kunstigt modsætningsforhold i det politiske liv, ikke bare på fløjene, men også i den ulykkelige blokpolitik, som føres af de to store grupperinger i Folketinget.  Mens vælgerne vader ind og ud af partierne, som om de var modebutikker, slås idefolkene og ideologerne i et ordvalg, som var vi på randen af borgerkrig.
Ideologiseringen og båsepolitikken har dog ikke på noget tidspunkt fra opkomsten i midten af tresserne til nu ført til tilstande, der minder om trediverne.  Den mest nærliggende forklaring er sikkert den, at de økonomiske forhold var så meget ringere i trediverne end i tresserne, at der måtte blive forskel på den voldelige udløsning i de to perioder.  Jeg tror imidlertid, at man også må tilskrive det stor indflydelse, at de fleste af de politiske ledere, især på højre fløj, har hentet deres politiske opdragelse i trediverne.  De har set og lært.
Det gælder i de små partier. Det var dyrlæge Iver Poulsens indsats, at De Uafhængige aldrig - som folketingsparti - udviklede sig til et egentligt reaktionært, et fascistisk parti.  Det gik med raske skridt tilbage, da dyrlægen forsvandt, og det forhandlende folkestyre har ikke så lidt at takke ham for.  Det gælder også lederne i det nye Kristeligt Folkeparti.  Da de trak en linje op, som afskar partiet fra en reaktionær "lov og orden"-taktik, mistede de tre uger før valget adgangskortet til Folketinget, men de forskånede ikke bare partiet, men hele vort politiske liv for en højredrejning, som desværre især Venstre gennem det seneste år har været ikke så lidt lydhør overfor, presset af de kristelige.
Mest gælder det dog de konservative ledere i tresserne, Poul Sørensen og Poul Møller, og den senere trojka, Thestrup, Møller og Ninn-Hansen.  Da lov og orden i 1970 blev et politisk begreb også l Danmark, kunne man frygte, at det politiske højre, forvalter af Det konservative Folkeparti, ville svaje for vinden.
Det stik modsatte blev sagt fra landsrådsmødet i Odense.  Erik Ninn-Hansen havde selvsagt også hørt klagen over, at når de konservative søger ind mod midten, så bliver der ikke noget højreparti tilbage l Danmark.  Prøvede han at være taktisk ved at tilfredsstille begge fløje i sit parti?  Nej, han erklærede frejdigt, at Det konservative Folkeparti ikke er og aldrig bliver noget højreparti.  Selvfølgelig kunne Ninn-Hansen med fløjlsbløde ord have lagt sig tæt op ad vagtværnsfascismen, men man mærkede i stedet på hans ord en vilje til at gøre op med den taktiske råben på lov og orden.
Når jeg mener, at denne holdning spiller en rolle for sikringen af demokratiet, skyldes det den historiske erfaring fra trediverne.  Dengang satte de konservative støvler på benene af de unge.  Vi fik de ødelæggende politiske og voldelige sammenstød i en grad, som tressernes vold ikke kan måles med.  Det er ikke mindst Det konservative Folkepartis skyld, at tresserne og de første år af halvfjerdserne ikke er blevet en gentagelse af trediverne.  Uden tvivl kan en del af Det konservative Folkepartis tilbagegang ved valget for godt en måned siden forklares af denne holdning, og har den end været kostbar for partiet, har den til gengæld værnet det forhandlende folkestyre.
De konservative har vist et eksempel på, at religiøs fanatisme i politik kan afdæmpes, og selv om det ser rodet ud, skal vi måske alligevel sætte vor lid til, at et nyt slægtleds stigende interesse for religion, mysticisme og astrologi på samme måde er tegn på, at dogmerne flyttes fra politik til andre områder, så partiprogrammerne ikke skal udformes som hellige
skrifter.
POLITIKERNE I de parlamentariske partier må indse, at de ikke kan vælte al skyld for ideologiseringen over på de socialistiske dogmepartier på venstre fløj.  Også blokpolitikken er en ideologisering, ganske vist en falsk ideologisering, fordi den på intet tidspunkt har haft dækning i alvorlige modsætninger i vælgerfolket.
Selvsagt taler jeg her især til Det radikale Venstre, der fra 1968 svigtede en historisk samarbejdslinje på tværs af særinteresser, befolkningsgrupper og partiskel, men nu har muligheden for at rette op på sket skade.
Ved at følge en ideologisk blokpolitiks vej, sådan som Det radikale Venstre har gjort siden 1968, vil partiet vokse sig større.  Ingen kan være i tvivl om, at det var Baunsgaards fortjeneste, at partiet blev reddet fra den forsmædelse at ende i den politiske grebning uden adgang til det afgørende virke i udvalgene.  Men Baunsgaard sidder også med nøglen til den afgørelse, som nu må træffes af de radikale.  Vil partiet som sit svenske søsterparti, Folkepartiet, ende i storhed uden indflydelse.   Sådan vil det gå, efterhånden som gamle kerneradikale går til socialdemokraterne og SF, mens VK-vælgerne vandrer til Det radikale Venstre og borgerliggør partiet indefra.  Fortsætter denne udvikling i flere valgperioder, ender Det radikale Venstre som det største borgerlige parti, og ved festen i anledning af sejren, vil man for sent opdage, at socialdemokraterne i mellemtiden har fået flertal alene.  Det er de radikale, der har skåret toppen af Socialdemokratiet i Danmark, så Socialdemokratiet aldrig er blevet et flertalsparti som i Norge og Sverige.  Nu pynter Krag op til solhvervsfest, fordi juletræstoppen og stjernen med er på vej hjem fra radikalismen.
Det er en afgørelse, som ikke bare har partiinteresse, og hvis svaret bliver et nej til blokpolitik, vil det være medvirkende til at standse den grøftegravning, der i lige så høj grad som ideologiseringen har været et dække for dem, der vil en hadsk, til tider voldelig udvikling.
Vælgernes vagabondering må forklares ved en tillidskrise mellem partierne og vælgerfolket.  Når politikerne gennem ideologisering og blokpolitik gør det politiske liv til noget, der ikke dækker vælgerfolkets politiske hverdag, forstærkes krisen.
Vælgerne føler sig mere og mere sat udenfor, og når man selv føler sig spillet med, kalder det på spillernaturen på valgdagen.  Den politiske landstryger får det mindre og mindre ensomt på vejene.
© Poul Erik Søe. Dagbladet Politikens kronik 12. november 1971.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside