Kan du huske?
Kære, gamle lorteland!

Kan du huske, hvor vi elskede dig i tresserne. Vi rakte tunge ad dig, men ikke i had, kun for at kysse.

Kan du huske, vi gjorde dig fri?

Kan du huske, at det, der før var mørkekammer-snak, kom ud og blev luftet. Kan du huske, at det kønslige blev så frit, at ingen gad fortælle uartige historier ved natmaden mer. Nu breder det sjofle sig igen. De er begyndt at tegne på statsbane-lokummerne påny. Det forsvandt ellers i tresserne.

Kan du huske, vi gav det menneskelige landkort kønsorganer på det hvide felt, som man ville bilde os ind var uberørt af menneskehånd?

Kan du huske, vi fik politiet til at holde op med at rende rundt til kioskerne for å beslaglægge bøger. Vi gav dig lov til at læse, hvad du ville, sige, hvad du mente. Vi gjorde åbent, hvad der hidtil var blevet kaldt lummert.

Kan du huske, at det nyvundne frisprog vandt terræn. Også billederne blev fri. Du måtte også se det, du ville. Kan du huske, at også billedernes frisprog blev så vidtgående, at vi lige var ved at komme ud af det sensations-pirrende ind i kravet om kvalitet.

Nu skal det standses igen. Justitsministeren, den selvsamme fra tresserne, vil tage biografbevillingen fra dem, der holder sig til frisprogets film.

Nu, da vi skulle videre i halvfjerdserne, gamle lorteland, skal det frie gøres uartigt igen.

Kan du huske, at kjolelængden, minien, blev et symbol på den vundne frihed. Kan du huske, at som friheden voksede, krøb kjolen længere og længere op over knæet?

Nu gi’r de dig maxi på, gamle lorteland. nu hyller de dig ind i gevandter og østlig mystik i stearinlysenes skær. Se på din kjole, den ligner jo en empire-søjle.

Huske du dine unge, som gik påske- og pinsemarcher mod atombevæbningen. De ændrede din politik, gamle. De fik partierne til at sige, at der ikke skulle være atombevæbning på dansk jord. Selvom partierne hellere ville have sagt noget andet. Det sjællandsk-bornholmske Venstre fik endda sagt det - sagt, at vi skulle have atomvåben.

I midten af tresserne kunne man ikke sige Befrielsesfronten om dem i Vietnam. Det blev angrebet, hvis man sagde det i radioen. Så kom de unges politiskes engagement, Vietnam-demonstrationerne. Året efter sagde statsministeren tabu-ordet, befrielsesfronten, i sin åbningstale, sin trontale til folketinget.

Nu i halvfjerdserne er de unge endt som kopier. Nu tyder de stjerner. Den politiske medleven er endt i det astrologiske snøreliv. De laver horoskoper i stedet for politiske programmer.

Kan du mærke, det strammer, gamle?

Du har fået dig en folklore-generation. I tresserne gik de unge i cowboybukser for at vise lighedens tanke på åben sti. Der er nogen, der bruger dem endnu, men de syer hjemmepysssernysserstrik på lommerne, så man kan se, at de ikke vedkender sig tresserne.

Dengang blev nye cowboybukser gjort gamle før brugen. Man sleb dem med sandpapir, så de ku se brugte ud. Det var et forunderligt spild, men indeholdt alligevel et budskab, lighedens budskab. Det kom an på indholdet, ikke på konvolutten.

I dag er det nye også gammelt, men ikke brugt. De får dig til ligne en kopi af svundne tider, klunker i ørene og jugendstil på hjernen. Og tøjet er nu som dengang udtryk for holdninger.

Også indvendigt breder sig muglugten af museum. Folklore-generationen, som aldrig fik lov at høre om Jesus og høre Grimms eventyr, mens tid var, fordi det dengang var pædagogisk mode at give frihed på den måde, at man ikke havde noget at vælge imellem, den generation tager sig nu den mystik og religiøsitet, der blev nægtet den i skolealderen.

Værre er det, at den asiatiske folklore langsomt fortrænger den politiske bevidsthed. Selv halvfjerdsernes oprør mod undervisningsministeren og demonstrationerne for højere lærlingeløn er kopier. Tresserne gjorde op med demokratiet, fornyede det, gjorde det nærværende. Nu pakkes det ned i dragkisten i en os fra mølkugler. Forleden kunne en dansker, der er bosat i Spanien, uimodsagt foreslå fire års diktatur i Danmark. Handels- og erhvervsfolk skulle tage sig af det, som er folkestyrets opgave.

Endnu går pressens folk rundt og tror, at de unge er så farlige, så oprørske, så revolutionære. Men det er efterklange. Folk, der læser aviserne, tror, hvad pressens folk siger. l virkeligheden er ungdomsoprøret forlængst forbi. Folklore-generationen er de rette efterkommere af den tavse generation.

I tresserne blev kvindesag til kønsroller. Nu er det slut med fornyelsen. Rødstrømperne og Thildes børn er også kopier. Elsa Gress har levet forgæves med sit budskab om at være menneskelige i stedet for at hænge alt op på de feminine og maskuline tørresnore.

Dine piger er begyndt at dåne igen, gamle lorteland. De læner sig til den mustelstærke arm. De hyggenygger sig ind i maxiens og midiens pikante, snerpede isolation. Selv minibuksen er en efterklang, netop en buks, ikke et skørt.

Og i kulturen er det gået samme vej tilbage. Nu er der kommet en spillemand på finansloven. Han skulle have været der for hundrede år siden. I dag bliver han bare brugt som sukker om den bitre pille, som rindalismens efterslægt ikke vil sluge, at vi skal støtte og værne om den nyskabende kunst. Nu er kulturministeriet med til at forstærke skolernes nutidsskadelige arbejde for at gøre os bedre egnet til at leve i et hvilket som helst andet århundrede end vort eget. Ude på Regnecentralen sidder der folk og laver EDB-musik. Unge folk, som forlængst har deres første apparatur på Danmarks tekniske Museum. Så hurtigt rykker nemlig fortiden ind på os. Vi er, som PH sagde, selv historie, og i vor tid kan vi endda nå at opleve, at påstanden er rigtig.

Alligevel gør størstedelen af folklore-generationen hoppet tilbage til trygheden i det forrige århundredes historie. Gamle lorteland, din sidste Iirekasse er lige kommet på museum. Jeg tør næsten ikke sige det, for er der en i kulturministeriet, der hører det, så vil den blive hentet frem igen og komme på finansloven, så dens musik kan lyde i den københavnske baggaardsslum, de umenneskelige huse, som også er et stykke historie, vi ikke får gjort op med.

Det er farligt, når det folkelige på den måde bliver gjort til folklore. Historien blir spændt for en politisk vogn. Det var også Hitlers metode. Den dukker op gang på gang i de mærkeligste forbindelser. Som for eksempel når folk en overgang var tilhængere at anbringe folkemindeforskningen i Sønderjylland, altså som et led i den dansk-tyske kulturkamp.

Men også i det små, spillemanden på finansloven, er det skadeligt. Jeg siger det ikke af mangel på respekt for spillemandens lidenskabelige interesse for den gamle musik, men i ængstelse for, at vi glemmer den besværlige, kritiske nutidskunst, som vil lave os om. Ved at gøre spillemandens levende musik til en museumsgenstand giver vi kulturen maxi på, snerper os ind i det forrige århundredes personlige isolation. Der er stor blæst om kulturministeriets bevilling til spillemanden, mens pressen næsten glemmer Jørgen Gustava Brandts nutidskunst, skønt den også lige har fået en pris.

Gamle, vi er ved at ødelægge dit folkelige liv. Vi tror, at folkelig - det er noget, man var i gamle dage. Det folkelige, det er noget med spillemænd, forsamlingshuse, højskolesangbøger, provinsmuseer og viser med omkvæd. Næh, det folkelige er det folkeliv, der leves i dag.

Hvorfor har vi glemt det. Hvem har lavet dine unge om, gamle? Det har dem, der lader skolens undervisning slutte ved sidste verdenskrig eller i bedste fald i 1949 ved Danmarks indtræden i NATO. Det har dem, der svigtede tressernes unge, som var politisk bevidste. Da de ville give deres samfundsinteresse udtryk, nægtede man dem valgret. Man ville ikke give dem parlamentarisk indflydelse. Man gav dem gadens parlament i stedets for folkestyrets. De brugte gadens parlament, overdrev brugen, og nu kommer så folklore-generationens reaktion.

Jeg skal vare mig for at tage ansvaret fra folklore-generationen ved at hævde, at den bare er en reaktion på den revolutionære tid.

Men et ansvar er der, også i tressernes generation. Du kan da huske, gamle land, da Ebbe Reich stod på ladet af en bil og talte til pinsemarchens demonstranter. Dengang skrev han om politisk bevidsthed og Hørup. Nu skriver han om astrologi og Holger Danske. Og mange flere med ham. Folklore-generationen venter nu kun på vor tids Grundtvig, som vil bringe Odin og Thor på plads i deres religiøse verdensbillede. Bogen kommer formentlig, før året er omme. Man hører allerede ravnene skrige i træerne og Thors hammer banke under bordet - tre gange, som det hører sig til i denne overtros-tid.

(bank bank bank)

© Poul Erik Søe, Danmarks Radio marts 1971, påvirket af Buster Larsen-parodierne "Lorteland" og PHs kommentar om København.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside