Børnesider og vægaviser
Anmeldelse af dagbladenes børne-sider i Danmarks Radio 2. august 1971

Det er svært, men nødvendigt for pressen at få et naturligt forhold til børn og unge. De fleste aviser sætter sig mellem to stole. De kender den undersøgelse, der for nogle år siden blev lavet i Gladsaxe. Den viste, at to af hver fem nystiftede familier ikke holdt avis. Det er jo ikke noget lovende tal for fremtidens oplags-protokoller.

Nu kunne man tro, at dette chok-tal indebar varsel om, at unge i virkeligheden er ved at komme på afstand fra avisernes oplysende stof. Det er der imidlertid ikke noget, der tyder på. En næsten samtidig undersøgelse, foretaget i Storbritannien, viste, at unge for eksempel var langt bedre udenrigspolitisk orienteret end de ældre slægtled.

Jeg tror, den udvikling har holdt sig, både for aviskøbet og for unges samfundsorientering. Det er hverken musikken, fjernsynet eller virkelighedsflugten, der fjerner de unge fra aviserne. Det er aviserne selv, der gumpetungt skyder det nye slægtled fra sig og tvinger dem over i at søge oplysning andre steder.

Jeg tager det som en påmindelse om den udvikling, at radioens bedste, men også sværest tilgængelige samfundsprogram, Orientering på program 2, fra sin første opdukken var aflyttet mest af unge.

Aviserne er først sent, alt for sent, svunget med over i den form for oplysning, der kræves af et nyt slægtled. Aviserne er blevet hængende i telegramnyt og reportage, men aldrig sammenhængende, altså endnu ikke i dag særligt tilgængeligt for dem, der uden forudsætninger vil i lag med samfundsspørgsmål.

Typisk er det, at aviserne til overflod har dækket de mere eller mindre dramatiske udslag af ungdomsoprøret – eller som den nye ombudsmands fortrinligt siger det: ungdomskritikken. Det er jo et ord, der vender begge veje. Man har dækket dramatikken, sensationen, det unormale, men ikke det egentlige indhold.

BT, Ekstrabladet, Politiken, Børsen, Horsens Folkeblad og først og fremmest Information, en overgang også Bornholms Tidende, sugede det nye slægtleds sprog og handlekraft til sig. De fleste af de andre sidder stadig måbende, nogen med god vilje, nogen med sympati, men uden et sprog at have den i, andre i kamp for halvtredsernes tilbagevenden, en drømmeverden af kold krig.

Går vi endnu et slægtled frem, er det lige så tydeligt, at avisernes børnesider stadig er på spejderplanet for tyve år siden, mens både spejderbevægelsen og FDF har viklet sig ud af den tid og udviklet sig med tiden. Den dag i dag vil avisernes børnesider sende børnene ud på friske traveture, fisketure, lærer dem at spille skak, eller frister med en skattejagt som i de gode pirat-tider for nogle menneskealdre siden.

Børnesiderne i alle aviser er golde og tomme, uinspirerende og dårligt redigerede. Værst er en del provinsaviser, som bruger forskelligt gammelt ragelse fra bureauer. Her kører man videre med tåbelige quiz-spørgsmål til børnene, som formodes at skulle klare sig gennem tilværelsen med quiz-viden . Og det er gammeldaws. Vi er ved at forlade den almene, klassiske viden, som gjorde mennesker ens og hvert enkelt menneske meget lidt spændende. Det er i dag mere aviserne end det voldsomme massemedium fjernsynet, der ensretter børn til at blive ens voksne mennesker.

Avisernes børnesider virker, som om de alle er skrevet af den samme olding, der har gået i Berlingerens Ping-klub siden Storm P.s bedste dage. Avisernes børnesider er på stade med de folkeskolelærere, der ikke siden ny skolelov har været på kursus for at blive omskolet. Avisernes børnesider er som de værste tegnetimer i 1940 og 1950, stive, kopierende og fjernt fra ethvert selvstændigt initiativ i barnet.

Man skal stadig lave genparter af de voksnes verden, som i dagbladet Bornholmeren, hvor Orla Brønderslev lærer børn at bygge deres egen minigolfbane. Han forklarer, at på bane 2 er et gammelt rør blevet anbragt som forhindring. Røret er gravet lidt ned i jorden, for at kuglen ikke skal ramme mod nogen kant. Man har naturligvis ikke lov at slå bolden uden om røret, siger bladet. Nej, børnene har som i de gamle skoler ikke lov til at slå til bolden, ikke lov til at bruge bolden. Alt skal være som lærerens tegning og kommando.

Politiken og Berlingeren er netop gået i gang med helt nye børnesider. Indtil nu har ingen af dem udviklet sig godt, endsige børnevenligt.

Politiken skal have ros for direkte at fremhæve, at dens børneside ikke har noget program. Det skal børnene selv lave, eller som det hedder: være med til at bestemme, også en vending, jeg kan godtage, for selvsagt skal siden redigeres.

Men også i de to blade serveres der suppe med gammel smag, ikke andendagsærter, men ærter fra den tid, da Aksel Sandemose var barn. Sådan startede skakspillet, fortæller Politiken, som også har haft en skattejagt, fiskehistorier, pennevenne-efterlysninger, lystfiskeri og pusleklip.

I Berlingeren er det pusleord og kryds-og-tværs. Det er alt sammen gedigent, men trist, uinteressant og børn meget lidt vedkommende. For en søndag siden blev jeg helt oplivet, da Berlingeren fik sig et forspring. Her var dog en 12-årig piges herlige skildring af et drømmemøde med gamle Columbus, som hun fortalte om vor tid, og en dreng havde en hjemmegjort tegneserie med en jysk hest med stråhat. Hvis Berlingeren fortsætter i det spor, altså at lade børnene selv komme til i deres eget sprog, har Sigvaldi med sine børneskrevne hefter ikke gået forgæves over Rådhuspladsen på sine strøgture.

For man skulle tro, at Sigvaldi havde smittet meget mere af på netop Berlingeren og Politiken. En overgang forsøgte BT at lade Sigvaldi redigere en rubrik, som børn skrev til. Men børnene skrev for harsk kost for BT’s læsere. Sigvaldi blev droppet, og hvis nu både store og små aviser dropper den ide, at børn kan skrive til dem, som de nu engang skriver, i det sprog de nu engang skriver, og med de emner de nu engang vælger, ja, så er vi på vej til en generations-kløft, hvor forældre ikke ved, hvordan børn tænker, og aviserne er på vej til at skabe sig en endnu bredere løft mellem kommende læsere og sig selv.

Læserbreve vil helt dø ud og blive overtaget af de mange, men desværre anonyme slagord på de nutidige vægaviser rundt om i byerne. Det er avisens egen død, at den ikke virker levende og dragende på et nyt slægtled.

© Poul Erik Søe - Anmeldelse af dagbladenes børne-sider 2. august 1971 i Danmarks Radio

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside