Det tavse flertal
Det tavse flertal – Nixons udtryk om sin regerings tilhængere – er ved at få folkeligt rodfæste i Danmark. En mærkværdig sag i et land, hvor man kan gå forbi universitetet, men ikke forbi Grundtvig. Ordet skaber, hvad det nævner, sagde han. Til tavsheden bliver kun tilbage, hvad ordet levner, kunne man tilføje.

Det fastslås nu i debatten som hævdvundet, at de intellektuelle kæfter op. Er det ikke ligeså hævdvundet, at en bred offentlighed kæfter op? Bliver det ikke taget lige så alvorligt?

Jeg har lavet en undersøgelse af det. Den giver sig ikke ud for at være sociologi. Den er kun et fingerpeg, et praj.

Materialet er fra ti danske aviser i provinsen og København. Frederiksborg Amts Avis, Morgenavisen Jyllands-Posten, Berlingske Tidende, Politiken, Aktuelt, BT, Kristeligt Dagblad, Ekstrabladet og Fyns Tidende.

Jeg har som grundlag valgt læserbrev-rubrikkerne og de citatrubrikker, hvor aviserne bringer uddrag af, hvad andre mener. Meningen med det udsnit er dels at måle læsernes egen aktivitet og den linje, bladene følger ved redigeringen.

Når vi gemmer citater fra andre blade, professionelle politikere og organisationers talerør, bliver der tilbage – for det tilfældige udpluk af een avis af hver slags inden for den sidste måned – et indtryk af, at den intellektuelle ikke har eneret på at komme til orde.

Naturligvis er alle drengene fra bagbutikken med – Leif Panduro, Klaus Rifbjerg, Simon Spies og Hans-Jørgen Nielsen. Men til folk, der betegner sig som maskinarbejder, bådsmand, undervisningsassistent, kørelærer, pensioneret landpostbud, revalideringskonsulent og lærer – til dem er der stadig 57 procent tilbage. Mest i læserbrevene, mindre i de redigerede citater. Men det er da også opmuntrende, at de netop er flest, hvor der forlanges et personligt initiativ.

Dertil kommer, at pressens egne folk nok er professionelle skribenter, men ofte ikke-akademikere. Det betænkelige er, at de forvalter et meningsmonopol for den enkelte lederskribent. Det er en eneret, som burde give mindst ligeså megen anledning til anfægtelse som radiomonopolet.

Det får man et stærkt indtryk af gennem en sådan lille privat status-opgørelse. Pressen har stadig tilbøjelighed til under "Hvad andre mener" at bringe, hvad andre meningsfæller mener.

Tilbage er så det rigtige, at de intellektuelle i forhold til deres mængde kommer hyppigere og mere velplaceret til orde end de ikke-intellektuelle. Alligevel giver den kritiske avislæsning et indtryk af, at det ikke var tilfældigt, at en lagerforvalter kunne rejse en dansk kulturstorm. Jeg tænker på Rindal.

Det er gennem debatten for et par år siden fastslået, at det ikke er de ti procent kvikke, der regerer landet. Det er i hvert fald skiftende folk, som fra sag til sag er de kvikke. Og det er vel kun rimeligt, at det fra afgørelse til afgørelse er den kreds – 10 procent eller flere – som ved noget om den sag, interesserer sig for den eller har et forhold til den, at det er hos dem, indflydelsen ligger.

© Poul Erik Søe. Udsendelsen "Kalender" på Danmarks Radios P2 december 1970.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside