Proletariat i kirken

Kirken ligger for døden flere gange om året. Oftest i munter gravølsstemning i undergrundsbladene. Men også med sørgerand i de store søndagsaviser eller med farverig, amerikansk ligsminke i ugebladene.

Det stigende antal udmeldelser af folkekirken ses af nogle som tegn på, at kirken skranter. Alle meningsmålinger viser dog, at over halvdelen af de mennesker, der i dag i kraft af dåbens automatik er blevet medlemmer af folkekirken, ville melde sig ind, hvis det blev et krav.

Kirkens forkalkning er også blevet målt gennem trafiktællinger i kirkedøren. Tællerne blev ikke overanstrengte. Men kirken drager dog flere folk til sig end demokratiets vælgerforeninger. Talte man mødedeltagerne i vælgerforeningerne, kunne demokratiets dødsattest skrives i morgen. Men den slags uhyrlige målinger af ydre effektivitet siger intet om kristenheden eller demokratiet.

Der er præstemangel, ikke på grund af en voksende menighed, men fordi for få unge vil være præster. Præstemangelen finder vej til annoncerne. Menighedsrådene må lære at lokke ad reklamevejen. "Mulighed for en passende lejlighed i sognet" lovede menighedsrådet for Højdevangskirken på Amager. Det kaldte på forargelsen. Men når Danfoss bygger boliger til sine arbejdere, anses det for såre fornuftigt.

Der findes altså i befolkningen en kirkelig rindalisme, som ganske svarer til den folkelige indsigelse mod statstilskuddene til kunstnerne for nogle år siden. Dengang mente folkeovertroen, at den bedste kunst kommer fra det fattige kvistværelse. I dag spørger folketroen, om Jesus måske havde en præstegård. Man ser helst, at præsten går i tiggermunkenes fodspor. Ellers står hans ord ikke til troende. Præsterne er de dårligst lønnede akademikere. Som i visse katolske lande er vi på vej til at få et proletariat af præster.

En ung præst virkede efter sin uddannelse et år ved Pårup kirke nær Odense. Hans studiegæld var på 80.000 kr., hvad der ikke er usædvanligt. Præsters begyndelsesløn er 32.154 kr. Når afdrag og offentlig skyld var dækket, havde han hver måned 276 kr. tilbage til husholdning, beklædning og fornøjelser. Det kunne gå til en præst i cølibat, men præsten i Pårup havde kone og tre børn. Til september rejser han i Hans Egedes fodspor til Grønland, .men som køkkenarbejder og hyrevognsfører. Han kan ikke bebrejdes - men udgifterne til hans uddannelse er spildt for en tid.

Pårup-præsten er eet blandt mange eksempler på, at det ikke er lykkedes for præsterne at nå højt nok inden for den akademiske lønramme. Modsat andre akademikere har præsterne aldrig fået dannet sig en stærk fagorganisation. Præsteforeningen har ringe slagkraft. En præstestrejke ville ikke have stor betydning og uden tvivl kun give bagslag. Folk vil ikke i dag være forargede over præstefraværet på samme måde som de gode folk på den færøske ø Mikines, hvor præsterne var bange for at komme, og hvor døde lå ubegravede, og børn løb rundt som hedninge.

Danske præsters eneste vej ud af det dårlige lønsystem er den, der er udstukket af den folkekirkelige ramme. Det vil sige den politiske vej. Uden tvivl kan den trussel, som spiren til et Kristeligt Folkeparti i Danmark udgør, få indflydelse på de øvrige partier, så præsternes lønningssag ikke får lov til at ligge for længe.

Det tavse flertals ordfører, kirkeminister Arne Fog Petersen, har for en gangs skyld sagt noget. Han vil gøre præsters lønninger konkurrencedygtige med lønninger på seminarier og gymnasier. Det skal så vise sig, om ministeren har magt, som han har agt. Indtil nu har han ikke givet anledning til en vurdering af sin indflydelse i regeringen., .

Imens kan folkekirken så gøre sin egen stilling op. Ganske vist har vi i Danmark for få præster, men stadig for mange kirker. Også i tyndt befolkede omrader må man nu erkende, at bilen er opfundet. Kirker må uden lokal sentimentalitet lukkes, og kirkefolket må forlade de gamle indavls-kliker og samle sig om færre, måske mere markante prædikestole.

Kirken kan også i sin lønkamp vise, at den selv er parat til at bruge sparekniven. Ikke mindst højkirkeligheden er ved at genindføre den skik hertillands, at kirken skal omgive sig med pomp og pragt.

Uskikken med kostbare, farverige messehagler breder sig - i god overensstemmelse med den østerlandske pragtdyrkelse, der er på mode i verdsligheden. Vi troede dog, at Reformationen var kommet for at blive, også når det gælder kirkeligt udstyr.

Visse præster har, efter at menighederne er skrumpet ind, erstattet den folkelige sang med professionelle englekor, som på gammel latinsk vis gør menighedens deltagelse overflødig. Folk sidder på bænkerækkerne og skammer sig over ikke at kunne hamle op med de professionelle. Mangen en kirkegænger føler en førreformatorisk fremmedgørelse i kirken. Organistens englekor svarer til eksempel præsten hen over hovedet på menigheden.

I folkekirken findes også for meget apparat-styre. Det kan for eksempel være alt for vanskeligt for en menighed at slippe af med en præst. Jeg tror, man skulle overveje fem eller ti års kontrakter ved præsteansættelser. Den vej går det mange steder i det verdslige samfund.

Og tør man ikke gøre præstens ansættelsestid så kort, bør man i hvert fald sikre sig, at ingen biskop kan sidde længere end fem år. Han bør være kontraktansat ligesom radioens musikchef. Åndelige gøremål trives ikke i den tilbagelænede atmosfære, som livsstillinger fremkalder. Bodil Kochs ord om biskoppernes kedsommelighed er ikke blevet dementeret efter hendes afgang som kirkeminister. Det synes, som om bispeværdigheden kan få selv den bedste teolog til at gå i stå.

Endelig ville det socialt set være et fremskridt, om kirken tog mod til sig og krævede ligeløn for sine ansatte - naturligvis med administrationstillæg for dem, der bebyrdes med det. I et samfund, hvor folks bedste indsats ofte øves i de unge år, og hvor unge oftere og oftere får de mest krævende stillinger, kan vi ikke længer opretholde de lave begyndelseslønninger og de høje slutlønninger. Det er også familiefjendsk. I de år, da familien har børn og derfor stiller de største krav, kan vi ikke længer give de laveste lønninger.

Da fanden en dag fik grå hår på halen, opfandt han ancienniteten. Det skulle kirken have forudsætninger for at erkende, før det øvrige samfund vågner.

© Poul Erik Søe, Kommentar i Ugemagasinet NB! 24. juli 1970

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside