Far gav lov

I ugen, der gik, har man haft en fornemmelse af at være blevet snydt for et forår, en sommer og et efterår.

Uroen på arbejdspladserne og den politiske uansvarlighed tog til, som om vi allerede befandt os i overenskomståret 1971 og havde sprunget 1970 over.

Når uroen er taget til, har det nøje sammenhæng med kommunalvalget til marts, overenskomst-forhandlingerne næste forår og det derefter følgende folketingsvalg.

Derimod har endnu ingen præsteret en saglig sammenhæng med beregninger over, hvorvidt lønmodtagerne vitterligt er sakket bagud i forhold til andre grupper, eller over rimeligheden i kravet om netop en krone mere i timen.

Den slags saglighed spiller nemlig ingen rolle i den valgkamp, der nu er indledt, og som efter min vurdering bliver landets hidtil længste.

Nogle havde ventet uro, da overenskomsterne blev fornyet sidste år. Iagttagere havde troet, at man dengang ville svare på dannelsen af den borgerlige regering. Det ville taktisk set have været et svar i utide. Partikontorerne har i stedet tidsindstillet svaret, som vil falde foråret 1971 og få indflydelse på stemmeflytningen ved det efterfølgende valg.

Det er derfor ingen tilfældighed, at den socialdemokratiske leder, Jens Otto Krag, har revet et helt år ud af kalenderen og udtrykker forståelse for den skuffelse, der har fremkaldt uroen på arbejdspladserne. På Socialdemokratiets ekstraordinære kongres sagde Krag bl. a.:

"Forskellen mellem statsminister Hilmar Baunsgaards gyldne løfter til lønmodtagerne i august 1968 og virkeligheden i 1970 vil ikke gøre overenskomst-situationen i 1971 lettere at løse."

Tydeligere kan man ikke varsle et politisk forår.

Krag ved så godt som nogen, hvordan lønmodtageren reagerer, når den tidligere statsminister udtrykker forståelse og trusler. Arbejderen må drage den slutning, at far har givet lov, og at uroen ikke er uvelkommen.

Det lå i Jens Otto Krags hænder at forstærke eller formindske uroen på arbejdspladserne. Gennem sit ordvalg og gennem det, han ikke sagde, men som kunne have været mere ansvarligt, valgte han at puste til ilden.

Krag talte om "den usikre reallønsudvikling for 1970« og om statsminister Baunsgaards tale i august 1968, der "blev opfattet som et tilbud til arbejdsmarkedets parter om skattepolitiske lettelser«, hvis man sørgede for at holde indkomstudviklingen i tømme.

Krag gjorde uroen politisk, og han fik straks sit ekko: uroen blev ført ind i Folketinget.

Imens putter arbejdsminister Lauge Dahlgaard sig blandt radikale partifæller i Herning og forklarer det hele med gammeldags kommunistforskrækkelse.

Når arbejdsministeren vil overbevise befolkningen om, at uroen på arbejdspladserne udelukkende er kommunistisk, kan han ikke forvente andet, end at socialdemokraterne strammer sig an for at vise, at de så sandelig også er med på vognen. De handlinger, der fulgte efter arbejdsministerens ord, var da også et politisk svar.

Med så stor kluntethed og så ringe ansvarlighed er halvandet års valgkamp indledt. Man må håbe, at Krag og Dahlgaard ikke bliver ene om at føre den.

© Poul Erik Søe. Kommentar i Nyhedsmagasinet NB! 30. Januar 1970

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside