At samle på intellektuelle som på frimærker
NU VED VI fra Ole Hyltoft, hvad et parti skal måles på.

Det er antallet af intellektuelle, der gør det hele.

I AKTUELTs kronik fortæller han, at tilbage af radikalismen er kun folketingsmand Svend Skovmand, radiorådsmedlem Else Elbæk, skuespiller Niels Andersen og til dels kulturminister Kr. Helveg Petersen.

Resten af Det radikale Venstre er et genfærd.

Mit svar burde kort og godt være, at resterne af det socialistiske i Socialdemokratiet er folketingsborgmesteren Erhard Jakobsen, gamlevennen Kristian Albertsen, borgmester Thorvald Christensen og til dels tidligere udenrigsminister Per Hækkerup.

Men AKTUELT har bedt mig tage Ole Hyltoft Petersen alvorligt og kommentere hans kronik.

SKØNT jeg i de sidste to år efter den katastrofale regeringsdannelse stort set ikke har bestilt andet end at rakke Det radikale Venstre ned, agter jeg fortsat at stemme på liste B, og det skyldes en anden opfattelse af, hvad et parti er, end Hyltoft Petersens.

Han vurderer et parti, som han ville vurdere et slægtleds litteratur - ud fra dets ypperste personligheder. Det er toppen, der tæller. Det er de intellektuelle, han regner med. En så ufolkelig og apolitisk tankegang havde jeg ikke ventet af en socialdemokratisk skribent.

Af Hyltoft Petersens kronik må man drage den slutning, at hvis Rifbjerg, Bodelsen, Hans Jørgen Nielsen, Ole Grünbaum og sytten andre venstre-intellektuelle stod i de radikale vælgerforeninger, så var partiet et ganske andet.

Det ville være uhyggeligt, om en lille gruppe af "drengene fra baglokalet" på den måde skulle kunne bestemme over et partis liv eller død, endsige dets politik. Værre ville det være, hvis partierne skulle samle på intellektuelle på samme måde, som folk samler på frimærker. Det er misbrug af kendte navne.

Det er en banalisering af dansk politik, at vi mere og mere snakker om navne og mindre og mindre om sager. Statsministeren kan ikke forstuve en storetå uden at komme på avisernes forside

Men Hyltoft Petersen skal få svar på sit eget plan, og jeg må fortælle ham, at marv og ben i Det radikale Venstre for mig er Kr. Thule Hansen, Emmy Rasmussen, Svend Madsen, Garnæs Petersen og Poul Erik Brander.

Hvis Hyltoft Petersen tilfældigvis ikke kender disse navne, skal jeg oplyse ham om, at det drejer sig om en landmand i Gislev, en husholdningslærerinde i Mollerup, en landmand i Balling, en gammel friskolelærer i Refsvindinge og en ung magister i Aars.

De er udplukket blandt mange, men ikke tilfældigt valgt. Hvis Hyltoft Petersen mener det alvorligt, at han vil vide noget om Det radikale Venstre, rejser han rundt om interviewer dem alle fem til AKTUELT.

Den unge magister Brander er taget med af hensyn til Hyltoft Petersens litterære interesse for politik Han er en efterkommer af den Brander-familie, som lagde livshistorie til Skjoldborgs "En stridsmand". Men han er også taget med som et eksempel på, at der i Det radikale Venstre er beviser på det, socialdemokrater og radikale ville i fællesskab med deres sociale holdning og deres undervisningspolitik. Han er et vendsysselsk eksempel på en fortsættelse af den tradition som uskolede, men dog intellektuelle landmænd lagde grunden til

Dernæst mener Hyltoft Petersen, at Det radikale Venstre under samarbejdet med Venstre og de konservative er blevet mindre radikale.

Det kan vi godt blive enige om.

Samarbejdet med socialdemokraterne havde samme virkning.

Det radikale Venstre var mest radikalt, da det en kort tid ikke var med i en regering. Nøjagtig det samme er ved at ske med Socialdemokratiet, som efter min vurdering nu har den historiske chance for første gang at opnå absolut flertal folketinget. Men det er vel at mærke sket, efter at partiet fra Hedtofts dage var blevet mere borgerliggjort - selvsagt på grund af regerings-ansvaret.

Jeg ved ikke, hvor gevaldigt venstreorienteret Hyltoft Petersen er, men han burde vide fra sit partis historie, at regeringsansvar altid har drejet det væk fra idéprogrammet. Det er derfor hyklerisk af ham at kalde Det radikale Venstre for et genfærd på grund af det aktuelle regerings-samarbejde. I hvert fald kan han ikke gøre det uden ærligt at sige, at Socialdemokratiet i så fald kun lige er ved at stå op fra de døde, og at stanken af lig stadig er kendelig.

At Det radikale Venstre ikke er socialistisk, kan Hyltoft Petersen ikke engang bebrejde partiet med historiens ret, men det er også enfoldigt at placere Det radikale Venstre som et parti, der fra sin start Ikke havde alvorlige indvendinger mod den store økonomiske ulighed mellem mennesker. Hyltoft må da vide, at der stort set ikke er gennemført et socialt eller økonomisk indgreb til fordel for den økonomiske lighed, uden at socialdemokrater og radikale først har fundet hinanden. Socialdemokrater og radikale kan i fællig tage ansvaret og æren for det sociale samfundsmønster, der er Danmarks. Ingen af dem havde magtet det alene, for de havde ikke flertal uden hinanden.

Det er skuffende, at Hyltoft Petersen hører til dem, der graver grøfter mellem socialdemokrater og radikale. Det kan kun vanskeliggøre tilnærmelsen den dag, da det samarbejdende folkestyre genfødes og gamle fæller finder sammen.

© Poul Erik Søe. Kommentar i dagbladet Aktuelt mandag 19. januar 1970.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside