Larsens afløsning

Det fornemmes nu af de fleste, at Helge Larsen vil forlade sin post som regeringens undervisningsminister. Der kan heller ikke være tvivl om, at statsministeren vil lade ham gå, selv om de har knyttet sig nært til hinanden siden deres samtidige ankomst til Christiansborg i 1957.

Helge Larsens afgang må af partitaktiske grunde vente til efter kommunalvalget. Man skifter ikke heste midt i vadestedet. Formentlig vil man også tage det personlige hensyn til ham, at afgangen finder sted i den politisk rolige periode under folketingets, skolernes og undervisningsanstalternes sommerferie.

Skønt det med rette er Helge Larsens person, der er blevet kritiseret gennem hans to ministerår, skal han ikke først og fremmest føle nederlaget som personligt. Det er i høj grad det system, han repræsenterer, der har fået fiasko. Helge Larsen deler skæbne med en række skoleledere, som går af i utide. De giver den oprørske ungdom skylden. De ser ikke, at alle ledelsesfunktioner i samfundet ændres i disse år. De ser ikke, at den autoritære ledertype skiftes ud med formidlere. Det er ikke deres person, der vrages, men deres ledelsesform. Det, de føler som et nederlag, deler de med en række andre, nu også landets undervisningsminister.

Omstillingsprocessen i alle samfundets organisationer og virksomheder kræver i disse år mange menneskelige ofre. Det burde da være et særkende for vort slægtled, at vi ikke triumferer over enkeltpersoners nederlag, men forstår at give dem en ny chance. Den indstilling savnes blandt de mange, som nu mener at kunne nøjes med råb om udskiftning.

Helge Larsen har som undervisningsminister været den, han altid har været. Mere kan man ikke forlange af et menneske. Da Baunsgaard gav ham embedet, fulgte der ikke smidighed med i morgengave . Ingen kunne forvente, at Helge Larsen skulle kunne klare ungdomsoprøret med gymnasiets og folketingets sprog. Fejlvurderingen ligger altså hos statsministeren, da han udnævnte Helge Larsen.

To år er nu gået med daglig kritik. Helge Larsen ligger i krig med samtlige skoleformer . Der er opstået et begreb, som hedder "Dagens Helge Larsen", og undervisningsministeren har vurderet rigtigt, når han ikke opfatter det smigrende. I stort og småt har Helge Larsen reageret vredt og irriteret, hvor der blev kaldt på hans smidighed og forhandlingsevne. I sociologi-sagen tog han excellence-myndigheden på over for de elever, han burde have støttet. Landets seminarier har han gennem sit eksamenskrav gjort til sorte skoler.

Skriver en ellers blid højskoleforstander lidt kritisk om hans lovforslag, nøjes Helge Larsen ikke med at svare i avisen. Han tager telefonen og skælder forstanderen ud i den tone, der for meget længe siden kunne anvendes over for skolebørn.

Under en lærerstrejke sætter en lille flok skoleelever sig uden for Christiansborg for at demonstrere. Helge Larsen går ikke ned og taler med dem. Han svarer dem gennem Radioavisen. De vil få straf til eksamen. Tidligt i sin embedsperiode gjorde han sig bemærket ved at sende stribevis af afbud til møder, når det trak op til rivegilde i ungdomsorganisationer.

Imens hober afgørende beslutninger sig op på ministerens skrivebord. Regeringen går klogt i at udskyde afgørelserne, til en ny minister er udnævnt.

Det vil også være klogt af den radikale førstemand, om han ved udnævnelsen af en ny minister går uden for familien, de snævre partirammer og undervisningsministeriets direktorater. Som nærmeste afløsere står vel højskoleforstander Harald Engberg-Pedersen og rektor Edele Kruchow. Oplagt vil det også være at flytte Helveg Petersen over fra kulturministeriet. Uanset hvem det bliver, bør store områder som universiteterne samtidig flyttes over til kulturministeriet. En sådan aflastning kunne i tide også have givet Helge Larsen muligheder, men nu er det for sent.

© Poul Erik Søe – Kommentar i Uge-magasinet NB! 13. februar 1972

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside