Kammerat Hanne
Der sidder atter en kommunist i Folketinget. Er det værd at notere? Er det andet end lidt spræl på venstrefløjen?

Ja, det er en historisk begivenhed.

Det er ikke før sket i landets politiske historie, at et parti er gledet ud af Folketinget og atter er kommet ind. Nogle vil synes, at Hanne Reintofts indmeldelse i kommunistpartiet, som dermed kommer i Folketinget, er et lille kupmageri. Det er der ikke tale om. Kommunisterne fik ved valget i 1968 næsten tredive tusinde stemmer. Det er nok til to mand på tinge. Men pladserne i folketingssalen fordeles ikke efter matematisk retfærdighed. De store partier har gennem spærrereglen sørget for, at de selv får for mange pladser.

Dertil kommer, at et folketingsmedlem kun er bundet af sin samvittighed. Hanne Reintoft har efter min vurdering fulgt en samvittighedsrøst, der længe har kaldt i hende. Det radikale Venstre, Folkesocialisterne, Retsforbundet og Liberalt Centrum er blevet til på samme grundlag som det, Hanne Reintoft nu har brugt. For demokratiet er det glædeligt, at de små politiske befolkningsgrupper er med i det parlamentariske arbejde og ikke udelukkende henvist til gadens parlament.

Jamen, ender vi da ikke i en Weimar-republik, hvis alle mulige smågrupper kan få sæde på tinge? Får vi så nogen sinde en handlekraftig regering?

I forvejen er der et stort antal partier i Folketinget. Alligevel har vor længste regerings-krise kun varet 28 dage, og den var så hyggelig dansk, at man smed boksehandskerne og tog jaketten på i en politisk borgfred for at modtage den engelske dronning...

Det farlige i dansk folkestyre er ikke partiernes mængde, men de bestående partiers manglende evne til at forny sig. Nye partidannelser har alt for ublide kår. Når vi i dag ikke ser De Uafhængige i Folketinget, skyldes det de store partiers selvretfærdighed, udtrykt i den to procent spærreregel og den deraf følgende stemmespilds-kampagne.

Det er skade, fordi De Uafhængige i Folketinget beviste at kunne arbejde under demokratisk og parlamentarisk ansvar. Først da De Uafhængige gled ud af tinget, og da dyrlæge Iver Poulsen trådte tilbage som leder, fremkom udtalelser, som lå til højre for, hvad man i mildhed kalder reaktionært. Spærrereglerne er med til at fremme de anti-parlamentariske kræfter på venstre og højre fløj. Lad os få begge fløje ind fra gaden, frem i lyset og ind på tinge.

Ligesom jeg finder De Uafhængiges forsvinden fra Folketinget beklagelig, finder jeg det glædeligt, at kommunisterne er vendt tilbage. Om det gavner kommunismen, ved jeg ikke. Jeg er også ligeglad. Det gavner demokratiet.

Hanne Reintoft bliver nu fremstillet som en løbsk linje 8, der standser ved de gale stoppesteder. Det skyldes kun manglende velvilje over for en politisk modstander.

Når hun nu har valgt det parlamentariske virke for kommunistpartiet, kan det lige så vel ses i sammenhæng med hendes udtræden af Venstresocialisterne, bl. a. på grund af helt apolitiske kræfters hærgen.

For kommunistpartiet må det i en ren partimæssig vurdering tælle med, at Hanne Reintoft kommer ind i partikartoteket så tidligt efter den sovjetiske besættelse af Czekoslovakiet og det deraf følgende frafald for kommunisterne i Danmark.

For Hanne Reintoft selv må det tælle, at hun nu har et dagblad som talerør og et ikke totalt flippet partiapparat. Desuden er fjernsynsoptræden i valgkampen sikret og måske dermed et genvalg.

Størst er dog for mig at se gevinsten for det folkestyre, som hastigt undergraves af den demokrati-lede, der vokser både på højre og venstre vejbred.

© Poul Erik Søe. Kommentar i Ugemagasinet NB! 16. januar 1970

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside