Det blinkende øje

Fjernsynets valgaften viste os datamaskinen i en ny rolle: som en Don Juan, der evigt blinkende med et frækt spørgsmålstegn ud for Det radikale Venstre var parat til at indlede en flirt med ethvert skørt, rødt eller grønt.

Selv statsminister Hilmar Baunsgaard kan ikke lukke øjnene for denne data-erotiske blinken. Også han må erkende, at det, der gjorde hans parti til en kommunal nøgleklub, var den frie kærlighed.

Venstre og Det konservative Folkeparti havde på forhånd indyndet sig for at opnå valgteknisk samarbejde, men de radikale fra egn til egn gav dem en kurv. Resultatet blev, at Det radikale Venstre for første gang i sin historie har fået egentlig kommunalpolitisk magt.

Et kommunalvalg kan ikke bestemme, om en regering skal blive eller gå, men selv om man ikke vil drage sammenligning mellem folketingsvalg og kommunalvalg, kan man godt drage lære. Læren må blive, at de radikale vælgere har foretrukket den frie stilling uden afhængighed af Socialdemokratiet, Venstre og Det konservative Folkeparti. Den frie stilling vil blive afgørende også for folketingsvalget om halvandet år.

Da Baunsgaard er realpolitiker, må det stadig blinke med spørgsmålstegn i hans øje, og hans lære må blive den, at han nu må bryde ,ed Venstre og Det konservative Folkeparti og danne den radikale mindretalsregering, som vil kunne forhandle bade til højre og venstre i folketingssalen.

VKR-regeringen har skabt et kunstigt skel i befolkningen. Kommunevalget er en ny bekræftelse på, at folk ikke er så firkantede i hovederne, som politikerne vil gøre dem. Borgerlige vælgere i hobetal har - uden at skænke socialist-forskrækkelsen en tanke - stemt på Henning Rasmussen i Esbjerg, Kjeld Rasmussen i Brøndbyerne, Kaj K. Nielsen i Holstebro og Erhard Jacobsen i Gladsaxe.

På det landspolitiske plan vil vælgerne reagere på samme made. Det er ingen kritik mod regeringens enkelte partier at påvise det kunstige fællesskabs uheldige følger for det politiske klima i landet. For bare ti år siden blev en regering af den sammensætning kaldt for "en sammenrotning mod arbejderne". Det tyder falsk i dag. Vi må nøjes med at sige, at den danner skel, der ikke findes i den danske befolknings hverdag.

Kommunevalget var et bette nøk til venstre uden at være en revolution. Valget var endnu et vidnesbyrd om, at vælgerskaren er langt mere mobil og kritisk end for ti ar siden. På fjorten måneder skiftede befolkningen fra socialistisk til borgerligt flertal. Nu to år efter stemmer store dele af vælgerne gladeligt på socialisterne igen. Ikke sært, at politikerne glipper med øjnene. Til overflod viste fjernsynets Odder-undersøgelse, at hvis der kom folketingsvalg nu, ville hver fjerde vælger skifte parti. På den baggrund kan kun søvngængeren tro, at blokpolitikken kan fortsætte.

Socialdemokratiet byggede etager oven på næsten alle dets højborge, men fik ikke rejst mange nye bygninger. Fremgangen skal ses i sammenhæng med fremragende personligheders tillid blandt provinsvælgere, hvad det lidt svagere resultat i Odense er et yderligere bevis for. Men den tidligere statsminister Jens Otto Krag har været næsten for beskeden, nar han ikke har villet se et landspolitisk sigte i de kommunale valgresultater... Han nøjedes med at sige, at resultaterne i hvert fald ikke er et tillidsvotum til regeringen.

Men bag de socialdemokratiske døre har Krag dog uden tvivl også blinket med øjet. Hans væsentligste opgave er lykkedes: Nemlig at fortsætte Per Hækkerups nedkæmpning af Socialistisk Folkeparti, om end på en mere elegant og smidig måde. Så tydelige er i hvert fald de fleste kommuneresultater, at mangen SFer ikke har lukket et øje siden valget. En yderligere splittelse af SF eller et samlet partiryk til venstre vil ikke være en ulogisk slutning på Socialistisk Folkepartis deltagelse i kommunalvalget 1970. En kritik, som blandt andre Holger Vivike længe har ført frem i SF imod for snævert samarbejde med socialdemokraterne, må nu tages alvorligt af partiledelsen. Realistisk må han dog vurdere SFs reaktion så afdæmpet, at det ikke vil bide i det sure æble og indbyde til egentlig samling på venstre fløj. Det ville være en alt for grim mundfuld for et parti, der i løbet af forholdsvis kort tid har oplevet så udprægede frafald som SF.

De socialistiske partier vil med foragt fraskrive de "vilde" strejker i årets to første måneder enhver indflydelse på valgresultatet. Man må dog tro, at strejkerne har gavnet i hvert fald Socialdemokratiet, hvis leder mestrede den .kunst. at blinke forstående med det ene øje til de strejkende arbejdere og se ansvarlig ud med det andet - uden at blive skæv i hovedet. Socialdemokratiet fik derved vasket det borgerlige lurmærke af sig og fremstod for den kildeskatte-chokerede arbejder som uskyldsren.

Fjernsynets Odder-undersøgelse kan tyde på, at den siddende regering vil kunne redde sig gennem endnu en valgperiode, om end med læk i skuden. Det er ikke så forbavsende. Mere interessant er det, at de tre partiers samlede tilbagegang ikke i så høj grad som ventet er gået ud over Venstre. Myten om Poul Hartlings uduelighed kan ikke opretholdes. Roen i Venstre kan genoprettes.

Chokket er derfor, at Det konservative Folkeparti - trods mange fine enkeltresultater - fik et dårligere valg end ventet. Det vil give partiets højrefløj en logisk anledning til en skærpet holdning over for regeringsfællesskabet. Uden tvivl har de konservative i regeringen vist sig mere socialt indstillede og forhandlingsvenlige, end traditionen tillader.

Hvor man før troede, at regeringens mulighed for at overleve næste folketingsvalg ville afhænge af et gunstigt Venstre-resultat, må det blinkende spørgsmålstegn nu sættes ved de konservative.

© Poul Erik Søe. Uge-magasinet NB! 6. marts 1970

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside