Jag politikerne hjem

Den svundne sommer vil blive husket for, at parlamentet blev flyttet fra Christiansborg til Radiohuset.

Det var den sommer, hvor landets udenrigs- og indenrigspolitik blev drøftet mere i Radiorådet end noget andet sted i landet.

Radiorådet er den institution, hvor der hidtil er blevet plads til tre tidligere statsministre. Ikke engang Folketinget kan byde på så megen værdighed.

Men dermed er Radiorådet også for længst blevet en selvstændig politisk satellit, som ikke længer først og fremmest opfylder sin kommunikations-rolle. Det er et politisk organ til glæde for politikerne og partierne — og ikke for andre.

Til mindst glæde for programfolkene, som er sat til at gøre en samfundsoplysende og kulturel indsats, men som mere end noget andet må have politisk taktik som kvalifikation.

Den seneste debat om Radiorådet og Danmarks Radio har bekræftet mig i, hvad jeg allerede mente og gav udtryk for som ansat i radioen, at Radiorådet må afskaffes. Før bliver der ikke frie tilstande i fjernsyn og radio.

Gennem radio-oprøret for nogle år siden viste medarbejderne, at de heller ikke elskede den politisering der ustandselig spiller ind. De opnåede en vis frihed og en decentralisering af magten. Den decentralisering vil man nu tage fra dem.

Magtfordelingen er den, at Radiorådet har taget generaldirektørens beføjelser fra ham. Dem sidder Radiorådet på. Generaldirektørens ansvar og indflydelse er dermed blevet for ringe, og hans arbejdsvilkår for dårlige. Men det er Radiorådets skyld.

I pressen — og i nogle udtalelser fra radioens ledelse — ser man en anden tankegang. Man mener, at generaldirektøren skal overtage de beføjelser, som i kraft af radiooprøret blev tillagt programcheferne. Følgen er en centralisering af magten.

Det, jeg på Dansk Ungdoms Fællesråds konference i ugeskiftet, gik ind for, var en yderligere decentralisering.

Tankegangen er den, at Radiorådet skal afgive sine beføjelser til generaldirektøren, som da får direkte ansvar over for kulturministeren og dermed over for Folketinget. Som i DSB og postvæsenet. Programcheferne bør beholde deres nuværende beføjelser, eller de bør afgive en del af dem direkte til medarbejderne.

Dermed vil det være slut med snakken om, at det er umuligt at få placeret et ansvar i Radiohuset. Den anklage rejses ofte, men den er i virkeligheden en anklage mod politikerne, ikke mod husets medarbejdere.

Når jeg har talt om den pressions-frygt, programfolkene må føle, skal det også ses i forhold til Radiorådet og dets mange politikere.

Det er yndet blandt radioråds-medlemmer at opfatte rådet som en Iynafleder mod ude fra kommende pression mod radiofolkene.

I virkeligheden er Radiorådet et metertykt kobberkabel, som ikke har Iynaflederens rolle men som er en direkte pressions-ledning med indbygget forstærker. Det mindste læserbrev i en radio-politikers lokalavis forstørres op på Radiorådets møde, og det, der blot var en enkelt borgers mening om en udsendelse, bliver til "en almen opfattelse i befolkningen".

Folketingets medlemmer skal blive i Folketinget, og der skal de øve deres gavnlige kontrolvirksomhed med alle samfundets institutioner.

Men de skal ikke sidde i Radiorådet og være med til at lede, for derved bliver også deres egen kritiske opgave ringere. Man har svært ved at kritisere sig selv.

Ó Poul Erik Søe – Kommentar i dagbladet Politiken 30. november 1969

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside