Understrømmen af lede
Kronik i dagbladet Politiken på valgdagen 23. Januar 1968

Denne kronik er et memento på det danske demokratis valgdag: programredaktør Poul Erik Søe tager udgangspunkt i den sidste måneds breve til udsendelserne "Vælgerne spørger" og finder heri talrige udtryk for lede ved parlamentarismen og politikere. Han rejser spørgsmålet om årsager hertil og midler derimod.

-

Nøgleordene i det sidste års danske politik blev end ikke nævnt i den afsluttende dyst mellem partierne i fjernsyn og radio.

Det i forvejen tynde politiske glosehæfte. havde mistet den side, hvor skældsordene "rokketøddel", "børnehave" og "stokkemetode" stod. Utroligt, at dette hold af pæne mænd med gode viljer gennem fjorten måneder har været med til at fremkalde en antiparlamentarisme så stærk som på intet tidspunkt siden besættelsen.

En farlig antiparlamentarisme. En understrøm af lede.

Der har altid i dansk demokrati været en parlaments-lede, men den har kun i tiden omkring anden verdenskrig været ladet med dynamit. Ellers har vi kunnet tale om "den lille antiparlamentarisme" i ro og mag som et problem, vi langsomt kunne kvæle ved at gøre demokratiet stærkere. Den radikale mindretalsregering, som under Zahles ledelse kom til magten efter Albertis afsløring som storbedrager, kaldte sig "Det sidste hold af mænd". Tankegangen var den enkle, at antiparlamentarismen i befolkningen var stor, men denne nye regering burde man give "den sidste chance".

De antiparlamentariske tredivere, den anden verdenskrig og de første efterkrigsår var oversmurt i den grad, at vi i det nye slægtled den dag i dag af og til kender smagen af mel i munden.

Advarslerne til politikerne har været mange også i tresserne. Stærkest formuleret af Folketingets tidligere formand Gustav Pedersen, der ved sin afgang - man kan næsten sige for sent - gav en pjece titlen "FoIkestyret ved korsvejen" med ønsket om en samlingsregering som værn mod antiparlamentarismen.

Gustav Pedersen har sikkert mødt den antiparlamentarisme, han advarer imod, ved mange lejligheder, men måske sjældent så stærkt, som da han i en radioudsendelse blev stillet over for lytterbreve om Folketingets arbejdsform. Brevene var indkaldt på samme måde som de mange vælgerspørgsmål til partierne i den valgkamp, der nu er forbi, og som i dag udmøntes i krydser.

Der er mange lighedspunkter mellem de breve, Gustav Pedersen den gang besvarede, og den sidste måneds breve til "Vælgerne spørger".

På mig gør det et forstemmende indtryk, at parlaments-leden i nogle af de breve, hvor vælgerne ikke nøjes med at stille spørgsmål, forekommer i forstærket form sammenlignet med dengang.

Her møder man de gammelkendte antiparlamentariske spøgelser under lagen med nye.

Her er kravene om en stærk mand, der skal afløse alle "vrøvlehovederne på Christiansborg", med den begrundelse, at nye koste fejer bedst.

Her betegnes politisk samarbejde som "lumpne, svigagtige" kompromiser. Her stilles spørgsmålet: "Hvorfor findes der ikke i Folketinget en eneste ærlig politiker"?

"Hvad er I så rapkæftede for? Hvad sidder I og parlamenterer for?". Vi er altså i parlamentarismen derude, hvor ""parlamentere"" er et skældsord. Parlamentere betyder ikke længere blot det at forhandle, men også "at snakke vidt og bredt".

I understrømmen af parlamentslede er de afgørende spørgsmål i dansk politik statsministerens bil nummer to, ministrenes og folketingsmedlemmernes lønninger samt bengnaveriet. En del af denne kritik hører til folkestyrets sunde selvkontrol, men ofte er den ledsager af bemærkninger om kræftbylder eller "fup og fiduser".

Den voksende parlaments-lede har ulmet længe, ofte fordi den demokratiske selvkontrol slog over i revyens banaliteter eller blev forfinet i et elfenbenstårn.

Hos den uopfindsomme revymager er man altid sikker på, at tredje og fjerde vers er reddet i land ved et eller andet kludespark til de folkevalgte. Det var fuldt forståeligt, at Elga Olga i sin jubilæumsvise om, hvad hun havde glædet sig til i de sidste 25 år, også nævnte en vise, hvor der ikke var et ord "om alle de originaler på Christiansborg".

Og den satiriske roman har med sin holdning ikke gjort det bedre, for eksempel Ole Juuls "Det tossede paradis":
- Nu havde han i de sidste tyve år kæmpet en heltemodig kamp for at vinde sit ministerembede, han havde brudt sine principper når det var nødvendigt, slagtet sine venner når det var påkrævet, løjet når det var fornuftigt, stjålet når det var hensigtsmæssigt, ja måske gjort ting, der var endnu værre. Han havde sejret, ikke blot politisk, men også over den værste af fjenderne fra ungdomsårene: Samvittigheden - fjernet den, tværet den ud !

*

Den største brøde er dog forfinelsen, de intellektuelles vasken hænder. Christiansborg er et bordel, man ikke nærmer sig uden en maske af hån. Netop den virkning har Johan Fjord Jensens manipulerings-debat haft. Hans sigte er ikke antiparlamentarisk, han giver sit intellektuelle slægtled, bliver antiparlamentarisk. I sin fulde konsekvens tager "Homo Manipulatus" det pædagogiske virkemiddel fra folkestyret, og intet tyder på, at demokratiet er så rodfæstet, at det kan overleve uden et simpelt lærer-elev forhold.

Hvor kan man tro andet, når de fleste ikke er kommet længere, end at de ser afstemningen som demokratiets symbol, skønt den kun er målestokken. Forhandlingen forud for afstemningen, flertallets hensyn til mindretallene, er den egentlige ide, mens afstemningen bare er et slagsmål med stemmesedler. Netop forhandlingen - disse overflødige udvalg og kommissioner, ikke sandt - lægger vi for had. "Højtidelig rådslagning mellem vise og gode mænd er det rene skolelærerhjernespind", siger C. Northcote Parkinson - ham med "Parkinsons lov".

*

Modsat den forfinede digter-holdning, at politik skal betragtes kritisk udefra, gælder det, at der er et politisk formidlingsbehov, som er langt større end det kulturelle. De antiparlamentarister, som ytrer sig i brevene, er de politiske rindalister, og kan de gøre samme gavn som kulturens Rindal ved at påpege formidlingsbehovet, skal vi ikke sukke hele valgdagen.

I politik lader man sig nøje med partiernes "trommesalsmalerier". Hvad har vi fået andet end "hjorte ved skovsøer" i denne valgkamp?

"Det skal ligne" i politik - og kors hvor det ligner. Fuld beskæftigelse. Stop i Vietnam. Staten skal spare. Staten skal hjælpe min gruppe. Det hele er såre naturalistisk, let genkendeligt i de gode, gamle farver.

Folkestyret skal formidles i hvert slægtled, men formidlingen sker ikke. En del af forklaringen er, at partierne i øjeblikket er så travlt beskæftiget med at formidle det indbyrdes samarbejde, at der ikke bliver kræfter tilovers til den egentlige formidling mellem styre og folk.

Derfor er der stadig størst salg i "det, man kan se, hvad er". Den klare ja eller nej politik, fordi ingen fortæller, at den er absurd. I over halvtreds år er der ikke gennemført en eneste lov uden mindst to partiers medvirken.

Der er salg i det standpunkt, at vi har for mange partier, som gør demokratiet besværligt. Hvorfor ikke koge problemstillingen ned til et ja- og et nej-parti eller gøre som i England og USA, tænker mange.

Ingen i de velbjærgede store partier formidler den tanke, at mindretals-demokratiet i Danmark har nogenlunde gode vilkår (dog stadig med spærreregler), og på mindretallets vel måler man et folkestyre. Både i det engelske arbejderparti og hos de engelske konservative er flertalsdynen tung,

*

Popdyrkelsen af digtere, hvis digte vi ikke læser, og malere, hvis billeder vi hverken ser eller køber, er gammel, og fjernsynet har øget dens afsmitning på politik. Der ligger i dyrkelsen af de få, der har TV-stemmer, TV-bevægelser og TV-figurer, en understrøm af længsel efter en stærk mand, som kan komme og klare det hele. Længslen efter en diktator. Den politiske masochisme er ganske udbredt, og nogle af "de stærke mænd" på skærmen ved det, når de så ivrigt taler om "at lægge byrder på befolkningen". "Det vil gøre ondt, men det er nødvendigt".

Der er grund til at advare mod dyrkelsen af disse stærke mænd, og endnu er ingen af dem kommet så langt ud, at en advarsel i tide ikke kan standse skorpion-bebudelsen. Der er også grund til at advare mod den heltedyrkelse, hvormed partilederne omgives, når de klarer sig på skærmen, Det var helt hysterisk, at den konservative ordfører, Poul Møller, ved sidste valg alene skulle have skylden for det konservative valgnederlag, fordi han ikke fik knoklet den socialdemokratiske undervisningsminister i den sidste fjernsynsdebat før valget.

Vi er stadig langt fra grundtanken i vor styreform, når en stor värmlandsk avis med rette kan tale om, at vi i vor heltedyrkelse af de politiske skærmdrenge Iader indpakningen dominere og indholdet forsvinde. En mand, som stammer meget, kan være en klog, fremsynet og energisk politiker. En kvinde, der ser ud som de syv magre ar, kan være fuld af fornuft og have et godt greb om tingene, Hvis de to skal kunne udrette, hvad deres evner giver dem forudsætninger for i politik, må de lade sig repræsentere af folk med TV-tække.

Vort hemmelige forhold til politik kommer sjældnere og sjældnere dens udøvere for øre. De påvirker gennem massemedierne flere og flere, men påvirkes selv mindre og mindre af vælgeren. Derfor er der grund til at forstærke de indtryk, man får under læsning af de breve, som i valgkampen er sendt til politikerne via Danmarks Radio. Det er farligt at glemme understrømmen af lede mod folkestyret.

*

Det er bemærkelsesværdigt, hvor forenklet antiparlamentaristernes kritik er, og hvordan den samler sig på de traditionelle angrebspunkter:
Tingfolkenes dårlige uddannelse, folketingsproget og partidisciplinen. Der ligger i understrømmen en klar foragt for den tankegang, at det skal være et bredt udsnit af den danske befolkning, som skal styre landet.

Man vil i stedet have sagkyndige, eksperter eller "veluddannede folk". Det er formuleret sådan i et brev: "Tinget består af for mange middelmådigheder. En vis evne eller eventuelt en skoling til gerningen burde være en betingelse for at komme i betragtning".

Her finder man også den stigende undren over, at et ungt, forstandigt menneske kan dreje sig ind ad Folketingets svingdør og på vejen hen til garderoben tilsuge sig folketingssproget, så den smilende betjent bliver hilst med ordene: "Vi fra vor side vil gerne have vor frakke hængt på plads". Københavneren skriver: "Man gør sig sine tanker, når man hører, hvordan medlemmerne i Folketinget udtrykker sig. Er det virkelig blomsten af intelligensen, man finder i Folketinget, så Herren se i nåde til resten af befolkningen."

Skønt de danske tingfolk er de dårligst lønnede af samtlige Europas parlamentarikere, indgår misundelsen: "Folketinget er blevet til en stor vrøvleklub, hvor det hele går på bedste beskub i ly af den gode betaling plus diæter plus skattelettelser".

Stærkest er dog foragten for partidisciplinen: "Ingen tør sige sin mening. Derfor må folket betragte de stakkels folketingsmænd som veldisciplinerede stemmekvæg, der trækkes på torvet, når der skal brøles.

Og altsammen udtrykkes det i et eneste brev: "I råber så meget op om, der inde på tinge, at vi skal spare. Så skulle I gå foran med det. Hvis I vil spare, skal jeg give jer et godt råd. Spar de halve medlemmer derinde på tinge, Man hører jo aldrig, de siger et kvæk. Er det kun for at fylde salen, at de sidder der, kan vi aldersrentenydere godt gå derind på skift og fylde op."

Kun en kreds omkring Christiansborg kan tro, at demokratiet uden selvfornyende kraft til stadighed kan hæmme disse kræfter. I denne valgkamp er det af de grove røster sagt lige ud, men det er også et memento, at mangen demokrat i samme valgkamp mere end tidligere har omtvistet politikernes pålidelighed.

Så galt som i ugebladet "Fri"s mærkværdige Gallup-undersøgelse står det vel ikke til. Ved hjælp af særdeles vejledende spørgsmål fandt man her frem til, at 55 procent af befolkningen ikke mener, man kan stole på, hvad politikerne siger offentligt. 46 procent af befolkningen sagde - ganske vist også i dette tilfælde vildledt af spørgeren - ja til, at danske politikere tænker mere på deres egen karriere end på landets vel.

Det bliver nødvendigt at lave en mere fyldig undersøgelse for at få at vide, om der virkelig er sket så stort et skred i befolkningen, siden den for nogle år siden i en anden undersøgelse udtrykte den mening, at politikernes moral er på højde med andres og deres intelligens højere.

Man kan tvistes om undersøgelsernes pålidelighed. Det kan diskuteres, om nogle vælgerbreve med vrantne ord skal tales som et sygdomstegn. Men det er en kendsgerning, at understrømmen mod demokratiet har så mange tilløbsbække, at en skovsø er under dannelse.

Det bliver kønt.

© Poul Erik Søe - Kronik i dagbladet Politiken på valgdagen 23. Januar 1968

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside