Udviklinger
Til at begynde med hændte det, i den første Halvdel af det attende Aarhundrede, at Dronning Sophie Magdalene, formælet med den fromme Christian den Sjette, der med hele sit Hof gik i Kirke tre Gange om Dagen, og som lod alle Teatre i København lukke, en Sommeraften, efter en lang Dags Jagt, fældede en Hjort ved Bredden af en Sø i Skoven. Hun syntes saa godt om Stedet, at hun besluttede sig til at lade et Slot opføre i Søen, og hun gav det Navn efter Hjorten: Hirschholm. Det var, da det blev færdigt, et pompøst og pedantisk Stykke Arbejde. Fra Slottet til Landjorden gik lange snorlige Dæmninger, hvorpaa de kongelige Guldkareter kunde køre frem og tilbage, medens i det klare Vand deres Speilbilleder stod lige paa Hovedet, som Hjortens Billede engang havde staaet i Søen, omringet af Dronningens Hunde.
Karen Blixen

"Herskabet" skulde i Skoven paa to Vogne og var svunget ud af Indkørselen, mens Konferensraaden sad midt i Ungpigevognen som en Bisp. Fru Brandt gik over til Hovedbygningen med Stedets Avis.

Schrøder stod i Fadeburet, hvor hun havde pakket Madkurvene.

- Pyh, jeg har ikke et Stykke under, sagde hun og slog sig fortil, på den Sirtses: Og nu kan man begynde at rydde op i Gæsteværelserne.
Herman Bang.

Hvis nogen kunde føre Bevis for sin Ret til at indaande Jordens Luft, maatte det være Husmændene i Torup Klit. De havde nemlig selv saa at sige skabt den Jord, hvoraf de levede, og der var ingen, der havde maattet rømme den for deres Skyld - undtagen Vildtet, Lyngen og Rævlingebærrene.

Men der er ikke megen Fedme i Klittens Jord.

Den giver kun spinkelt Straa, tørre Rafter i Buskene og tyndt Sul paa Kvæget. Man saa heller ikke mellem Husmændene herude de bløde rundede Kroppe, man finder andre Steder. Her var ikke det Huld, der giver Mandens Fremtræden et vist socialt Underlag og forhøjer Priserne paa Salgsdyrene. Det var tørt og magert men senesejt og knokkelstærkt, det, der levede herude, af Folk og Fæ.
Johan Skjoldborg.

Det samme uheldige Indtryk gør det, naar man paa Gaden undlader at hilse Husassistenterne hos de Familier, hvor man kommer - for saa vidt man kender dem af Ydre. Med Rette gør de unge Piger gældende, at dette er hensynsløst af de Husvenner, hvis Bekvemmelighed og gode Bevertning de saa ofte har at sørge for. De hævder, at man aldrig vilde være saa uhøflig mod en Kvinde i en anden Erhvervsgren, og dette er et Led i den Sammenhæng, som bevirker, at unge Piger af ordentlige Familier er saa utilbøjelige til at gaa den huslige Vej. Desuden kan Uhøflighed - her som altid - vise sig uklog. Husassistenterne har ofte et stort Ord at sige hos Herskaberne og formaar med en lille Ytring at gavne eller skade Husets Besøgende. Og der kan jo altid indtræffe Tilfælde, hvor disse har vigtige Interesser at gøre gældende.
Emma Gad.

Hans Søskende sad allerede paa deres Pladser omkring det lange Bord og ventede. I det samme han viste sig, stoppede de op i deres Tale, og af denne Tavshed og af deres tillaasede Miner forstod han, at ogsaa de vidste Besked. Med et Forsøg paa at lade overlegen kastede han sig ned paa sin Stol og stak Hænderne i Lommerne; men ingen saae paa ham.

Men nu hørtes Skridt inde i den tilstødende Stue. Det gav et Sæt i Per, da Faderen tog i Døren. Imod Sædvane sagde han ikke Goddag. Tavs satte han sig ved Bordet, bøjede Hovedet og foldede Hænderne.

Men i Stedet for at bede Bordbønnen gav han sig til at tale. Han havde, sagde han (og hans Øjne lukkede sig bag de mørke Glas) noget paa Hjerte, en alvorlig Sag, som han vilde tale lidt med sine kære Børn om, inden de i Dag begyndte deres Maaltid. Hvorefter han bekræftede, hvad de fleste af dem i Forvejen havde hørt om Broderens Forseelse.

"Hvad der saaledes er sket, skal ikke forties eller besmykkes," fortsatte han. "Som det er Guds Vilje, at alt, hvad der avles og fødes i Mørket, engang skal blive aabenbaret, saadan er nu ogsaa denne Gerning kommen for Lyset for at faa sin Dom. Peter Andreas har ikke villet agte paa Guds Lov og Befaling . . .«

I allerførste Øjeblik var han nok bleven en Del betuttet over den usædvanlige Form for Tilrettevisning; men Forskrækkelsen varede ikke længe. Der var efter hans nøgterne Drengeforstand et altfor taabeligt Misforhold mellem denne højtidelige Paakaldelse af Vorherre og det sølle Par Æbler, han havde rapset over et Plankeværk . . .
Henrik Pontoppidan.

Nybros første badeværelse vakte naturligvis ikke ringe opsigt. En opsigt der var stærkt blandet med forargelse - som vel igen, for største delen, havde sit udspring i misundelse. Når onkel var i humør kunne han endnu berette om folk der havde taget moralsk afstand fra en så anstødelig form for renlighed. Men den indstilling havde nu forlængst ændret sig. Mange af byens honoratiores var gået i onkels fodspor; og byrådet havde allerede i flere år drøftet oprettelsen af en offentlig badeanstalt.
Soya.

Efter aftensmaden var han og jeg ude i huggehuset. Af asketræ skar han tænder til en ny lorive, og jeg skrabede dem med et glasskår. I lyset fra flagermuslygtens flade flamme fortalte jeg ham om "Rejsen til månen", som jeg lige havde læst. Det var jo en rejse, man kunne have Iyst til at gøre selv, og jeg ville høre, hvad Jens mente om mulighederne. Han mente, de nok ville bedre sig.
Martin A. Hansen.

Møblerne var gammeldags. Det var arvestykker fra Teodor Amsteds barndoms-hjem. Ting, han havde haft for øje i de 46 år, han havde levet. Det lille mahogni-chatol. Spillebordet med den dobbelte, blanke plade, der var slået op., så de saksiske porcelænsting kunne spejle sig to gange. Det ovale bord med Iysedug og krystal-skål på midten og små digtsamlinger i skindbind. Klaveret stod efter dansk skik åbent og med opslåede noder, som om der lige havde været spillet på det.
Hans Scherfig.

Her er der brogede papirguirlander i loftet og serpentinerdans to gange om ugen, sjokfyldt fredag og lørdag og halvtrist de øvrige dage, piger med deres kærester og piger med andres kærester. Kan man ikke fremtrylle stemning, kan man i det mindste fremtrylle stemningssymptomer. Tre mand udgør et band med et flot amerikansk navn og malet stortromme. De tre arme djævle er i skjorteærmer og leverer imiteret stemning for fuldt drøn. Her er liv og glade dage, her går solen aldrig ned. Deres anstrengelser skyldes ikke mindst, at deres engagement snart er udløbet, og at den gamle, restauratøren altså, sidder i sofaen ovre i hjørnet og har maske på, hver eneste af dem har en stille angst for at blive fyret. Der skal jo ikke så meget til, når den gamle er i det humør. Den gamle har kig på mig, tænker hver eneste af dem. Og man ved jo ikke, hvornår man kan få noget andet. Og når man har kone og børn. Altså er tjenerne elskværdige og hurtige, altså er musikken fuld af humør og liv.
Mogens Klitgaard.

Det hele var anderledes hjemme hos mig. Der gik det sin vante skæve gang. De var så Iykkelige, fordi vi var kommet i gymnasiet og rigtig snart skulle være studenter. Far havde en dag fortalt en uartig historie, mens både mor og jeg hørte på det, og den var meget skæg, men det var alligevel uhyggeligt at høre ens egen far fortælle den sådan åbenlyst. Man sad så underligt og krøb i stolen, mens han diskede op med den. Han så over på mig bagefter, som om jeg nu var rigtig voksen og indviet i livet og dets mangfoldighed. Mor sagde en bemærkning, fordi der var en sær stemning i lokalet, og den latter jeg havde udstødt hang og svævede som en lille, fugtig sky over gulvtæppet.
Klaus Rifbjerg.

I et moderne hjem af en moderne familie med moderne og avancerede synspunkter, er der i et årstid blevet udspillet en komedie. De morgenduelige børn, som ikke var i stand til at sove længe om søndagen, havde af de søvnige forældre, som for deres del ønskede morgenfreden bevaret, fået lov til at følges med deres kammerater i søndagsskole og var vendt hjem derfra med et overraskende krav: de ville for fremtiden have bedt bordbøn. Forældrene havde set på hinanden og fundet, at æblerne var faldet meget langt fra stammen, men da de som sagt var fulgt med deres tid og faderen tilmed psykolog, lå det fjernt fra dem at stille sig hindrende i vejen for børnenes ønsker; de skulle opfyldes, og efter nogle indledende vanskeligheder, som bl. a. hang sammen med usikkerhed over for ritualet og ukendskab til en bordbøns indhold, tog komedien sin begyndelse og blev fast indslag ved hvert måltid . . .
Søren Krarup.

(Tekst-collage ved Poul Erik Søe til "Hvad skal vi med Danmark?" – grundbog for Danmarks Radio 1968.)

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses. For denne collage skal dog forfatteren til hvert citat spørges.

Enmandsavisens forside