Svigermor-vitsens endeligt
Den eksisterende familie, kernefamilien med far, mor og børn, er den mest holdbare gruppedannelse. I vort samfund ser intet ud til at kunne rokke den.

Et dagblad spurgte i 1968 en række unge ugifte om deres fremtidsdrømme. De ville på nær to eller tre giftes. Og de piger, der ikke ville giftes, ville have børn alligevel.

Når tankerne om en ændring af det bestående familiemønster er opstået, skyldes det altså ikke det beståendes klare forfald. Selv de, der bliver skilt, haster ofte ind i et nyt ægteskab.

Når ændringer alligevel drøftes i disse år, har det en sammenhæng med, at mandens stilling som nummer eet, den herskende og bestemmende i familien er "i fare". Det ser ud til, at han i ret vidt omfang er parat til at afgive en god del af sine tidligere patriarkalske rettigheder. Kvinden har tilsyneladende også let ved at tilpasse sig sin nye rolle som den, der bliver medinformeret, har medindflydelse eller i bedste fald medbestemmelse.

Alligevel har mindskelsen af mandens magt i familien og forøgelsen af kvindens rejst problemer, som familien møder i mange små hverdagsting. Det øgede antal skilsmisser har måske også sammenhæng med dette forhold. I forlisene opstår tankerne om at skabe noget, der er bedre end den bestående kerne-familie - eller i hvert fald noget, der er anderledes.

For husfredens skyld var det "nemmere", da manden skulle bestemme det hele. Nu skal konen være med. Det skaber problemer og skændsmål, fordi ingen af parterne har nogen tradition at bygge på fra deres egne hjem. Eller i hvert fald sjældent har. Reglerne for de nye former for samliv er først ved at blive formuleret, efterhånden som demokratiet i familien sættes over husfreden. Man kommer altså ikke uden om, at sidste halvdel af det tyvende århundredes slægtled er forsøgskaniner for omdannelsen af ægteskabet fra det patriarkalske til det demokratiske. Man kan blot undre sig over, at der ofte er meget ringe forståelse for de mange forlis og halvdårlige resultater i overgangsperioden.

Forsøgskaniner
Men da nu nogle af overgangstidens ægtefolk anser sig selv for at være forsøgskaniner, kan ingen fortænke dem i at gå videre ad de eksperimentelle tankebaner.

De ender da ved de to former, som er i modstrid med den gældende samfundsopfattelse af familiemønstret, former, som også strider mod hovedparten af, hvad de politiske magthavere har formuleret om familie og hjem i ideprogrammer og arbejdsprogrammer.

Det ene forsøg er da at foreslå enhver form for ægteskab opløst, så menneskene ikke mere lever i grupper, men som enkeltindivider. Tanken har ikke fristet så mange, at blot det mest nærliggende problem, ansvaret over for børnene, er søgt klarlagt.

Det andet forsøg har draget flere. Det må kaldes en utopi stadigvæk, da man ingen vellykkede forsøg over en lang årrække har at henvise til. Når flere føler sig draget af den anden tanke, kollektiv-familien, skyldes det, at den i sin idé rummer to af vort samfunds nøglebegreber, det sociale og det demokratiske.

Ved kollektiv-familier må man forstå en samling af enkelt-familier eller enkelt-individer, der lever sammen under fælles sociale regler og med en række fælles faciliteter. Der er tale om et egentligt fællesskab. Det er ikke nok at bo i opgang sammen.

Mennesket er nok et socialt dyr, et kollektivt dyr, men det monogame er - i hvert fald i vort samfunds ramme - kendetegnende, og kollektiv-familierne er da også i de fleste af de forsøg, som er skitseret til i dag, betegnet som et fællesskab mellem en række par, bestående af en mand og en kvinde.

En kollektiv-familie holder altså kønslivet uden for fællesskabet. Her består de gamle regler fra det nuværende familiemønster.

Fælles biler
Fordelene ved en kollektiv-familie på dette grundlag kan være: fælles bibliotek, fælles discotek, fælles skole for kollektivets børn alene, fælles skrivemaskiner, fælles frysebox, fælles strygejern, fælles biler, fælles fjernsynsstue, fælles avishold, fælles badstue, fælles børnepasning, fælles indkøb og fælles rengøring.

Det er et fællesskab, som går ret vidt. Vi ved ikke så meget om menneskets eventuelle trang og tilpasningsevne til at leve i et kollektivt familieskab.

Vi ved noget om andre former for kollektiver. Den gamle storfamilie, aftægtsfamilien, hvor oldeforældre, bedsteforældre, forældre og børn levede under samme tag, var en slags kollektiv, men det havde sin leder og var sjældent demokratisk. Storfamiliens værdier, som hævdes af mange i udviklingslandene, var i hvert fald ikke stærke nok over for kernefamilien, som vi kender den i dag.

Vi kender kollektiver som munkeklostre, men enkeltpersonerne fandt jo her sammen i religiøs fanatisme uden mulighed for selv at styre kollektivets udvikling. Det var en leder, som bestemte. Det sidste gælder også kollektiver som ungdomskollegier, kaserner og kostskoler.

Ud over de vanskeligheder, kollektiv-familien møder i det bestående samfunds normer, for eksempel boligindretningens klare sigte på kernefamilien, støder den på nye og tildels selvskabte vanskeligheder. Kernefamilien vil, hvis kollektiv-familien går så vidt i fællesskabet som her skitseret, være mere udadrettet i mange aktiviteter, og det vil sige, at kollektiv-familien kan ende med at blive et samfund i samfundet.

Der ville ganske vist ske en begrænset skade ved, at nogle kollektiv-familier blev akademiker-samfund og andre arbejder-samfund, for det nuværende mønster, at akademikerne for eksempel i hovedstadsområdet rotter sig sammen i Gentofte og arbejderne samt funktionærerne i Ballerup, Herlev og Albertslund, ville nok fortsætte. Det bliver dog blandt de interessante emner i de forsøg, som er bebudet, om man vil blande deltagerne uanset sociale lag i kollektiv-familien, så den ikke er med til at opbygge nye klasse-skel.

Magtfulde familier
Hvor stor skal kollektiv-familien være for at være funktions-dygtig, og hvordan skal rekrutteringen ske? Ved flertalsbeslutning eller udpegelse blandt venner og fagfæller? Ja, det er også uløste spørgsmål til dem, der vil ændre familiemønstret.

Hvis kollektiv-familierne gennem deres bestræbelser på i sig selv at være demokratisk ledet biiver en egentlig faktor i samfundet, har de ved sammenhold mulighed for magt, som ikke er tillagt de bestående familier, end ikke de myteskabte "30 familier", der efter sigende i mange år har regeret Danmark. En kollektiv-familie på 50 medlemmer er nok til at vælte de fleste sygekasse- og brugsforenings-generalforsamlinger over ende, og den er stor nok til at opstille en folketingskandidat alene (ganske vist uden for partierne, hvis et af partierne da ikke vil godkende kandidatens opstilling i tilslutning til partiet).

Den aldersmæssige balance i en kollektiv-familie spiller også en rolle for dens liv. Skal der gamle med - eller skal de gamle stadig på alderdomshjem (i øvrigt et kollektiv-lignende samfund, dog med en bestyrer eller bestyrerinde som leder og ansvarlig)? Vil man først have gamle i kollektiv-familien, efterhånden som første generation (initiativtagerne) bliver ældre, eller skal også initiativtagerne flytte ud som følge af en aldersgrænse?

For kollektiv-familien, som holder sig til det gamle par-mønster på kønslivets område, er det dog overskueligt at se igennem problemsættet. For den, der lever i kernefamilie-samfundet, ser vanskelighederne helt anderledes store ud for den kollektiv-familie, lad os kalde den gruppe-familien, som også erklærer sig som tilhænger af promiskuitet, altså parring i flæng. Demokratisering af kønslivet lyder egentlig kønnere.

Kollektivt kønsliv
Gruppe-familien med dette udgangspunkt vil være den dristigste modsætning til det bestående familiemønster.

Så længe gruppe-familien ligesom kollektiv-familien skal tale om, hvorvidt indkomsten skal være fælles, så kan drøftelsen dog holdes inden for rammer, der kun vedrører gruppe-familien. Man kan debattere, om en social udligning inden for gruppen er rigtig eller forkert. Sålænge det gælder en ideel bolig for en sådan gruppe-familie, store fælles rum og mange små til personlig isolation, ja, så er man stadig inden for egne rammer.

Men meget hurtigt vil gruppe-familien med det kønslige fællesskab komme ud i problemer, der vedrører samfundet som helhed, vedrører lovgivningen.

Hvem har forældremyndigheden til de børn, der fødes i gruppe-familien? Ja, man kan vel tænke sig spørgsmålet løst som i det nuværende mønsters faderskabssager, når kvinden ikke er gift. Men vedvarende - uden lovændring?

Man kan også tænke sig, at gruppe-familien går så vidt i sit brud med det bestående, at den bogstaveligt opfylder den gamle samfundsoprører Poul Henningsens ord om, at et barn skal have mange forældre.

Kan man nå ud over den jalousi, der nu næsten synes "indbygget" i det monogame system?

Skal der være en forlovelsestid i en gruppe, hvor der er kønsligt fællesskab - eller sagt med andre ord: Hvordan skal optagelses-bestemmelserne være?

Hvem er forsørgeren? Det er ikke uvæsentligt at få klarlagt. I det bestående samfund får forsørgeren for eksempel højere sygekasse-dagpenge, og i et ægteskab er det manden, der er forsørgeren. Også hvis han er hjemmegående husfader med konen på arbejde. Hvem er forsørgeren i kollektivet, og skal sygekasse-dagpengene gå i en fælles kasse?

Hvis et medlem af gruppe-familien, hvor alle er forældre i flæng, dør, hvem skal så have enkepensionen og børnepensionen - for slet ikke at tale om enkemandspensionen, som ikke findes endnu?

En flugt?
Hvis en mand i gruppe-familien melder sig ud, skal han så betale hustrubidrag? Er gruppe-familien arveberettiget, hvis et medlem dør?

Alle disse mange spørgsmål viser, at et opgør med familiemønstret, som det eksisterer, ikke bare er at flytte sammen og tage afsked med det bestående samfund. Samfundets forhold til kerne-familien, som vi i dag kender den, ændres ikke bare gennem ægteskabsloven. Det er et vidtforgrenet system, som indvirker på store dele af den mekanisme, et samfund er.

Det er ikke umuligt, at det kan lykkes at skabe nye former for familier. Vejen til større menneskelig frihed og lykke behøver ikke at være den, der hidtil er betrådt. Mange forsøg og omfangsrig forskning er nødvendig for at sige ja eller nej til et skifte. Er kollektiv-familien eller gruppe-familien endnu et skridt frem, eller er begge former blot en flugt? I kerne-familien er man kun to og kan ikke undvige de fælles problemer. I de nye former kan man undgå det ubehagelige, men ofte nødvendige, fordi man sjældent stilles ansigt til ansigt med modparten. Eller er de nye familie-former rigere, fordi der er flere om at løse problemerne?

© Poul Erik Søe i "Hvad skal vi med Danmark?" – grundbog for Danmarks Radio 1968.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside