Mest for hende Hans Dam GIF1.gif (2325 bytes)

Kønsroller
. . . Kunde man forbyde de tre ord: Jeg lover dig,
var man vist i kærlighed på mere ærlig vej.


De ord jeg svor med hånd og mund,
de gælder kun den korte stund,
det netop er kysset fra dig jeg kan li.


Kærlighed og ægteskab,
hvad kommer det hinanden ved?
Kedsomhedens tomme gab,
til kæben går af led.

Elskov er den vilde blomst.
I gartnerhænder går den ud.
Skærmet får den sin bekomst,
men blomstrer hedt i storm og slud.

Man binder os på mund og hånd
med vanens tusind fine bånd,
men ingen kan ejes. Jeg flagrer mig fri.

I alle kærtegn er en flugt,
de røde sansers vilde flugt
fra hverdagens evige ceremoni.

Du kan ikke eje mig. Jeg ejer ikke dig.
Alle mine kys er ikke ja og ikke nej . . .

Poul Henningsen 1940.

Den kønslige frigørelse, en proces i stadig udvikling, sammen med kvindesagen (nu forældet) og dens arvtager, kønsrolle-debatten, har lært os ved Mette Ejlersens pædagogiske hjælp at bruge gartnerhænderne.

Den seksuelle debat har alligevel frigjort og hjulpet mange igennem uskyldsårenes vanskeligheder, som ikke længer behøver at være kroniske.

Alligevel fortsætter kønsrolle-debatten med rimelighed. Der er lang vej igen.

I det små: En mand får sit billede i avisen for at vinde 100 meter løb, en pige får det, hvis hun også er yndig, betagende, bedårende.

I det store: Hvis kvinderne i folketinget gik sammen og dannede deres eget parti, ville partiet kun være det femtestørste.

For manden er overgangen fra gammeldags pikanteri og bigotteri til nutidige omgangsformer vanskelig. Det, der i går var "sådan som man gør" er i dag "det daglige tærende galanteri". Det er nu engang upraktisk at lade pigen i den snævre kjole gå først ind i hyrevognen. For kun fem-seks år siden repræsenterede den navnkundige, nu afdøde Køge-politimester og folketingsmand Vagn Bro det ældre slægtled i en diskussion om galanteri. Hans argumenter var en henvisning til traditionen, og at "pigen jo kan blive overfaldet af røvere, hvis man selv går først ind i kareten".

Dyrkelse af ungt
Ungdomsdyrkelsen, for det må man vel kalde disse års holdning til ungdommen (som da også længe som gruppe er blevet holdt nede af traditionen og det patriarkalske), er med til at forsinke ligestillingen. Vi er ikke kommet længer, hvis der da ikke er sket et tilbageskridt, end vi var i 1952, da Poul Henningsen skrev:

"Se på dansk film eller læs den sædvanlige litteratur - ingen steder tør man indrømme, at kvinden på 40-50 er i sin bedste alder. Alt foregår i tyverne, hvis eroterne skal drive deres spil - ikke for mandens vedkommende naturligvis. Han har jo selv vedtaget, at han er uimodståelig og fyrig, til låget lægges på."

Nedbrydningen af de gamle skranker går kun langsomt. David Riesman nævner i "Det ensomme massemenneske. en række eksempler på, at overgangen fra den gamle opfattelse af kvinden til den ny volder manden mange besværligheder.

Han kan ikke længer dække sig under etiketten. Det vil sige, der er ikke en anerkendt form, en godtaget sprogbrug, han kan anvende. "Endvidere stiller kvinderne seksuelle krav eller tilbyder seksuelle muligheder, som deres mødre aldrig ville have drømt om, eller netop kun ville have drømt om."

Kvinderne bliver konkurrenter på arbejdspladserne, og ikke alle mænd byder straks arbejdsfællesskabet og kammeratskabet med det andet køn velkommen. Han føler på grund af vanskelighederne med omstillingen en anmasselse fra kvinden. I gamle dage klagede manden til elskerinden over, at hans kone ikke forstod ham. Nu går klagen ud på, at hun forstår ham alt for godt.

Langt igen
Vi har lang vej igen, før kvinder kan mødes med mænd i arbejde og leg på noget, der ligner lige fod, skriver David Riesman.

Mænd, der omgås kvinder let og naturligt og foretrækker at færdes mellem begge køn både i arbejde og leg må i dag kæmpe imod resterne af den gamle indstilling. De vil for eksempel ofte have svært ved at unddrage sig mandfolkelig selskabelighed, hvor mange søger bort fra den frigjorthed, der er dem påtvunget af de nye omgangsformer mellem kønnene. Samtidig med, at den egentlige barndom bliver kortere og kortere, således at drenge kun kan være drenge fra seks til ti, prøver voksne mænd at skabe eller opretholde kunstige drengealdre, hvori de ikke vil være under pres fra kvinder eller det som er værre, andre mænds mening om, hvordan de klarer sig over for kvinder. Således oplever begge køn emanciperingens begrænsninger, tryk og skyldfølelse.

Den største kvindefrigørelse og de længste skridt mod ligestilling skal ske og er delvis sket i de små grupper, i familierne. Man skal dog ikke glemme, at der i det skjulte er mange tilbagefald netop på familieplanet, langt flere end skilsmissetallene er udtryk for.

Imidlertid kan der ikke være tvivl om, at kvindens dagligdag i forhold til manden er ændret, vel stærkest når hun også er udearbejdende, og hvor hun har fået en uddannelse. Kvinden bestemmer i dag mere suverænt over sit liv end nogensinde før. For eksempel om og når hun vil have børn, selvom Kirsten Aukens undersøgelser fra fyrrerne viste, at over halvdelen af alle graviditeter var "uønskede". Men så kom p-pillen.

Husker man, at det egentlige slag står i hjemmene, kan man godt lægge vægt på en del ydre tegn på ligestilling, tegn , som før i tiden ofte blev udskreget som de væsentligste. Det gælder for eksempel kvindens forhold til politik.

Der er en ret klar udvikling i gang i retning af at formindske forskellen mellem de to køns vælgeraktivitet. Vel stemmer kvinderne ikke så ivrigt ved valgene som mændene, men der er forskel fra gruppe til gruppe af kvinder, og der er en stigning i den samlede stemmedeltagelse. Modne, ugifte kvinder stemmer mere end gifte. Er det mændene, der sætter sig på de gifte stadigvæk - eller egen sløvhed?

De danske kvinder fik først valgret til folketinget i 1915. Men fra 1908 har de haft valgret til kommunale råd. I 1909 stemte 26,5 procent flere mænd end kvinder ved kommunalvalget. I 1925 var der 13,2 procent flere mænd, som deltog i valget. I 1962 var forskellen nede på 5,3 procent.

© Poul Erik Søe i "Hvad skal vi med Danmark?" – grundbog for Danmarks Radio 1968.

Illustrationen er en overskrift fra midten af 1960'erne i det radikale Skive Folkeblad, hvor Hans Dam, senere chefredaktør for Berlingske Tidende og fra 1997 Fyens Stiftstidende, som journalistelev redigerede kvinde-rubrikken "Mest for hende".

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside