Kirken er ikke sin egen
Den danske folkekirke er formentlig den eneste i verden, der ikke har nogen form for kirkelig forfatning. Den er undergivet den almindelige lovgivningsmagt og den politisk valgt i kirkeminister.

Egentlige debatter om kirkesyn er en sjældenhed i Danmark. Den hårdeste blev ført, da biskoppen over Viborg Stift for nogle ar siden ikke ville ordinere en kvinde som præst. 600 præster fra hele landet gav biskoppen ret. Den biskop, der i dag sidder i Viborg Stift, var blandt underskriverne dengang. Nu er han parat til at ordinere kvinder.

På mange måder var sagen fra Viborg Stift dog mere en kønsrolle-debat end en kirkesyns-debat.

I senvinteren 1966 opstod imidlertid en kirkedebat, som mere drejede sig om kirkesynet, og som kan illustrere den kirkelige problem-kreds.

Kirketugt-præsten
Årsagen var, at sognepræst L. Birkedahl Husum i Sebber sogn ville forpligte forældre til at gå i kirke mindst 12 gange om året i 14 år, hvis han skulle døbe deres børn.

Pastor Husum følte det som et kald at indføre, hvad der blev kaldt for "den milde kirketugt". Der fremkom protester i sognet. Nogle lod andre - udensogns - præster døbe deres børn. Sagen rejste en debat landet over.

Beboerne holdt - forsinket af et andespil - et protestmøde, hvor de henstillede, at menighedsrådet formulerede en klage til kirkeministeriet over, at pastor Husum havde indført kirketugt.

Menighedsrådet udsendte en redegørelse, hvori det hed: - Menighedsrådet har enstemmigt vedtaget ikke at ville underskrive en klage over pastor Husums kirketugt, idet vi ikke mener, at en sådan klage bør komme fra menighedsrådene, men fra de personer, der er blevet nægtet barnedåb i forbindelse med kirketugten.

Dåben ikke en borgerlig handling
Pastor Husums biskop, Chr. Baun i Viborg, gik ind i sagen og blev både angrebet og støttet. For eksempel skrev 12 gejstlige i Aarhus i en offentlig erklæring:

"Det er gjort gældende i den offentlige debat, at folkekirke-medlemmer har ubetinget ret til at få udført dåb og folkekirke-præster tilsvarende ubetinget pligt til at udføre dåb i deres sognemenighed, og at pastor Husum derfor handler ulovligt.

Så enkelt ligger det ikke.

Dåben er ikke en borgerlig, men en kirkelig handling og har derfor sine kirkelige forudsætninger. Som følge heraf kan der opstå tilfælde, hvor præsten med fuld ret kan nægte at døbe.

Den forpligtelse, præsteløftet pålægger, til efter evne at "modarbejde misbrug af nådens hellige midler", giver præsten en pligt til at skønne om, hvorvidt vilkårene for sakramenternes uddeling er til stede.

I Jesu dåbsbefaling knyttes dåbshandlingen og oplæringen i at holde, hvad han har befalet os, så nøje sammen, at vi under det skred, der finder sted i dag bort fra kristentro og skik, for børnenes skyld langt stærkere end før må fastholde forældrene på deres forældreforpligtelse.

Selv om det må indrømmes, at ingen præst på egen hånd kan fastsætte vilkårene for dåb, må det dog understreges, at forældrene ved at lade børnene døbe klart forpligter sig til at lære dem at gå i kirke og leve som døbte."

Begrænsning af præstens frihed
Sagen endte med forlig, og i præstens sogne i Vesthimmerland oplæste biskoppen en erklæring fra pastoren om hans opgivelse af "den milde kirketugt". Det hed i erklæringen, at "der er sat grænser for min frihed til at handle på egen hånd på disse områder. Denne begrænsning af min frihed må jeg erkende for at kunne være præst i folkekirken."

Videre i erklæringen erkendte pastoren, at der var skabt forhold, som i det lange løb var uholdbare. "Den milde kirketugt" var indført i den tro, at pastoren tjente både sin kirke og sine sogne på en god måde. Han understregede, at han ikke ville være illoyal mod sine foresatte og imod den kirkelige orden.

Forinden havde kirkeministeriet fastslået, at præstens krav om kirkegang 12 gange om året i 14 år for forældre, der ville have deres børn døbt, var ulovligt.

Debatten om folkekirken
Debatten omkring pastor Husum og "den milde kirketugt" havde imidlertid fornyet holdningerne i kirken og opfattelsen af folkekirken. Husum-sagen kom som en praktisk forlængelse, om ikke et udslag af den aktuelle kirkedebat omkring den kreds, der kalder sig "Kirkens Ja og Nej". Denne kreds af kirkefolk har i en pjece givet udtryk for følgende kirkeopfattelse:

"Som Guds folk er kirken i Danmark ikke identisk med hele det danske folk, men den er et åndeligt folk i det danske folk, sat til at tjene dette med Guds nådes gaver. Og som Guds folk må kirken være fri i sit forhold til staten - ikke fri for at lyde statens almindelige love, men fri til at øve sin tjeneste i troskab og lydighed mod Guds ord."

Vi forkaster den opfattelse, at den hellige, almindelige kirke i Danmark uden videre skulle være identisk med alle folkekirkens medlemmer. Man kan for eksempel ved fornægtelse og frafald faktisk forlade Jesu Kristi menighed uden at udtræde af folkekirken eller udelukkes fra sit medlemskab i den. En tydelig grænse for tilhørsforholdet til Jesu Kristi Kirke kan ikke sættes, da grænserne for Guds ords skjulte virken unddrager sig vort blik.

Vi fastholder, at den ved grundloven oprettede folkekirkeordning er en god borgerlig ordning, så længe den ikke fører til, at staten - direkte og navnlig indirekte - begår indgreb i kirkens frihed til i sit gudstjenesteliv og i sin tjeneste for folket at lade sig lede af Guds ord, sådan som dens muligheder, dens præster og biskopper i samvittigheden er bundet til det.

Vi forkaster den tankegang, at den i grundlovens paragraf 4 oprettede ordning af forholdet mellem den evangelisk-lutherske kirke og den danske stat skulle være en ren statskirkeordning, der giver lovgivnings- og regeringsmagten ret til at gribe ind i kirkens indre liv, for eksempel under henvisning til, at et demokratisk flertal i folketinget har ønsket det.

Vi fastholder, at fordi kirken er sendt til alle folkeslag med budskabet om frelse for alle i Jesus Kristus (Matt. 28, 19-20) afgøres spørgsmålet, om kirken i sandhed er kirke for hele folket, ikke af, i hvilket omfang den bliver indrettet efter folkeflertallets vilje, men af, om den overhovedet er kirke. Og dette afhænger ikke af, hvor demokratisk den styres, eller hvor rummelig den gøres, men udelukkende af, om Jesus Kristus i dens forkyndelse og hele virke ikke blot kaldes, men i sandhed er dens Herre og opholder. At kirken er og skal være kirke for hele folket, kan aldrig betyde, at folkeflertallets ønsker skal nyde fremme i kirken gennem statens almindelige, demokratisk gennemførte lovgivning, uden at deres kirkelige og kristelige ret er prøvet.«

Kirken som "pyntekone"
Over for denne opfattelse står synspunktet som her formuleret af biskop K. C. Holm, Odense:
"Det ville være uden sidestykke, om en samfundsretning som folkekirken fik lov at bestå år for år, om ikke en bydende nødvendighed eller et stærkt ønske i befolkningen stod bag dens opretholdelse.

Over for dette er der uden tvivl en del, som vil replicere som så: Lad det blot være rigtigt, at store dele af befolkningen ønsker folkekirken bevaret, så er dog motiverne bag ønsket så præget af misforståelser og uvidenhed om, hvad kirke og kristendom er, så det ikke er forsvarligt at tage ønsket alvorligt.

Man hører det ofte sagt på denne eller lignende måde, og det er svært at tage stilling, for vist er der da noget sandt i den kendte talemåde om kirken som "pyntekone" ved særlige lejligheder. Grænsen mellem brug og misbrug overskrides sikkert gang på gang. Men er der ikke i evangeliet selv noget, der advarer os imod at tage alt for håndfast på ganske almindelige menneskers ønsker og motiver? Det kunne vel tænkes, at den, der skal finde frem til hjertets dybe krav, også kommer til at tage en del barnagtige ønsker med i købet. Måske kan man i denne forbindelse have udbytte af at overveje den lille præcise sætning: Vi er alle folkereligiøse for Vorherre!

Ingen, der står som medlem af folkekirken, kan være uvidende om, hvad denne kirke står for, uden at han har sig selv at takke derfor. Hvor kirken møder mennesker ved kirkelige handlinger, er det bekendelsen, bønnen og bibelordet, som præger handlingen. Ingen, der har øre at høre med, kan overhøre det. Når mennesker - trods dette eller på grund af dette - ønsker at opretholde deres medlemskab og dermed folkekirken, må det være en menneskeligt renfærdig og forsvarlig sag at opretholde folkekirken. Der er ikke - som det undertiden bliver mere end antydet - noget "lusket" ved forholdet mellem folk og folkekirken."

Politik og kirke
Stridigheder om dåben - som nu sidst den med kirketugten - er ikke af ny dato i kirken. Det skyldes en strid om dåben, at vi har et selvstændigt kirkeministerium. Sognepræst Niels Peter Arboe Rasmussen hævdede, at dåb og trosbekendelse ikke hørte sammen. Det førte til en voldsom strid, og til slut måtte højesteret afgøre, om han havde udtalt sig imod præsteløftet. Han blev frifundet. Han blev derefter indstillet til et embede, og i fire år stod han under kirkeministerielt tilsyn i stedet for under biskoppeligt tilsyn. Biskopperne ville ikke. Derefter forlod han sin præstegerning. For at nå frem til mellemløsningen med kirkeministeriets tilsyn blev for første gang oprettet et egentligt ministerium for kirken - med en præst som minister. Men i forhold til politik har der været modsætninger inden for kirken.

Grundlovsfædrene, der prentede ordene, at kirkens forfatning skulle ordnes ved lov, havde næppe tænkt sig, at politiske programskrivere mere end hundrede år efter måtte beskæftige sig med stillingtagen til, hvad der skal være deres partis holdning til kirken. I dag hører et kirkepolitisk programafsnit stadig til de fleste partierklæringer, og det skyldes den gamle løfteparagraf.

Styrt kirken ...
I Socialdemokratiets ide- og arbejdsprogrammer er det, der ikke står om kirke og politik, det mest interessante. Det "kortfattede, men dog ret omfattende program" på de faner, som blev båret frem af Socialdemokratisk Ungdomsforbund i 1917, mangler totalt i det nutidige Socialdemokratis programmer. Ordene "Knæk sablen, bryd tronen, styrt kirken«, som stod på de røde faner, er forsvundet. Programmernes aktuelle formuleringer om kirkelige spørgsmål er langt vegere, men just heraf kan man aflæse partiets politik i kirkelig henseende. Partiet kan endnu ikke, bundet af fortiden, anvende positive formuleringer om folkekirken og nøjes da i stedet med at sige ganske lidt.

I partiets programskrift "Vejen Frem" siges blot, at "Trosfrihed, tankefrihed og talefrihed er forudsætninger for, at det enkelte menneske kan opnå fuld personlig udfoldelse".

Professor P. G. Lindhardt har i det socialdemokratiske tidsskrift "Verdens Gang" sagt om Socialdemokratiet, at "det nu i snart mange år har ført et landsfaderligt kirkeregimente, der på det økonomisk-administrative område har givet kirken så bekvemme og behagelige kår, som den næppe i århundreder har haft".

Det er ikke nogen tilfældighed, at netop tidsskriftet "Verdens Gang" har givet husly for professorens vurdering. Det skete i april 1963, efter at Viggo Kampmann var blevet tidsskriftets redaktør. Kampmann var den første socialdemokrat, der på een gang var statsminister og medlem af folkekirken.

Trekløveret Viggo Kampmann-Bodil Koch-K. B. Andersen formidlede den kirkepolitik, der har givet sig udslag i partiets arbejdsprogram, hvor man kan læse: "Det nødvendige kirkebyggeri må nyde fremme."

Det er dog i partiets fortid rigtigt også at nævne den store agitator Borgbjerg, der var teolog og tidligere søndagsskole-medarbejder. Han var ordfører ved behandlingen af menighedsrådslovforslaget i begyndelsen af århundredet. Socialdemokratiet gav loven sit ja.

Dødsstødet til kirkeforfatningen
Menighedsrådsloven, der blev fremsat som lovforslag i 1901 af J. C. Christensen, blev grundlaget for vor nugældende kirkeordning og dødsstødet til de fortsatte krav om en egentlig kirkeforfatning, adskillelse mellem kirke og stat.

Menighedsrådsloven konsoliderede folkekirken, og den hindrede et kirkeligt brud med arbejderklassen. Men forslaget kom ikke fra arbejderklassens parti. Det var Venstre under J. C. Christensens ledelse, som ene havde mulighed for at formulere lovforslaget sådan, at det politisk kunne føres igennem.

For Venstre er der en ubrudt linje fra dets oprindelse til de aktuelle programmer i dets politiske forhold til kirken.

Venstre har i modsætning til de fleste andre partier et specielt afsnit om dets politik i kirkesager. Her skrives bl. a.: "Venstres holdning over for kirkelige og kulturelle spørgsmål er bestemt af viljen til at værne om borgernes muligheder for fri, åndelig virksomhed, både enkeltvis og i fællesskab. Venstre ønsker ført en kirke- og kulturpolitik, der lader det offentlige gennem lovgivning og neutral støtte skabe gode vækstvilkår for en frodig blomstring af kirke- og kulturlivet og en sund udnyttelse af den voksende fritid."

Venstre vil derfor, hedder det videre, "at samfundet skal sikre den danske folkekirke orden i de ydre forhold og frihed for det åndelige liv, og at der sørges for nødvendigt kirkebyggeri i takt med befolkningens vækst."

Væsentligst er dog nok proklamationen i programafsnittets indledning: "Venstre vedkender sig en dansk, kristen og humanistisk tradition.«

Smertelige mindelser
Sagen med Arboe Rasmussen om dåben og trosbekendelsen førte især til en strid mellem Det konservative Folkeparti og Det radikale Venstre. Den blev fra konservativ side udtrykt sådan: "I den danske Menighed og hos de kirkelige Autoriteter blev siddende smertelige Mindelser om de Farer, der kan true Kirken ved, at den, trods Grundlovens Løfteparagraf, så ganske og aldeles er prisgivet en Minister og en Rigsdag, der ikke paa Forhaand er forpligtet til nogen Samfølelse med Kirken og dens Liv."

Ser man på de to partiers aktuelle politik er der kun få mindelser om den tidligere hidsige strid.

I Det konservative Folkepartis "arbejdsgrundlag" hedder det bl. a., at "grundlovens ord om, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, bør efterleves på den måde, at børnene i skolen undervises i dens lære." Senere tilsiger partiet støtte til "ethvert kirkebyggeri, der tilgodeser det behov, befolkningstilvækst og udflytning betinger." I en konservativ pjece hedder det, "at den kristne livsopfattelse er en afgørende del af vort kulturelle fundament. Det konservative Folkeparti ønsker at værne kirkens frihed, styrke kirkens stilling og kristendomsundervisningens udbygning i skolerne".

Det radikale Venstres ideprogram har et kirkeligt afsnit: "På kirkens område bør den historiske frihedslinje videreføres. Den rummelige folkekirke med folketinget som tolerancens vogter har betydet en sikring af et frit menighedsliv. Det radikale Venstre vender sig mod ethvert forsøg på at indføre en særlig kirkelig repræsentation mellem menighederne og den lovgivningsmagt, som gennem en hundredårig udvikling aldrig har misbrugt sin magt på det kirkelige og religiøse område."

Socialistisk Folkeparti har i sit program krav om adskillelse mellem kirke og stat. Danmarks Retsforbund siger det noget mildere: "Der bør nedsættes en kommission til forberedelse af kirkens adskillelse fra staten, når tiden dertil er moden."

Endelig siger partiet De Uafhængige i principprogrammet: "Vi vil støtte og styrke de bestræbelser, der fra kirkens, skolens, hjemmenes og fra anden side udfoldes for at ophjælpe og fæstne den moral og livsførelse, der bygger på kristen grund. Den radikale åndsretnings indflydelse på vort folk, både på det kristne, det moralske, det nationale og det politiske område modarbejdes."

© Poul Erik Søe i "Hvad skal vi med Danmark?" – grundbog for Danmarks Radio 1968.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside