Vi bliver ens
For ikke så mange år siden var det fyldt med dramatik at følge en valgaften. Vi sad med blyanten og udfyldte avisernes rubrikker valgtal for valgtal for at sammenligne med sidste valgs resultater. Først sidst på aftenen eller ud på natten kunne vi få et overblik og sige, hvilke partier der var gået frem og hvilke tilbage.

Nu er det næsten sådan, at de første ti resultater er nok for at fortælle os, hvem der får fremgang og tilbagegang. Valgresultaterne fra kreds til kreds ligner mere og mere hinanden. Ganske vist har partierne stadig højborge, hvor det går dem bedre end i det øvrige land, men højborgenes volde bliver mere og mere jævnet, og kredsresultaterne ligner mere og mere landsresultaterne.

Der er ikke tvivl om, at de store massemedier, landsaviserne, fjernsyn og radio, har gjort os mere ens. Det ville være romantik at sige, at den gammeldags dramatik og uensartethed var bedre.

Før kunne nemlig et parti, der havde en stærk presse på en egn, skjule et partis fadæser eller forstærke et partis fortrin, fordi borgerne stort set ikke fik politisk oplysning ad anden vej.

Nu er det svært for en partiavis at orientere helt ud i skoven. Landsaviserne, fjernsynet og radioen bringer hele tiden meddelelser, der bliver en slags rettelser til den alt for voldsomme parti- eller persondyrkelse.

Der er ikke tvivl om, at det store antal aviser før i tiden var en fordel for den demokratiske debat i samfundet. I Danmark havde vi det, vi kaldte for "fireparti-bladsystemet". De fire store partier havde hver sin avis i de allerfleste byer. Bladdøden har kostet rigeligt i dansk presse. Det betyder, at meningerne – også de selvkritiske - er blevet færre. Men det betyder også, at de aviser, der er blevet tilbage, mere nu end før må præsentere er række standpunkter, som redaktionen eller bladejerne ikke deler. Det begyndte småt med de faste båse, som i avisen hedder "Hvad andre mener" og lignende titler. I begyndelsen - og nogle få steder endnu - var det mest, hvad andre partifælle-aviser mente, men mere og mere er det blevet, hvad andre - modstandere i politisk henseende - mener. Det har øget den brede politiske oplysning. Det har gjort os mere ens, men i virkeligheden er det også mere reelt.

"Presse-monopol"
I Danmark har vi et TV- og radio-monopol. På en måde kan man godt sige, at vi også har et avis-monopol. Ganske vist har vi ifølge grundloven pressefrihed, men enhver ved, at det økonomisk er næsten umuligt at oprette en ny avis, og at de aviser, der een gang for alle har overmagten - de fleste læsere - i en by, ser ud til at overleve.

Bladdøden hærger desværre så voldsomt, at der end ikke bliver en avis for hver købstad tilbage.

Eneretten på meddelelses-midlerne bør imidlertid ikke ses hver for sig, men som en helhed. Hver avis har stadig en meget stor frihed - også frihed i forhold til partierne, og hvor kritiske vi end er i forhold til vore massemedier må vi indrømme, at dansk presse i sin kontrollerende virksomhed står betydeligt over, hvad man kender i de fleste lande, også de demokratiske.

Monopol-pressen, for man kan godt tale om en sådan presse, konkurrerer imidlertid med fjernsyn og radio, og herved svinder monopolet betydeligt ind for alle tre meddelelsesmidler.

Det er væsentligt i et demokratisk samfund at sikre frihedsrettighederne for presse, radio og fjernsyn. Jo mindre de tre former for meddelelsesmidler er direkte afhængige af de politisk styrende, des stærkere er deres nødvendige kritik indbyrdes og i forhold til politiske magtkoncentrationer.

Mindre kritik
Mange hævder, at det færre antal blade har betydet mindre kritik - at pressens opgave som offentlighedens kontrollerende repræsentant ikke varetages så ivrigt som før.

Den københavnske journalist Bent Juhl har især kritiseret provinsaviserne for tilbageholdenhed. Han siger, at provinsredaktørerne meget let forbrødres med de borgerlige spidser i købstadens Rotary, byråd og øvrige foreningsliv.

I "Det ensomme massemenneske" siger David Riesman det samme med andre ord: - Efterhånden som der bliver flere byer med kun eet dagblad, har ejermonopolisten . . . kun lidt at vinde ved at angribe magtfulde interesser. Han vil foretrække at leve et roligt liv . . .

Riesmans kritik er møntet på amerikanske forhold, men kan nok - når bortses fra det væsentlige, at kun få af de danske dagblade ejes af enkeltperson - overføres delvis hertil.

Alt, hvad der kan siges af harmdirrende ord om pressen, læsses ud over de københavnske formiddagsaviser i "halv størrelse", magasinformat: BT og Ekstrabladet.

Efterhånden har da befolkningen og en del pressefolk vel også fået den fastlåsede opfattelse, at man i disse to blade har noget nær det værste, der kan sættes på prent her i verden.

I virkeligheden er de to blades standard høj - sammenlignet med, hvad der udgives verden over netop til det publikum, BT og Ekstrabladet sigter på.

Vi har ikke gul presse i Danmark. Gul presse findes i en række lande og værst i USA. Her kan man på forsiden af en avis opleve at se et nogenlunde hæderligt udseende menneskeansigt under overskriften: Han var et uhyre. Inde i bladet ser man uhyret med eet øje og næse, hvor der skulle være mund.

Der fortælles så om kirurgernes store bedrifter, og der snages i mandens sjælelige tilstand efter årene som uhyre.

Der er langt fra den slags til den hjemlige madpakke-presse.

Statsstøtte til pressen
Odense var den sidste by i Danmark, hvor de fire gamle partier havde hver sin avis - eller rettere sagt trykte hver sin avis. Tidligere var fireparti-bladsystemet udbredt over det meste af landet.

Bladdøden og den politiske sammensætning, den har efterladt i dansk bladverden, har ofte været årsag til, at man har drøftet spørgsmålet om statsstøtte til aviserne.

I forvejen giver staten adskillige lettelser til pressen, for eksempel fritagelse for nogle skatter og afgifter på materiale til avisfremstilling. Det spiller en rolle, for dansk presse er blevet til en industri, der beskæftiger omkring 9000 mennesker og årligt udbetaler omkring 300 millioner kroner i arbejdsløn.

Der har været talt om, at man i stedet for direkte tilskud til pressen skulle lade staten betale for meddelelser, som nu optages gratis. Det gælder togenes afgangs- og ankomsttider, julepostens rettidige forsendelse, de store lodtrækninger i statens regie og radioprogrammer. Nogle pressefolk er modstandere af den tanke. De mener, at avisen ved at optage en del af dette stof yder en naturlig service over for læserne.

Et andet forslag går ud på at oprette en investeringsfond, som pressen kunne låne penge i til byggeri, maskinkøb o.s.v. Derved ville man komme uden om direkte statsstøtte til store bladforetagender, som er gode forretninger.

Der er også stillet forslag om, at et eventuelt statstilskud gik til pressens eget bureau, Ritzaus Bureau, for at sikre, at der herfra blev sendt korrespondenter til udlandet. Det kan være svært for et lille bureau at skaffe objektivt eller dansk bedømt stof fra verdens brændpunkter.

Tilskud og frihed
Også andre stofformer kunne få bedre vilkår gennem støtte til et sådant fælles presseforetagende. Mange aviser bringer billige føljetoner eller føljetoner, som er over 50 år gamle, så de kan trykkes gratis. Så gælder ophavsretsloven nemlig ikke mere. Pressens fællesforetagender kunne for eksempel gennem statsstøtte opkøbe en del af den ny litterære produktion, så læserne i højere grad end nu havde mulighed for at stifte bekendtskab med den via avisen. Det samme gælder moderne grafik og andre bildende frembringelser.

Modstandere af statsstøtte blandt pressefolk finder, at der vil ske en mindskelse af pressens frihed. Tilhængerne hævder, at højskolerne får tilskud uden at miste deres frihed, og at også den nuværende situation med dens økonomiske afhængighed af avisens forretningsmæssige succes kan føre til ufrie tilstande for en avis.

I debatten om bladdød har man hørt folk sige, at når aviser bliver 80, 90 eller 100 år, så er der ikke noget at sige til, at de dør, for så må der fornyelse til.

Det er en vældig frejdig formulering, men den er ikke holdbar, fordi fornyelsen udefra ikke er mulig. Der dukker ikke nye aviser op. og selv de tidsskrifter, der skulle skabe den politiske fornyelse, slår ikke igennem. Der gik lang tid, før Folketingets Bibliotek begyndte at lægge "Politisk Revy" frem på hylderne . . .

I den kolde betragtning over avisers alder og deres udsigt til at lide bladdøden ligger imidlertid den tiltrængte udfordring. Avisen må fødes påny, og det kan kun ske indefra, ellers fortsætter den som en død sild, skønt den er skabt til at være havkatten i hyttefadet.

Kritik til avisen
Aviserne er blevet steriliserede, karbollugtende doktorer, der svælger i symptombeskrivelse, men ikke har store praktiske evner, når det gælder forslag til at kurere. Aviserne er blevet forfinede. De rører ikke ved noget. Rører ikke ved nogen. Rører ikke engang på sig. Der er hæderlige undtagelser, men de er få.

Der findes ingen mirakelkur for aviserne, og ingen praktisk bladmand tør drømme om, at statsstøtte i en eller anden form hjælper avisen over dennes indre krise. Hvis staten betalte for sine annoncer, og hvis pengene blev indbetalt i et investeringsfond, og hvis en række andre former for hjælp blev virkeliggjort, så klarede man nok de ydre rammer. På avisens indre krise ville det ikke hjælpe.

Det bliver nødvendigt for pressen at kaste det forfinede overbord til fordel for engagementet, om der end kommer skidt på skjorten, og om det end går ud over pressefolderne.

Det forfinede består for eksempel i den ældgamle og i sin oprindelse særdeles velbegrundede regel, at man holder kommentar og reportage adskilt. Man har stillet det idealbillede op. at læseren skal vide, hvad der er kendsgerningerne om en sag, og hvad der er avisens mening, avisens påvirkning, avisens manipulation. Ingen skal være i tvivl om, at man som hovedregel bør hylde den gamle journalistiske formel, men efterhånden har formlen karboliseret avisen, så det er blevet lettere og lettere for læseren at skille nyhed fra mening. Nyheden er blevet næsten enehersker, og meningen er så skarpt adskilt fra nyheden, at den meget ofte slet ikke kommer med i avisen. Det er denne udvikling, som ikke kan sikre levedygtige aviser.

Påvirkning
Der er behov for en periode, hvor pressen går den anden vej. Der må sættes et nyt motto over avisen: "Pas på ikke at brænde fingrene, for her er vi ude på at sige vores mening og påvirke læseren!" Hvis det var fanfaren, kunne ingen læser være i tvivl, når avisen var købt. Læseren kunne ikke forvente den forfinede adskillelse, som blot dækker over en tilstræbt, men selvsagt aldrig til fuldkommenhed opnået objektivitet. Læseren var advaret på forhånd.

En sådan udvikling imødekommer ikke bare en skriverkarls ønske om at sige sin mening om alle forhold i samfundet, men er i virkeligheden først og fremmest at komme læsernes behov i møde. Læseren er gjort til overskriftsnarkoman. Han lader øjnene glide hen over avissiden som vand ned ad en osterude. Der bliver kun sterilitet tilbage.

Hvis læseren i stedet mødte den daglige udfordring, meninger så stærke som gammelost, ville avisen dække det behov, som ekspertsamfundet mere og mere skaber: At læseren må have en anden "at snakke med" end de andre eksperter på hans felt. Læseren må møde andre meninger, ikke absolut for at blive påvirket, men for at måle sine egne standpunkter med andres.

Den opgave kan avisen påtage sig i dag, hvor radio og fjernsyn sidder tungt på nyheds-apparatet, men hvor radioens og fjernsynets menings-tilkendegivelse stort set kun er formidlende, viderebringende.

Skammekrog
Langsomt må det igen begynde at storme med meninger hen over avis-siderne, ikke bare på den ledende artikels plads, hvor meningen efterhånden er sat lidt i skammekrog og presset ind i et fastlåset politisk sprog.

Meningerne, de partitro og utro, må vrimle fra bagsiden og indad på alle bladets sider for at afløse goldheden og underholdningen i dens simpleste form. Hvor mange hundrede gange har aviserne ikke skrevet om fjernsynets underholdnings-afdeling, at den ikke var underholdende, fordi der ikke var mening i den. Avisen med sine fabriks-føljetoner og –fabriks-noveller og evigt roterende bagside-vittigheder er selv langt værre og er med til at fastsætte en skala med meget små maleenheder, når det gælder folks evne og lyst til at være modtagelig for meningsfyldt underholdning.

Den indre bladdød er farligere end den anden, som der tales så meget om. Det er den indre stivhed, der skal bekæmpes. En redaktions traditionelle opbygning skal måske brydes ned for at bygges anderledes op. Byggeklodserne må væltes og stables op på en ny måde, så redaktøren eller lederskribenten ikke bliver den eneste meningstilkendegiver, men så han blot bliver først blandt ligemænd.

Forestillingen om, at man trinvis når frem til demokrati på arbejdspladsen, forbliver en drøm, hvis de organer, hvor befolkningen henter deres demokratiske påvirkning, fjernsyn, radio og presse, stadig fortsætter i den gamle skure.

Der var engang - først i dette århundrede - en redaktør, hvis drøm det var at skabe en avis uden redaktør. Han forestillede sig noget i retning af, at egnens bogtrykkere skulle optrykke indlæg fra egnens skrivende folk, efterhånden som de sendte artikler til trykkeriet - og i den rækkefølge, bogtrykkeren modtog manuskripterne. Ideens praktiske udformning passer ikke til den moderne avis, men ideens demokratiske indhold er det, som hører til det nødvendige for at modvirke den indre bladdød.

Forholdet til læseren
Der er sat grænser for pressens frihed, men det er vide grænser, sådan som grundloven sikrer det. Ikke for pressens skyld, men for samfundets.

Men pressen har også en egenmagt i kraft af dens eksistens, dens medarbejderes position og gennem den lethed, hvormed der vindes indflydelse via ord og billede.

Derfor indeholder presseloven en bestemmelse, der værner borgeren i forhold til pressen. Det hedder i presseloven: "Berigtigelsespligt påhviler et blad i henhold til presseloven. Hvis et blad har bragt meddelelse med oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen en ikke uvæsentlig skade i økonomisk henseende eller i offentlighedens omdømme, er bladet forpligtet til på begæring af den pågældende at bringe en berigtigelse i det første eller for dagbladets vedkommende senest det andet nummer, der udkommer, efter at optagelse er påkrævet. Berigtigelsen skal optages med samme typer som bladets almindelige tekst og på et så fremtrædende sted, som det efter omstændighederne med rimelighed kan fordres..

I 1968 faldt der en dom, som viste, at denne bestemmelse rækker ud over en krænket persons død. Bladet skulle bringe berigtigelsen alligevel - af hensyn til de pårørende. Desuden blev det for første gang i en pressedom direkte sagt, at berigtigelsen ikke måtte "gemmes hen" bag i bladet.

Ud over denne sikring af borgeren har pressen selv udarbejdet et sæt regler for god presseskik for behandling af straffesager. De fleste aviser følger disse regler og anerkender det såkaldte pressenævn, der skal overvåge overholdelsen af reglerne. En person, der føler sig krænket, kan klage til pressenævnet.

Hvem ejer aviserne?
Presseforskeren Niels Thomsen har foretaget en undersøgelse over pressens ejerforhold. Godt halvdelen af oplaget kommer fra aviser, der er i privat eje, en femtedel fra almindelige aktieselskabsformer, en sjettedel fra særligt brede aktionærkredse, der er sammensat af folk fra læserkredsen. En tiendedel af aviserne udgives af organisationer.

Aviserne i privateje har haft en betydelig oplagsstigning i årene siden krigen. De fire største ejergrupper i dansk presse har 53 procent af oplaget. De tilsvarende tal er 43 procent i Sverige, 38 procent i Norge og 37 procent i Finland.

Strejkeramt presse
To gange siden krigen har dansk presse været ramt af alvorlige og langvarige strejker, den ene dog kun for København-området. Den sidste og mest omfattende fandt sted i 1956. Der blev dengang indført en slags politisk nødavis, idet politikere fra alle partierne fik adgang til daglige kommentarer.

Efter strejkens ophør fulgte en debat, som belyste pressens og offentlighedens problemer, når hovedparten af nyheds- og kommentarformidlingen standser.

Socialdemokraten Poul Hansen, den senere finansminister, sagde, at det er en nærliggende tanke at tage Danmarks Radio til hjælp, nar en arbejdskamp rammer dagspressen og afskærer størstedelen af den fra at udøve sin meningsdannende funktion. Han advarede imidlertid mod at gentage, at det var partierne og ikke pressen, der fik ordet, og situationen blev forværret på grund af den politiske propaganda. (Der var i 1956 foruden den strejke, der lammede pressen, en langvarig arbejdskamp på store dele af arbejdsmarkedet.)

Nødaviser
Venstres formand, Erik Eriksen, mente, at det var en fejltagelse, at også de ikke-strejkeramte fik adgang til at kommentere. Det er uomtvisteligt, at det gjorde et meget stærkt indtryk, da vi stod over for den kendsgerning, at alene socialdemokrater og kommunister var i stand til gennem pressen at kontakte befolkningen. Erik Eriksen betegnede radio-kommentarerne som politisk selvforsvar. Kunne det praktisk have ladet sig gøre, burde den strejkeramte presse selv have haft sine radioudsendelser.

Oluf Steen fra Det radikale Venstre sagde, at han tilsluttede sig forslag om kommentarer i radio til afløsning af pressen under den forudsætning, at alle de politiske partier fik lige adgang til gennem disse udsendelser at orientere befolkningen om deres syn på situationen og dens udvikling. Hans motivering for, at alle partier burde stilles lige var, at det ikke kunne være en opgave for hele folkets radio at tage del i den indtrådte konflikt ved at forlade den linie, radioen stræber at følge: at stille alle lige.

Pressens uafhængighed
Pressehistorikeren Svend Thorsen har kaldt folketingets journalister for "offentlighedens pladshunde". Christiansborg er en vigtig journalistisk arbejdsplads med sin egen fagetik. Det kan med rimelighed siges, at pressens uafhængighed ikke mindst vogtes af de journalister, der har deres arbejdsplads her, skønt de lettere end andre beskyldes for og har lejlighed til at blive sammenspist med politikerne.

Der arbejder omkring 70 journalister på Christiansborg. De har deres egen sammenslutning, som gang på gang over for regering og folketingets præsidium gennem årene har skredet ind, når de på offentlighedens vegne fandt, at krav om åbenhed var blevet tilsidesat.

Den politiske journalistik har mere og mere fået en tregrenet arbejdsdeling, som har gavnet. En tager sig af referaterne fra møderne i folketingssalen og må bestræbe sig på objektivitet på dette felt. En anden er reporteren, som dækker ministermøder, udvalgsmøder og det øvrige Christiansborg-liv, herunder korridorsnakken. En tredie er kommentatoren. Det har gavnet dansk journalistik og fremmet åbenheden hos politikerne , at denne tredeling er indført. Reporteren behøver ikke at stille "til klø" for lederskribentens kommentarer. Dagbladet Jyllands-Posten, der har flere Christiansborg-medarbejdere, har den regel, at ledende artikler ikke må skrives af disse medarbejdere. Lederne skal være skrevet i Jylland. Det værner Christiansborg-redaktionen og det sikrer, at bladet i meninger ligger nærmere sin læserkreds end Christiansborg-miljøet.

© Poul Erik Søe i "Hvad skal vi med Danmark?" – grundbog for Danmarks Radio 1968.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside