Eliten og Jørgen Hattemager
Den demokratiske samfundsindretning har i de senere år været udsat for to voldsomme diskussioner, den ene om kulturkløften - om svælget imellem en kulturelite og folket - - den anden om ekspertstyret - svælget imellem teknokraterne og folket.

Begge har de bevist, at der i en stor del af befolkningen er den opfattelse, at en lille kreds styrer "det hele", og at der findes mennesker, som mener, at de fås magt over de mange er det rigtige.

Intellektuelt aristokrati
Professor Hal Koch forudså på et tidligt tidspunkt efter sidste verdenskrig den diskussion, som påny er dukket op i Danmark. Det er debatten om de få som ledere af de mange - modsat folkestyrets inderste væsen.

Der findes utvivlsomt kredse, som - hvis de skulle sige deres hjertens mening - ville tilstå rent ud, at de finder en politisk umodenhed hos de brede lag fuldstændig i sin orden, sagde Hal Koch. Det hele går meget bedre og lettere, når en lille - forhåbentlig retskaffen og velmenende - aristokratisk gruppe styrer det hele. I gamle dage beroede dette aristokrati væsentlig på fødsel og jordbesiddelse. Nu om dage ville det snarere blive et intellektuelt aristokrati, Platons "filosoffer".

Det er ikke helt få, som endnu den dag i dag - også her i landet - med længsel ser tilbage på de gamle patriarkalske tilstande, som skildres med hele romantikkens glans, hvad enten det er den gamle bondegård med husbond og madmoder, eller det drejer sig om købmandsgården i staden eller håndværksmesteren og hans svende.

Den moderne teknik og industri har gennemgribende ændret hele samfundet. De gamle enheder er brudt i tusinde stykker. Der er kommet noget uformeligt, kaotisk over det hele. Først gradvis har nye former formået at udkrystallisere sig.

Over alt dette nye har det ingen mening at synge sangen om de gode gamle dage. Opgaven er at finde nye veje for det folkelige liv i fremtiden. Massemennesket og massementaliteten er den store politiske fare, sagde Hal Koch.

Demokratiets vanskeligheder
Det siger sig selv, at demokrati har store vanskeligheder, hvis det skal hæmmes i at udbrede sin ide, og når det skal kaldes at manipulere med folket at udbrede den demokratiske livsholdning. Sådanne vanskeligheder har demokratiet mødt i tresserne. Kulturfolk har direkte udtrykt deres afstand fra det politiske og ikke ønsket at anvende de politiske arbejdsformer, fordi de mente, det var at manipulere med befolkningen. Det pædagogisk-politiske arbejde er blevet miskendt.

Samtidig kan der ikke være tvivl om, at et sådant politisk arbejde må gøres i folkestyret. Som praktisk eksempel kan man nævne, at vi ikke havde fået kildeskat - med alle partiers velsignelse i øvrigt, hvis ikke socialdemokraterne og senere andre med dem havde oplyst om kildeskattens fordele. En del af de politiske propaganda-metoder i forbindelse med oplysningen om kildeskatten kan meget vel kaldes manipulation. Der er næppe tvivl om, at det var en nødvendig manipulation. På det teoretiske område er en lignende oplysning nødvendig, og for bevarelsen af et folkestyre i kamp med diktatoriske styreformer er manipulation og propaganda tilladeligt.

Manipulation eller vold
I "Det ensomme massemenneske" skriver David Riesman:
"Vi må spørge enhver, der går imod manipuleringen af mennesker i det moderne industrisamfund, om han hellere ville vende tilbage til de brutale metoder i den industrielle revolutions barndom. Efter min værdiskala er overtalelse, endog hvor den har karakter af manipulering, at foretrække for vold. Når man taler om "det moderne menneskes blødsødenhed", risikerer man i virkeligheden at blive forstået sådan, at man ville foretrække hårdhed. Tværtimod er det en af denne bogs hovedteser, at det gruppestyrede menneske under nutidens forhold allerede på visse måder er for hårdt ved sig selv, og at dets følelse af angst er meget stor under opvæksten til forbruger, som fader eller moder, i arbejdet og i fritiden. Det moderne ensomme massemenneske sønderslides ofte mellem en illusion om, at livet bør være let, hvis man bare kan finde den rigtige tilpasning til gruppen og en halvt begravet fornemmelse af, at det ikke er let netop for vedkommende selv."

Der sættes i den aktuelle debat om folkestyre spørgsmålstegn ved, om demokrati er en livsholdning, eller om det udelukkende er en styreform til politisk anvendelse.

Når psykologen Jesper Jensen skriver, at "vi har indført det samarbejdende politiske flertalsstyre. Nu mangler vi bare at indføre demokratiet. Som på een gang forudsætter og skaber demokratiske mennesker", så svarer forfatteren Søren Krarup i sin bog "Demokratisme":

"I disse ord er udtrykt tendensen til at gøre demokratiet til et kvalitativt snarere end til et kvantitativt anliggende. I 1915 fik Danmark ved en grundlovsændring indført det samarbejdende politiske flertalsstyre. Men en stadigt stærkere opinion har siden søgt at bestride, at vi derved fik demokratiet indført. Som det største parti og med et både socialt og demokratisk sigte blev socialdemokratiet tidligt angrebet af nidkære kritikere, der fremstillede det som partiets pligt at iværksætte et kulturelt demokratiseringsarbejde. Befolkningen skulle omskoles, dens mentalitet lægges om, dens viftepalmer og plydsmøbler ryddes ud. For demokratiet var en verdensanskuelse og en demokratisk kulturpolitik derfor det eneste fornødne."

På to punkter har begge skribenter uret. Parlamentarismen (at regeringen skal være i overensstemmelse med folketingets flertal) blev først ført ind i grundloven 1953, men den havde imidlertid været "sædvane" siden systemskiftet i 1901. Et tvivlsomt tilfælde opstod i 1920, da kongen afskedigede ministeriet uden folketingets indkaldelse. Det samarbejdende flertalsstyre kan heller ikke siges at være skabt af grundloven. Det er valgloven og de særlige politiske grupperinger i Danmark (især det forholdsvis store antal partier), der har tvunget partierne ud i det samarbejdende folkestyre. Det har de været nødt til, for intet har i dette århundrede kunnet gennemføres uden enighed eller samarbejde mellem mindst to partier. Vi har simpelthen ikke haft et parti med flertal i folketinget.

I spørgsmålet om demokratiet som "verdensanskuelse" eller livsholdning må man sige, at det er en fattig opfattelse af folkestyre, hvis man blot regner den for at være et styre, hvor flertallet hersker. Det er flertallet, der i sidste omgang træffer afgørelsen, men inden sidste omgang bør efter nutidig demokratisk opfattelse gå mange forsøg på at indpasse mindretallenes synspunkter i flertallets.

Det har derfor været naturligt, at man ikke lod sig nøje med 1915-grundloven eller folketingets forretningsordener gennem tiden. Demokratiet er mere end en husorden og et sæt afstemningsregler for Christiansborg.

Derfor bredte ønsket om demokrati sig fra valgretten til uddannelses-demokrati, arbejdsplads-demokrati, økonomisk demokrati og kultur-demokrati.

De 10 procent kvikke
Denne spredning af demokratiet og den demokratiske tankegang er ikke lykkedes endnu, og der foregår stadig i samfundet en kamp mellem eksisterende eller påståede magtgrupper og folket. Professor David Favrholdt i Odense har talt om, at de 10 procent kvikke styrer landet, og da han blev hårdt angrebet, udvidede han tankegangen med tilføjelsen, at det var skiftende 10 procent kvikke fra sag til sag, fra emne til emne. Der er altså mange magtgrupper i befolkningen, og efter den tilføjelse har professoren faktisk ikke sagt noget nyt. Noget andet er så, om man vil kalde det vidtgående nok i et folkestyre, at sager afgøres af skiftende tiendedele.

Indtil nu har demokratiet sejret i hvert fald på eet væsentligt punkt: den fuldkomne magt eksisterer ikke. En samling af magt, magtkoncentrationen, medfører næsten omgående en ny magtkoncentration.

Den regering, der sidder længe ved magten, indeholder tilsyneladende i sig selv opløsnings-tendenser, som sikrer modsætningens magtovertagelse.

Våbenindustriens magt i store samfund synes automatisk at udløse modstående, stærke kræfter. Atommarcherne og de politiske ændringer i deres fodspor er et eksempel. Politiske vælgerforeningers, landsmøders og partiresolutioners magt opvejes af en udenomsparlamentarisk, men alligevel demokratisk modstand, der vokser til magt. Det vil sige, at de få i vælgerforeningerne (man har oplevet, at 20-30 mennesker i store valgkredse har afgjort spørgsmålet om opstillelse af folketings-kandidater) nok har en magt, men at denne magt finder sit modstykke i modstanden hos en række mennesker, som ikke er medlemmer af politiske foreninger, men alligevel ønsker at give udtryk for deres politiske standpunkter gennem demonstrationer, offentlige udtalelser og arbejdsnedlæggelser. I nogle tilfælde er politisk magt en forening af de to former.

Politisk samvittighed
Selvom det lyder højtravende, findes der i et demokrati som det danske, hvor et flertal kun kan skabes gennem samvirke mellem mindst to partier, mange eksempler på, hvad man kan kalde idemæssig samvittighed. Det var een ideologisk gruppe, der skabte debatten om og kravet om kildeskatten, men trods de øvrige gruppers modstand blev det de oprindelige modstandere, som gennemførte lovgivningen om kildeskatten. Følgerne af folkeafstemningen om jordlovene tyder også på, at grupper, som var modstandere af een bestemt løsning af problemsættet, i sidste omgang på grund af den drivkraft, som jordspørgsmålet er i et samfund, næsten på trods bliver ivrige forkæmpere for reform.

Et andet eksempel er partiernes sociale holdning. Det var partiet Venstre, der ved århundredskiftet gennemførte de første brede socialreformer i Danmark. Social holdning blev derefter et emne, som socialdemokraterne mere og mere fik eneret på. For at modvirke denne opfattelse i befolkningen - og sikkert med en reel social drivkraft - var partiet Venstre forslagsstiller til nedsættelse af en kommission til forbedring af de sociale love. Det ville være ganske i pagt med omskifteligheden i dansk politik, hvis det endeligt bliver en socialdemokratisk regering, der gennemfører kommissionens forslag - med Venstres stemmer.

De bestemmende
Selvfølgelig har statsministeren mere magt end læge Petersen. Socialministeren bestemmer mere end den enkelte socialrådgiver, hvis da ikke samme socialrådgiver også er folketingsmedlem og tungen på vægtskålen i den folkevalgte forsamling.

Magt er ingen enkel ting - og ingen enkelt mands sag. Det er meningen med demokratiet.

Når vi sætter krydsene i stemmeboksene, har vi alle lige stor magt, men allerede når krydsene er talt op, har de forskellig værdi. De kryds, der giver en regering, får større indflydelse end de andre. Lige stor magt får vi aldrig - det er mere end utopi.

Hvem har magt?

Gennem krydsene, den offentlige mening, snakken over hækken, der går videre til tillidsmanden, som siger det til en vælgerforenings-formand, der i hvert fald erklærer sig enig med noget af det over for aftenens taler i hans vælgerforening, folketingsmanden, som tilfældigvis rejser i lyntog med en minister og får standpunktet frem, eller som slider trapper i Den røde Bygning (statsforvaltningens bopæl), eller som fortæller det til en politisk journalist, der skriver det i sin avis så godt, at hans egen redaktør bliver begejstret og i en ledende artikel kræver noget gjort ved sagen, så embedsmændene i den institution, der har med sagen at gøre, af sig selv tager den op, eller ombudsmanden gør det eller . . .

Indflydelsens kanaler
Magtens veje er uransagelige, men ikke nær så uhæderlige, som de ofte fremstilles.

Hvem har magt?

Det har folketingets flertal og dets mindretal (i et godt folkestyre). Det har statsministeren og fuldmægtigen i boligministeriet (somme tider både direkte og indirekte). Det har Venstres Månedsblad (af og til) og Vindrosen (på længere sigt). Det har Ulla Dahlerup (når hun siger pessar) og professor Lindhardt (når han fornægter det evige liv). Det har Bo Andersen (når han smider brædder til børnene i skolegården) og sønderjyderne. Det har Volmer Sørensen og vendelboerne (på den københavnske nærtrafik for eksempel). Og det har partier i og uden for folketinget, demonstranter, Foreningen af Yngre Læger, læserbrevskribenter, Industrirådet og fotograferne. Og det har Landbrugsrådet og Husmandsforeningerne (hver for sig).

Magtens tråde kan ikke redes ud. I den enkelte sag kan man ofte se, hvem der fik magten, men tit er der tale om mellemløsninger, som mange har haft indflydelse på. Disse mellemløsninger er fundet ved hjælp af forhandling. Skønt forhandling er et af folkestyrets forudsætninger, lægges mellemløsningerne for had som "lumpne kompromiser".

Hvem har så ikke magt?

De milde kvinder, som tier i forsamlinger .

Børnene.

De inaktive i et folkestyre.

Mange er netop blevet inaktive, fordi de er ængstelige for magtens ubestemmelighed og formløshed. De inaktive har bygget en forestillings-verden op fyldt med magtfelter, som slet ikke eksisterer reelt i samfundet. Alligevel lader de sig skræmme af de selvkonstruerede magtfelter.

Det er ikke tredive rige familier, der regerer Danmark. Det er heller ikke en lille klike af intellektuelle. Det er heller ikke partiformændene, som mødes bag nedrullede gardiner.

Vel er der skjulte mekanismer i folkestyret - også for mange, men der er færre, end folkemyten siger.

Magtapparatet kan rystes i sin grundvold af ganske almindelige mennesker, og det er folkestyrets mening.

Da Rindal på slagteriet i Kolding sagde nej til øget kunststøtte, og da boghandler Laage i Frederikshavn ikke kunne falde i søvn, før han fik byrådet til at råbe "RØVKULTUR" ud over det ganske land, fik de det kulturelle magtapparat fra kulturministeriet over de påståede kliker i poesiens baglokaler til de socialdemokratiske vælgerforeninger bragt i rystninger.

Og noget af apparatet ryster endnu.

Tavse revolutioner
For de tiende - eller for de inaktive - er der en trøst i, at nogle omvæltninger i et samfund sker i stilhed. Eller næsten i stilhed. Spontan tankevirksomhed, påvirkninger udefra eller "snak over hækken" vælter mure, som før så uovervindelige ud. Et standpunkt, som det ene år er de flestes, kan året efter eller få år efter være et lille mindretals. Magt, som sikrer omvæltninger, er ikke bare de store organisationers. Forfølgelsen af pornografiske tekster og debatten om sagen i de sidste faser så voldsom ud. I virkeligheden var skreddet sket tidligere i befolkningens flertal, selvom debatten gav det sidste skub. Det var en velformuleret og målsikker debat, men revolutionen var i virkeligheden tavs . Den er da heller ikke blevet fejret.

Drengene i baglokalet
Kulturkløft-debatten, og hvad der gik forud, skal refereres lidt bredere her som et eksempel på sammenstød mellem eliten og befolkningen. Ganske vist er det aldrig lykkedes at få tegnet et portræt af kultureliten. Tidl. undervisningsminister K. B. Andersen, der sagde ordene om kultureliten stærkere end andre, gik aldrig ind på at lave en blå bog - eller blåt hæfte skulle det vel være, når gruppen var så lille - endsige en liste på et enkelt ark over "drengene i kulturens baglokale". Men hæftet eller listen var heller ikke nødvendig. Befolkningen vidste, hvad han hentydede til, og vi endte i en kulturdebat, hvis standpunkter på mange måder kan overføres til alle situationer, hvor eliten støder sammen med befolkningens om helhed, når de ti procent kvikke støder sammen med de øvrige halvfems.

Politikerne begyndte selv
Det har undret, at kulturkløft-debatten i den grad kunne komme bag på politikerne. Den protest-tilstand, store dele af befolkningen befandt sig i over for kunstnerstøtten, var langt stærkere, end nogen politiker drømte.

Peter Rindal fik skylden. Det var ham, der var begyndt, sagde man. Modstand mod statens støtte til kunst, ja, modstand mod fornyelse i kunsten som helhed fik navn efter ham: Rindalismen. I en radioudsendelse hørte man endog en causør prise, at Rindal ikke hedder Vandal.

Men det var ikke Peter Rindal, der begyndte. Det var såmænd daværende udenrigsminister Jens Otto Krag. Hvad der fulgte efter, voksede op i skyggen af politikernes egen tale om for stort kulturelt forbrug.

Krag holdt på grundlovsdagen i 1962 en tale, hvori han sagde, at i en økonomisk vækstperiode, hvor erhvervsudvidelser og byggeri behøver de produktive kræfter, må vi lade andre ting vente, for eksempel på det kulturelle område.

Kulturpausen
Det er den tale, man siden har kaldt Krags kulturpause-tale. Den medførte i dyngevis af avisartikler, især var det dagbladet Information, der i første omgang tog denne kulturpause-tale op, og der fulgte en række ledende artikler og en række artikler ude i bladet, fordi man påviste, at der var knirkende hjul i kulturmaskineriet.

Også dagbladet BT havde en række artikler om emnet. Forfatterinden Elsa Gress skrev, at "vi har kulturpause, ikke i den betydning, at kulturen i almindelighed eller de udslag af den, vi har for hånden er stagnerede eller ophørt, men i den betydning, at de nødvendige investeringer i kulturen både i snævrere og videre forstand er blevet katastrofalt utilstrækkelige. Og det er sket på et tidspunkt, hvor kulturapparatet ganske som andre apparater er blevet dyrere i drift, mens kulturskaberne, d.v.s. den lille samfundsmæssigt mishandlede gruppe af kunstnerisk og åndeligt skabende individer ganske som andre grupper er blevet tilsvarende dyrere i drift. Målene er der, evnerne er der, men midlerne mangler. Især pengemidlerne, men også den almindelige interesse, som så sandelig også er et nødvendigt middel til kulturopretholdelse og kulturskaben."

En række politikere udtalte sig til dagbladet Information, og her kom det også frem, hvem der havde skabt ordet "kulturpause", i hvert fald i denne omgang draget ordet "kulturpause" ind i debatten. Den konservative folketingsmand (nu forsvarsminister) Erik Ninn-Hansen skrev i Information: "Jeg må afvise at det økonomiske forlig indeholder vedtagelsen af en kulturpause. Det konservative Folkeparti har ikke været deltagere i en aftale herom. Udtrykket "kulturpause" er vist nok anvendt første gang af fhv. statsminister Viggo Kampmann, der i en kronik i Politiken fra den 5. august ville forsøge at give daværende udenrigsminister Krags udtalelser i Fælledparken på grundlovsdag et positivt indhold. At statsminister Krag så senere omtaler kulturpausen som "det skrækkelige udtryk" er jo meget interessant«, slutter Erik Ninn-Hansen.

Samme dag skriver i Information folketingsmand, professor Morten Lange fra Socialistisk Folkeparti: "Det hele minder om forskellen på den erklærede og den uerklærede krig. Statsministeren kan jo godt søge at sno sig fra sin grundlovstale om, at kulturen må vente lidt. Men ikke fra realiteterne. Det hjælper ikke meget at henvise til, at undervisningsministeriets budget er steget i år. Det er spørgsmålet, om det er nok, der skal besvares. Informations udførlige dokumentation er mere end tydelig i den retning«.

Også K. B. Andersen, folketingsmand på det tidspunkt og socialdemokratisk politisk ordfører, udtaler sig til Information: "Det er samfundets opgave at skabe grundlaget for et rigere kulturliv, således at kulturgoderne bliver et naturligt led i hverdagen. Kunsten i alle dens former må sikres uafhængighed, og den eksperimenterende kunst sikres gode arbejdsmuligheder. Dette vedstår vi. Betingelserne for at leve op til programmets ord er for det første, at landets økonomi er i orden. Ellers er der ingen penge at hente. Forliget i sommer skal tjene dette formål, som kulturlivet altså også må være interesseret i. For det andet er det en betingelse, at der skabes en sådan atmosfære her i landet omkring det offentliges virksomhed, at den i sig selv kulturfjendtlige agitation mod at skaffe statskassen de nødvendige midler ikke vinder gehør".

Velfærdsstatens følgesygdomme
Samme K. B. Andersen rejste i juli måned 1963 diskussionen om kultureliten. I et interview i "Kommunalarbejderen" sagde han: "Vi er blevet alt for tilbøjelige til at identificere kulturen med en kulturelite, der beundrer sig selv vældigt. Dennes 6 medlemmer boltrer sig i bladene med dyre og indviklede meninger, og det synes at ærgre dem grusomt, når de ser. at kulturen vinder udbredelse i vide kredse uden deres hjælp".

Det efterår debatterede man kulturelite. Debatten bredte sig over hele landet. I regeringsbladet Aktuelt tog især Svend Erichsen og Hans Sølvhøj ordet. Svend Erichsen skrev i opposition mod K. B. Andersens karakteristik af kultureliten: "Velfærdsstaten i sig selv er der i dag næppe noget fornuftigt menneske, som vil angribe. Personligt mener jeg, at vi ikke er nået nær langt nok i velfærd, hvad der kan give især kunstnere og åndsarbejdere en isnende fornemmelse af velfærdsstatens følgesygdomme, som de synes ene om at diagnosticere og bekæmpe. Fra politisk side har de i alt fald ikke hidtil fået nogen støtte. Har en demokratisk stat brug for - nej, har den råd til at deltage i denne store udjævnende fordummelse - det ser ud til, at den i hvert fald tror det.

Hans Sølvhøj forsøgte at bringe debatten ind i konstruktive baner. Han skrev i sit indlæg: "Det er et klima, der skal skabes, og det må være folketing og regering, der skaber det, især kan den amerikanske-engelske fremgangsmåde være med til at sætte kunstnere, videnskabsmænd o.s.v. ind på løsningen af konkrete samfundsopgaver, der ofte ligger helt uden for deres daglige arbejdsområde og sikkert bidrage til det samfundsmæssige engagement, som er så påtageligt nødvendigt for denne gruppe. Man skal vel ikke altid give folk, hvad de vil have - så langt fra, men det er næppe heller rimeligt aldrig at give folk, hvad de vil have, og alt indicerer, at folk vil have et vist mål af pop. Men ræddes man for at sigte mod en programpolitik, der fører ud over poppen, er man ikke egnet til at styre monopolet. Der er stadig et stykke vej at gå, før det danske samfund helt har forstået at anerkende og udnytte eliten. Derimod er formidlingen af kulturproduktionen og kulturdebatten i disse ords videste forstand ingenlunde utilfredsstillende. Dansk folkeoplysning har med trofasthed og nidkærhed kanaliseret elitens udladninger . Elitens egne er næppe klar over i hvor høj grad højskoler, oplysningsforbund og tilsvarende organer drager omsorg for, at denne kanalisering finder sted. Lykkes det at skabe eller genskabe en underholdning med pisk og snært og mening i, så bliver den porten til alt det andet, også til den forståelse mellem kultureliten og folket, som kun så langsomt er på vej."

I 1963 blandede fhv. statsminister Viggo Kampmann sig i debatten om de fås forhold til de mange. Han sagde, at den første forudsætning for at drage en elite, her en kulturelite, i højere grad ind i politik og administration, er, at man erkender og anerkender, at en sådan findes. Det Iyder måske banalt, men begrebet kulturelite er sammensat af to ord, som begge vækker det største ubehag i store dele af befolkningen - hos de mange.

Kampmann drager den slutning, at den traditionelle måde, hvorpå man i øjeblikket inddrager sagkundskaben i de administrative overvejelser, er udvalgs- og kommissionsarbejdet, og det giver ofte gode resultater, men også her sammenblandes tingene ofte. Det bedste er at begynde med den rent sagkyndige udredning, derefter lade administration og teknikere se på sagen, og til slut lade politikerne træffe afgørelsen. Man vil da bedst få udnyttet de pågældendes evner på de forskellige trin af sagsbehandlingen, hvor de gør størst nytte. Den politiske evne til at vide noget om befolkningens indstilling og holdning er ikke mindst afgørende, men først når sagen er sådan belyst, at man ved, hvad der skal tages stilling til.

Ændret holdning
I 1965 mente man, at man kunne lægge en del af ansvaret for kulturkløft-debatten over på de folkelige oplysningsforbund, især på arbejdernes eget AOF. Man mente også at kunne konstatere, at rindalismen - oprørets betegnelse efter dets hovedmand, Peter Rindal, fra slagteriet i Kolding - skyldtes et stort antal landmænd på dette slagteri. De var for nylig kommet til byen for at arbejde, og man skulle altså kunne udlede en speciel kulturfjendsk holdning fra landbrugsside. Det sidste er en uhyrlig generalisering. I kampen for og imod rindalismen deltog alle befolkningslag --på begge sider! Det første, angrebene på oplysningsforbundene, blev besvaret af AOF-forretningsføreren Viggo Svane, der så debatten om kulturkløften som en løftestang for det folkelige oplysningsarbejde. Nu måtte man kunne se, at flere midler til oplysningsarbejdet var nødvendigt. Det blev oplyst, at man til kulturarbejdet blandt arbejderne i denne organisation ikke engang havde en krone pr. arbejder i landet om året. Hvis man bare skulle sende oplysningsforbundets program til hver eneste arbejder, ville budgettet være sprængt, og der ville altså ikke være penge til selve arbejdet.

Tilbage efter kulturkløft-striden er blevet en ændret holdning - både hos angriberne og modstanderne. Den har været gavnlig.

Både af det positive og det negative i debat-deltagernes holdning kunne udledes, at det ikke var den kunstneriske udfordring, der afskrækkede. Det var kommunikations-vanskeligheder i meget høj grad, og kritikken var ikke specielt rettet mod en kulturel elite, men mod al elitevæsen som helhed. Man fik afløb for elitehadet gennem debatten om kulturkløft-debatten, og dermed havde den en demokratiserende virkning samtidig med, at den hos flere end før (flere end de 10 procent kvikke måske) havde skabt forståelse for, at kunstnerens frihed (også den økonomiske, som staten bidrager til) ikke er for hans egen person, men for samfundet.

Den museumsdirektør, som en dag i begyndelsen af tresserne, gik en ængstelig aftentur i den lille Hanstholm by på Jyllands Vestkyst, har ingen grund til ængstelse mere. Dengang havde han på sit museum en meget omstridt maleriudstilling, og i fjernsynet blev der just på det tidspunkt, han gik rundt i klitterne, bragt en udfordrende samtale med den udstillende kunstner. Direktøren så på de små fiskerhjems mørkelagte stuer og tænkte på de åbne fjernsyn: "Er denne udfordring ikke for grov?" Når man tænker på, hvad denne befolkning ellers møder og har mødt af udfordringer på havet og nu ved skabelsen af landets nyeste og måske engang den arkitektonisk mest moderne by, må man tro også på nødvendigheden af en kunstnerisk udfordring som den, de mødte hin aften i fjernsynet. Kulturkløft-debatten har gjort sit til at øge modtageligheden.

© Poul Erik Søe i "Hvad skal vi med Danmark?" – grundbog for Danmarks Radio 1968.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside