Den blå skole

Given-efter
"Nogle forældre og lærere vil trods alt stadig mene, at kløenes afskaffelse blot betyder en slap given-efter. Spørgsmålet er imidlertid, om man tværtimod netop ikke kan tale om at give efter hos de voksne, som på grund af bristende selvbeherskelse og tålmodighed eller af hjælpeløshed ikke formår at give barnet andet svar end korporlig straf. Og på denne måde placerer man sig jo på samme niveau som de børn, man skal opdrage i stedet for at forsøge at løse konflikterne på et højere plan".
C. C. Kragh-Müller.

Magtbegæret
"Man må spørge Kragh-Müller: er barn og opdrager ikke principielt på samme niveau? Er det ene menneske ikke principielt ligestillet med det andet og således bundet til det i en solidaritet, hvor det ikke skal bekymre sig på andres vegne? Har den voksne andet at gøre over for barnet end at være sig selv i oprigtighed? Er, kort sagt, læreren og eleven ikke væsentligt set på lige fod og enhver opdragelse i væsentlig forstand derfor udelukket?
C. C. Krag-Müllers opdragelse til demokrati, der totalt vil afvise dette sidste, giver gennem sin benægtelse tilkende, at dens interesse i børnene er magtbegærets og udnyttelsens".
Søren Krarup.

Den blå skole kan man kalde folkeskolen for at gøre lidt fest ud af dens fornyelse. Trods dens kritikere er der ikke tvivl om værdien af den blå betænkning vedrørende skolelovens praktiske virkeliggørelse, og at lærerne - som allerede nævnt - i overraskende omfang har indstillet sig på omskoling, ikke bare i deres eget fag, men også i den nye pædagogiske holdning.

Viljen til omskoling må ses i den positive sammenhæng, at den nye skolelov - og betænkningen om dens virkeliggørelse - let kunne have ventet mange år på resultater. Den omstilling, som nu sker forholdsvis hurtigt for de mest progressive læreres vedkommende, kunne have taget ti år. De folketingsmedlemmer, som gennemførte skoleloven, var klar over, at den nye skolelov kun var en rammelov, og at det ville tage tid - måske et helt slægtled - at få resultaterne til at gennemsyre hele skolen.

Først og fremmest
Den blå skoles formål er at "dygtiggøre børnene til at gå ud i samfunds- og erhvervslivet, velegnede til at opfylde de krav, man med rimelighed kan stille, men først og fremmest er det skolens opgave at fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse op som harmoniske, Iykkelige og gode mennesker". Sådan Iyder ordene.

De ord rummer jo det hele menneskes evindelige splittelse. Og de rummer skolens gamle problem: Skolen for livet - eller for erhvervslivet. At der er sket en stærkere orientering i retning af erhvervslivet, skal man være skriftklog for at finde ud af. Blev der ikke i indledningen sagt, at man skulle dygtiggøre børnene til at gå ud i samfunds- og erhvervslivet? Var det ikke de første ord i målsætningsparagraffen? Så sidder man og tror, at netop det hensyn er væsentligt, indtil man læser videre og ser. at "først og fremmest" er det skolens opgave at gøre børnene harmoniske, lykkelige og gode. Han, der har fået "først og fremmest" anbragt på andenpladsen i formålsparagraffen har været en stor filur, eller også har han kunnet se græsset gro.

Den blå skole er ikke ukritisk over for de levn, der måtte være tilbage af folkeskolen efter den gamle 1937-lov. For eksempel kan man i den blå betænkning læse, at "skolens undervisning i øjeblikket i meget udstrakt grad er bestemt af hensynet til eksamenskrav, hvorved spørgsmålet om, hvad børnene virkelig har forudsætninger og behov for, er trådt i baggrunden".

Det er en særdeles hvas anklage, og har den blå skole ikke totalt fjernet resterne af disse tilstande, bliver baggrunden for folkeskolelærernes aktion (de var kun to) i 1968 mod eksamensuvæsenet forståelig, selvom deres form - de hævdede at ville offentliggøre facit på eksamensopgaverne - måske knap var så givtig.

Kamp mod terperiet
For dem, der nu skal sende børn i skole, er det også opmuntrende, at der i den blå betænkning gøres op med terperiet. Det hedder: "Det kan med rette siges, at læseplanerne overvejende har været fortegnelser over de emner, der skulle læres af eleverne under lærerens ledelse. Fagene bygges op på en samling kendsgerninger, som det gjaldt om at lære og huske."

Den udelte skole for børn i folkeskolen har været en kampsag, ikke bare her, men også i andre lande - som en følge af demokratiseringen af undervisningen. Det er bemærkelsesværdigt, at denne kamp er ført lang tid før den demokratiserings-proces, som nu diskuteres så meget i forhold til de frie skoler. Det var allerede i firserne en kampsag for frisindede skolefolk i Danmark, Norge og Sverige, og den udelte skole, enhedsskolen, vandt sejr og blev grundlæggende for den nordiske folkeoplysning.

Ved skoleforliget i 1958, der hvilede på et bredt flertal af socialdemokrater, venstrefolk og radikale, indførtes en såkaldt "mild deling" på 6. og 7. skoletrin - af mange politikere betragtet som et tilbagefald. Den "milde deling" består i en udskillelse af de "bogligt begavede" i visse fag (sprog og matematik), mens børn på a-linjen undervises i øvrige fag. Det har imidlertid vist sig, at den folkelige linje talrige steder i landet har sejret over den politiske mellemløsning og har valgt udelt skole.

Danmark har undervisningspligt til det fjortende år, men ikke skolepligt. Man har lov til selv at undervise sine børn, lade en privatlærer gøre det eller indmelde dem i en privat skole. Men samfundet fører kontrol med, om der virkelig finder undervisning sted i overensstemmelse med lovens krav. Det er selvsagt et hensyn til barnet og dets fremtid, samfundet har taget med denne bestemmelse.

Det kan nævnes som et kuriosum, at den undervisningsminister, der har gennemført både den gamle skolelov og 1958-skoleloven, som gælder for den blå skole, på de grundlæggende trin har undervist sine børn selv.

Børnehaverne og deres pædagogiske virke har haft stor indflydelse på den danske folkeskole i dens nye udformning. Børnehave-tanken er af Esbjerg Skole for mange år siden ført direkte ind i selve skolen ved oprettelsen af børnehaveklasser. Tanken har bredt sig, og for eksempel i den store københavnske omegnskommune Ballerup går 85 procent af alle børn, der skal optages i førsteklasserne, året forud i børnehaveklasse på skolerne.

Små skoler i den store
Ballerup kommune har i sine vækstår et meget stort skoleproblem. Der skal bygges skolelokaler til 1000 børn. I stedet for at bygge en ny stor skole, som mange kommuner har gjort, har Ballerup først nedsat et planlægningsudvalg, som barslede med ideen om at inddele den store skole i en række små skoler, en for børnehaveklasserne, en for 1.-3. klasserne, en for 4.-7. klasserne og en for de frivillige skoleår op til det 10.

Efter svensk mønster er der i Danmark åbnet adgang for, at børnene efter det 12. år kan vælge frit imellem en række fag, den såkaldte tilvalgsskole. Efter begejstring i begyndelsen har denne form mødt en del kritik. I nogle af de københavnske omegnsskoler vil man i hvert fald gøre forsøg med at føre enhedsskolen længere op end til 7. klasse, ikke mindst inspireret af den forlængelse af undervisningspligten, som ventes i halvfjerdserne.

Landsbyskolen ligestillet
Den blå skole adskiller sig fra 1937-skolen på vigtige punkter. Det vigtigste var nok, at landsbyskolen blev ligestillet med købstadsskolen både med hensyn til undervisning og mulighederne for oprettelse af en realafdeling.

Ændringen betød mellemskolens fjernelse. Den var oprettet i 1903 for at forbinde folkeskolen og gymnasiet - deraf navnet. Mellemskolen fremmede lagdelingen i samfundet. Der blev i 1937 gjort et forsøg på at lave en "eksamensfri mellemskole", men den blev aldrig en succes. Forældrene accepterede ikke adskillelsen.

Med den ny skolelov bestemtes det, at undervisningen i de frivillige skoleår fra 8. klasse og opefter skulle give mulighed for forberedelse til lærepladser i erhvervslivet.

Højskolen
Foruden den blå skole og de allerede nævnte private skoler findes en række andre tilbud, som enten erstatter eller supplerer offentlige skoleformer, fri- og efterskoler samt højskolen.

Den frie skoleform er først gennem den frivillige udvidelse af skoletiden kommet ind i et egentligt konkurrenceforhold til den offentlige skole. Før var den for mange den eneste og naturligste fortsættelse af skoletiden, hvis de ikke valgte den offentlige skoles overbygning, realklasserne og gymnasiet.

Højskolen er i sin oprindelse en provins-ide, skabt for at højne almuens viden og åndelige liv, mest for bondebefolkningen, men senere også for arbejderne gennem de særlige arbejderhøjskoler eller gennem almindelige højskolers opsugen af arbejder-elever.

I dag er højskolerne ganske vist placeret i provinsen, men man kan snart sagt ikke komme til at trykke "en ordentlig bondekarl" i hånden på en højskole. Man griber hele tiden fat i en københavner.

Højskolerne har i øvrigt bevist, at oplysning ikke bare har en direkte, men også en indirekte afsmitning Det var tydeligt på egne, hvor højskolebevægelserne var stærke før i tiden, og hvor de navnkundige efterårsmøder (flere dages foredrag og diskussioner) prægede debatten. Men også i nutiden kan man opleve en afsmitning. En boksetræner i en lille by udtalte fornylig til en avis, at det ungdomsarbejde, bokserne tager del i, på hans egn går så godt og med så positive resultater, fordi arbejdet er påvirket af egnens højskole.

Efterkrigstidens regeringer har - uanset partifarve - lagt stor vægt på udbygningen af den højere undervisning og forskning. Der har dog været rejst kritik mod dansk uddannelses-politik på de højere niveauer. Kritikken er bl. a. kommet fra internationale organisationer, Danmark er medlem af. Det har yderligere øget den økonomiske investering i undervisning og forskning, men vi er ikke på højde med alle de lande, vi naturligt kan sammenligne os med.

Undersøgelser har vist, at et barns mulighed for at gøre brug af samfundets tilbud om uddannelse er afhængigt såvel af det sociale lag som af afstanden til skoler og højere læreanstalter.

For at råde bod på det sidste er der en livlig debat i gang om spredning af universiteterne - eller rettere sagt: om oprettelse af flere.

Debatten har sat stærke egnsprægede drifter i gang landet over, så kampen om universiteterne er blevet lige så stærk som i sin tid kampen om jernbaner, ja, næsten hårdere, for der er trods alt færre nye universiteter at tage af, end der dengang var jernbaner.

Vi har allerede universiteter i København, Aarhus og Odense. Derudover er foreslået universiteter i Aalborg-området, i Esbjerg-Ribe-området og ved Roskilde. Det er i overensstemmelse med den skitse, et planlægningsråd har udarbejdet.

Der er blandt folketingets medlemmer, som skal bestemme til sidst, nogenlunde enighed om, at det ene jyske universitet skal dække Nordjylland, uden at man derfor helt har afgjort placeringen, men Aalborg forekommer sandsynlig efter debatterne.

Det andet jyske universitet, det sydjyske, er udsat for stærk strid. Her strides sønderjyske kræfter, der vil have det til Haderslev, med sydvestjyske, som ønsker det til Ribe-Esbjerg. Nogle sønderjyske kredse mener, at man ved placeringen bør tage hensyn til den nationale kulturkamp og derfor vælge en sønderjysk løsning, mens andre har advaret mod at lade en læreanstalt og videnskabelig forsknings-institution anvende til dette formål. Også om det sjællandske universitet, det uden for København, er der stor strid.

Derimod er politikerne stort set ikke i tvivl om, at der skal oprettes flere universiteter. På Københavns universitet er der 18-19.000 studenter, og tallet vokser år for år. I Århus er der også stor tilgang og for lidt plads, og i Odense er man ikke kommet så langt, at man kan regne med muligheder for overførsler hertil af studenter fra de to store universiteter.

I 1966 var det samlede antal studenter under højere uddannelse i Danmark 34.000. De 24.500 gik på universitetet. Man har beregnet, at der i 1980 vil være 60.000 på de højere læreanstalter, hvoraf alene 48.000 på universitetet.

Forskning og samfund
Også forskningens vilkår har været udsat for kritik og tvivl om, at der bevilges penge nok, så vi kan være på højde med landene omkring os. Ved siden af statens tilskud gives en meget betydelig privat støtte til forskningen, ligesom der selvsagt på en række virksomheder i egen interesse drives industriel forskning med resultater, som har samfundsværdi.

Kontakten mellem den statslige og private forskning er øget, men samarbejdet er langtfra færdigudbygget. For nogen tid siden kritiserede Danmarks teknisk-videnskabelige forskningsråd den ringe kontakt mellem forskerne på statens atomforsøgsstation Risø og industrivirksomhederne. Siden er samarbejdet søgt udvidet ad flere veje, bl. a. organisationsmæssigt.

Også mellem politikerne og forskningen har der været for stor afstand - og er stadig for stor afstand. I 1966 blev der vedtaget en folketingsbeslutning om at etablere en fast kontakt mellem de to grupper.

Der er nedsat et fast folketingsudvalg angående videnskabelig forskning. Udvalget har såvel indstillingsmæssige som kontaktmæssige opgaver. Udvalget skal blandt sine medlemmer udpege en repræsentant for hvert parti til sammen med et tilsvarende antal repræsentanter for den videnskabelige forskning at udgøre et arbejdsudvalg med den opgave at formidle og tilrettelægge kontakt-virksomhed. I udvalget skal man også hvert år gennemgå og afgive indstilling til folketinget om beretningerne fra Forskningens Fællesudvalg og Atomenergikommissionen.

Kontaktfladen kan nok synes lidt snæver, hvad nogle politikere også gjorde opmærksom på under behandlingen af sagen i folketinget. I realiteten er det fem forsker-repræsentanter, der mødes med fem politikere. Men som en begyndelse er det en landvinding.

© Poul Erik Søe i "Hvad skal vi med Danmark?" – grundbog for Danmarks Radio 1968.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside