Barnets demokrati
Den demokratiske skole-foregangsmand, A. S. Neill, kunne ikke forestille sig, at der skulle være afstemning i et hjem, når der for eksempel skulle træffes beslutning om, hvorvidt en væg skulle limfarves eller plasticmales.

De fleste forsøg på at lave familieråd, hvor børnene har en stemme hver ligesom forældre, er vist også faldet til jorden. Det er en "overdemokratisering" og en flugt fra den virkelighed, at barnet er under oplæring til at være en demokratisk borger, der kan klare sig i sit samfund, i omgangen med mennesker. Det er en oplæringsproces, hvor barnet på trods af arv og tradition skal indpasses i et samfund under udvikling mod et demokrati. Det nytter altså næppe at lave sit hjem om til et lille folketing. Alligevel kan der godt være et demokratisk miljø i et hjem. Det afhænger af de magthavende, forældrene, om de ved deres eksempel viser børnene, at et demokrati ikke bare er flertalsbeslutninger ved afstemninger, men nok så meget de magthavendes (på Christiansborg flertallets) vilje til at tage hensyn til mindretallene (i familien børnene).

Korporlig straf
Forældrene er virkelig de magthavende. De har en mængde rettigheder over deres børn. De kan bestemme over alle barnets personlige forhold, ja, kan endog straffe det. Korporlig straf i hjemmene er stadig tilladt. Når spanskrøret imidlertid kunne forbydes i skolen, kan korporlig straf vel også med tiden forbydes i hjemmene. En tysk undersøgelse viser, at et flertal af børn afstraffes korporligt. En hurtig dansk omvæltning er ikke på vej. Afstraffelse af børn foregår åbent også på gader og i butikker.

Fra den korporlige straf, som er i miskredit i nutidig samfundsopfattelse, til egentlig mishandling er der et stykke. Men læger på hospitalers børneafdelinger kan fortælle om mange grelle eksempler. De værste har fundet vej til avisernes spalter.

Det var givet lettere at være opdrager i slægtleddene før os. Gennem århundreder havde den milde og den hårde volds metode været i anvendelse , og en fortsættelse blev ikke draget i tvivl af nogen. Pædagoger, der var tidligt ude, og senere psykologisk forskning har gjort opmærksom på, at de psykiske skader, som senere kan belaste ikke bare den enkelte, men også samfundet, kan opstå som følge af volds-mentaliteten i børneopdragelsen.

Selvstændiggørelse
Når man ser på opdragelsens historie, er det klart, at samfundet - staten - sjældent har været initiativtager, endsige pionér på pædagogikkens område. Staten følger langsomt med, når opfattelserne skifter. Det er altså et almindeligt stykke oplysningsarbejde - ligesom i sin tid at skabe grobund for andelsbevægelsen, der skal til for at ændre holdningen til vold i opdragelsen. Det kommer ikke ovenfra.

I skolen, den offentlige som den private, er der ved at ske et skred i forholdet til barnet. Man vedkender sig, at der er en egentlig opdragergerning, og at buskene altså ikke skal vokse frit, men til gengæld ikke klippes nøjagtig som før.

Selvstændiggørelsen er blevet et formål, og man kæmper her imod mange traditioner. Vi er alle så parate til at være massemennesker, parate til at gå derhen, hvor andre går, parate til at kigge op mod tagrenden, hvis andre gør det.

Det, der foregår i skolerne nu, om det så er på grund af den blå betænkning i folkeskolen eller på grund af nye pædagogiske ideer i private skoler, er først og fremmest en kamp mod flokinstinktet og den ensretning, vi før næsten alle ydede bidrag til. Flokinstinktet gjorde os til fædrelandets lydige tropper, kammerateriets ukritiske medløbere og loyale nedkæmpere af enhver ny tendens.

Forældrene er anbragt i en vanskelig situation, når de skal vælge skole for deres børn. Er det rigtigt, at folkeskolens lærerkræfter er så tilfældigt sammensat, at barnet risikerer gammeldags opdragelse? Er det rigtigt, at de små pædagogiske skoler danner nye klasseskel, fordi de er betalingsskoler?

Eller er det rigtigt, at folkeskolen netop har så mange forskellige lærerkræfter, at barnet altid er sikker på alsidighed i opdragelsen? Eller er de små skolers sociale sammensætning som andre skolers, fordi alle lag i velfærdsstaten har fået råd til at give deres børn det, de mener er det bedste?

Der består i dag en kamp mellem folkeskolen og de små skoler, en fredelig kappestrid om at være mest pædagogisk. Det er en gavnlig strid - for begge parter. Som altid bliver det da den enkelte families vurdering, hvilket ordsprog den holder for sandhed: "Nye koste fejer bedst" eller: "Ikke enhver hane, der galer, melder ny dag".

Barnets verden rigere
Der kan i hvert fald ikke være tvivl om, at barnets verden er blevet rigere, og der er mange varsler om, at denne udvikling vil fortsætte.

Børnehaven - længe før skolerne blev blå som i betænkningen - har været et pædagogisk pionerland og er det stadig. Der mangler imidlertid omkring 80.000 børnehavepladser i Danmark. I nybyggerbyen Albertslund har man af den grund set en stor debat om, hvorvidt man skulle bygge kirke eller børneinstitutioner. I tidligere tider drøftede man ikke et sådant emne.

I storbyerne har børnene fået børneteater, men der mangler et, der kan turnere rundt i provinsen.

Legepladserne er ikke alle steder bare en grå sandkasse og en gynge. Mere alsidige legepladser skyder op. og skrammellegepladsen (første gang lanceret af en dansker under anden verdenskrig) er kommet for at blive- og blive til flere.

Lege-landbrug
En stadsarkitekt i en københavnsk kommune går ind for, at man skal sløjfe de mange flotte græsplæner omkring bebyggelserne, ikke for at skaffe parkeringsplads, men for at plante træer og bygge volde, som rodelegepladser kan ligge bagved. Han vil endda, når kommunen næste gang skal bygge et boligmiljø på en gammel gårds jorder, lade gårdens bygninger blive liggende og tilbyde, at beboerne kan drive gården videre med køer, heste, høns og ænder - et kollektivlandbrug og en legeplads midt i byen. For børn og voksne.

Barnet trænger altså ind på samfundet. Der er opstand imod det friserede, det pæne, hvor børn ikke må være, og hvor græsset ikke må betrædes. Selv i en skolegård, hvor asfalten ellers har skreget i sin grå ensomhed til vandkummen, har der for en kort tid ligget brædder og søm til elevernes afbenyttelse i frikvartererne. Jamen, hvad skal gårdvagten så bruges til, når ingen vil slås mere, og hvad skal cykelhandleren leve af, når elevernes cykler ikke mere bliver piftet og skrællet?

Sådan laver man »sin egen« skole
Friskoler er private skoler, der underviser deres elever gennem hele den undervisningspligtige alder og giver en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligt kræves i folkeskolen. Friskolen forbereder ikke til nogen statskontrolleret eksamen, og den er heller ikke øvelsesskole ved et seminarium.

Det offentlige tilsyn med friskoler omfatter børnenes standpunkt i dansk, skrivning og regning, desuden skoleforsømmelse og skolens sundhedsforhold.

Det er en betingelse for, at en friskole kan få statstilskud, at den over en treårig periode søges af mindst 15 elever. Det betyder ikke, at statstilskud først gives efter tre års forløb. Når en skole, der drives af en selvejende institution eller af en forældrekreds, har fået tilskud gennem en længere årrække, vil den fortsat kunne få tilskud, når blot det gennemsnitlige elevtal er 10.

Det praktiske
Staten betaler i tilskud til leder- og lærerlønninger 85 procent. Desuden betales et årligt tilskud på 3000 kr. til skoler med 15 elever og derunder, 2000 kr. til skoler med 16-20 elever og 1000 kr. til skoler med 21-30 elever. Det samlede statstilskud kan aldrig overstige 80 procent. Nye regler er på vej.

De nye skoler, der er dukket op landet over under fællesnavnet "de små pædagogiske skoler", er alle stiftet af en forældrekreds med samme pædagogiske synspunkter. Oprettelsen af en ny friskole kræver ikke, at den nye skoles pædagogiske ideer skal stemme overens med de eksisterendes.

Arbejdsgangen har været den, at der er nedsat arbejdsudvalg, som dels sætter sig ind i friskoleloven og normalt kontakter eksisterende friskoler. Dernæst har man dannet en forældreforening, og denne forening har henvendt sig til undervisningsministeriet for at redegøre for målet med oprettelsen af en friskole.

Forældreforeningen skaffer lokaler. I nogle tilfælde har man kunnet leje sig ind hos kommunen. I andre tilfælde har man lejet andre steder eller har i fællesskab købt en gammel villa til formålet. Oplysninger om tilskud til drift og eventuelt senere byggeri får man i undervisningsministeriet, der har et særligt kontor for friskoler.

Derefter sker ansættelse af skoleleder og lærere i overensstemmelse med de pædagogiske ideer, som forældreforeningen har udformet.

Det skal nævnes, at der for nogle elever i de små skoler har været vanskeligheder af praktisk art ved overgang til andre skoleformer, for eksempel eksamensskoler. Forsøg på at skabe "frie eksamensoverbygninger" på den lille skole er hidtil ikke lykkedes.

Oprettelsen af de mange små skoler er blevet betragtet som en udfordring til folkeskolen. Der findes dog også forslag til at indarbejde småskole-tankerne i den eksisterende folkeskole. For eksempel har det været nævnt, at de store skoler kan beholde de ældste klasser som en enhed og realklasserne som en enhed, men opsplitte grundskolen i små skoler under samme tag - hver under ledelse af en viceinspektør.

Byskolen et monstrum
Højskolelærer, dr. Holger Kjær, Askov, har sagt, at flere og flere lærere og forældre er ved at nå til klarhed over, at den store byskole er et monstrum, og at idealet må være et ganske andet end at indføre disse uhyrligheder på landet. Tværtimod må målet være for fremtiden at bevare de mindre skoler på landet og slå de store skoleklasser i stumper og stykker - og ikke i byen tillade en skole for den egentlige barndom fra 7-14 år at blive på mere end 200 -300 elever.

Det er bemærkelsesværdigt, at samtidig med de pædagogiske ideers tiltrækningskraft på forældre, som vil have deres børn i de små friskoler, har den pædagogiske omskoling i Danmark siden slutningen af halvtredserne - efter den nye skolelov - været den største, landet har kendt. Det skred, der her er sket i folkeskolen, er det største, der er set, og villigheden til omskoling har hos folkeskolens lærere været meget stor.

Kommunelærer Vagn O. Nielsen har endda hævdet, at de små skoler hæmmer udviklingen. Han siger, at de ødelægger virkeliggørelsen af de tanker, der findes i den blå betænkning (om skolelovens udførelse i praksis), fordi de store skoler tappes for deres positive kræfter, som forsvinder til de små skoler.

Mest til sæbe og koste
En kappestrid om pædagogik mellem de store og de små skoler er i gang. En del lærere i folkeskolen hævder, at det ikke er lærerne, der hæmmer pædagogiske fremskridt, men de bevilgende myndigheders tilbageholdenhed. Denne beskrivelse af en købstads skoleforhold i 1966 lyder som en bekræftelse, men behøver ikke at være typisk:

"Når der ved en af vore skoler med over 800 elever og næsten 40 lærere kun findes een båndoptager, så må man forstå, at selv om båndoptageren i de senere år har fået voksende betydning i sprog-, musik- og gymnastikundervisningen foruden dens nødvendighed i forbindelse med brug af skoleradioens udsendelser samt dens mange muligheder i dansk-undervisningen (hørespil, oplæsningsøvelser m. v.), så er det at gøre brug af båndoptageren en udfordring til den enkelte lærers tålmodighed.

Spritduplikatoren, der er blevet en uundværlig maskine på en skole, fordi man med den kan lave selvfremstillede undervisningsmaterialer, og eleverne kan mangfoldiggøre deres rapporter, klasse-- og skoleaviser, således at alle i klassen får glæde af arbejdsresultater - er i praksis kun af ringe betydning. Der findes nemlig kun een duplikator, der udnyttes af elever og lærere - når den ellers er ledig.

Film har i mange år været et godt supplement til undervisningen - og er det stadig . . . eller rettere: kunne i hvert fald være det! Forholdet er det, at der forefindes et apparat og 2 abonnementer (1 abonnement = 45 film. D.v.s. godt 2 film pr. klasse pr. år) til de nævnte 40 lærere og ca. 800 elever. Statens Filmcentral anbefaler som det normale 1 abonnement for hver seks lærere.

Selv en lille ting som sakse er et problem i dagligdagen. Der findes på lærerværelset et sæt sakse (12 stk.), der ivrigt benyttes af den, der kommer først.

Til rengøring anvendes der på byens skoler 323.800 kr., medens der til undervisningsmateriel anvendes 244.000 kr."

Kan beholde skolebøgerne
Som modstykke kan nævnes, at flere kommuner har taget initiativ til indførelse af "engangs-bogen". Skolekommissionen og skoleudvalget i Gentofte var blandt de første, der indstillede til kommunalbestyrelsen, at eleverne fra og med 8. klasse som forsøg får overladt lærebøgerne i dansk og samfundskundskab til ejendom.

© Poul Erik Søe i "Hvad skal vi med Danmark?" – grundbog for Danmarks Radio 1968.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside