Aksel Troldmand og Jante

Det er helt i orden, at der strides om Aksel Sandemoses forfatterskab.

Det er også forståeligt, at nogle af det ældre slægtled ikke kan godtage personen "Aksel Troldmand", som han blev kaldt i skolegården i Nykøbing.

Det bekymrer mig heller ikke, at nogen vil have at vide, om han nu virkelig er Nykøbings hæder værd. Det er at legalt emne at diskutere.

Men værket om Nykøbing, om Jante, kan ikke ses i et hjemstavns-perspektiv. Det er først og fremmest et litterært mesterværk, så overbevisende og fornyende, at New York Times i sin tid ikke kunne fortælle sine læsere om dette værks betydning kraftigere end ved at anbringe anmeldelsen af bogen på bladets forside.

Jeg kunne vældig godt lide, at planteskoleejer Oskar Bang i sine udtalelser om et eventuelt Sandemose-minde til københavnske aviser udtrykte sig, så ordene lyste af jysk lune. Jeg er knap så begejstret, når han nu i Morsø Folkeblad remser op, hvad Sandemose har sagt af ondt om Nykøbing. Oskar Bang må have glemt sit jyske sindelag, da han satte sig til at skrive sit vrede brev om Sandemose.

Jeg kan ikke svare Oskar Bang bedre end ved at citere Aksel Sandemoses egne ord om sit forhold til Nykøbing og til den vrede, der engang fandtes i barndomsbyen. Han skriver i forordet til den danske udgave af "En flygtning krydser sit spor":

"Skildringerne af byen Jante er i de ydre omrids taget fra Nykøbing på Mors omkring 1910. Dette førte engang til en række meget skarpe angreb på mig. Hvis de var kommet fra mennesker, der beherskede læsekunsten kunne de nok have virket med et vist eftertryk, men nu var de blot urimelige. Mine forfølgere kunne sikkert have fundet frem til temmelig pinlige sager, men de var bare rasende, og da kan det jo være så som så med klarsynet. Så var der også en baggrund som disse mennesker ikke kunne vide noget om, nemlig alle de breve jeg også fik om hvor herligt det var, at jeg overfaldt byen. Jeg fik latrinære forslag om at tage imod nye oplysninger for at kunne sværte byen yderligere. Jeg tænkte af og til på at offentliggøre begge disse sæt skrivelser og på den måde endelig lade Jante se et af sine egne ansigtstræk, nu da jeg havde fået byens egen dokumentation, men det lå alligevel under min værdighed. I hvert tilfælde har Jante i disse breve til mig sværtet sig selv mere end jeg nogensinde har ønsket eller kunnet. Disse menneskers opfattelse af litteraturen unddrog sig også enhver diskussion. Fælles for dem alle, både dem der angreb mig og dem var helt brunstige efter at få mig til at fortsætte, var at ikke en eneste af dem havde læst bogen. Jeg fik så mange oplysninger – de fleste anonyme – at jeg kunne have slået mig ned i Jante som pengeafpresser.

Jeg ser ingen grund til at skjule at alt dette gjorde mig ondt. Det er klart at jeg har været stærkt knyttet til barndommens by. På den anden side siger det vel næsten sig selv at byen i dag kun eksisterer for mig som min barndoms skyggeagtige region, et sløret og vemodigt minde som nu i reglen er gemt bort. Alligevel glæder det mig at høre, at vinden nu har vendt sig. Bogen er omsider blevet læst, ikke kun refereret von Hörensagen, og der er kommet en ny generation til, en generation der ikke føler sig personligt impliceret og derfor ikke læser med rødsprængte øjne. Mange år er gået, og i mellemtiden har en katastrofe ramt verden. Det er tydeligt at den nye generation ikke rigtig forstår, hvorfor de ældre gik fra sans og samling, og det ser desuden ud til at de unge læser bogen – hvilket jo gør en forskel.

Det kan ofte være nyttigt at hykle en overlegenhed man ikke føler, men det gider jeg ikke. Nu er det hele uden betydning, men der var engang da det ikke var sådan. Reaktionen forstår jeg i grunden godt. Det kunne virke temmelig overraskende at se sin by gjort til mønster for en dårlig samfundsform, men ingen prøvede at forstå, - og jeg synes det var værst med den pøbel der i anonyme breve tiljublede mig for noget de bare havde hørt om på tredie eller fjerde hånd og som de i deres beskidte fantasi havde omformet og groft vulgariseret. Mine angriberes sind virkede trods alt renere."

Ja, det er Sandemoses ord, og de er da hverken fyldt af had eller foragt. De lyser af et frisind, som vi fra Jante nu må se at leve op til.

© Poul Erik Søe - Til Morsø Folkeblad 26. Januar 1967

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside