Norges regerings-krise
Kommentar i Orientering, Danmarks Radio 9.8.1963

Det er ikke et almindeligt stormvejr, den norske regering er kommet ud i. Stormvejret har Ishavets kulde i sig. I løbet af de kommende par uger afgør det norske Storting, om fire ulykker i de norske kulgruber på ishavs-øgruppen Svalbard - eller Spitsbergen

som vi jo fortsat siger - om disse fire ulykker skal få parlamentariske konsekvenser. Hvis den norske regering må forlade taburetterne og give plads for en borgerlig regering, så er det sommerens mest sprængfyldte politiske begivenhed i Norden. For i over 28 år har det samme parti, Arbeiderpartiet, der svarer til vort hjemlige socialdemokrati, haft regeringsmagten.

Skal vi jævnføre den norske situation med en hjemlig begivenhed, må det være med den voldsomme politiske strid efter grønlandsskibet ''Hans Hedtofts" forlis. Den norske regering er i nøjagtig situation som trekantregeringen var det dengang herhjemme. Det politiske spørgsmål har fået samme udformning. Hvor langt skal man gå i retning af parlamentarisk konsekvens i en situation, hvor der sker ulykker inden for et statsdrevet foretagende? Nogen direkte skyld pålægges vel ikke regeringens medlemmer i en sådan situation, det er graden af forsømmelighed, man drøfter. Således også i Norge.

Når statsminister Einar Gerhardsen nu har en samlet opposition imod sig og sin regering, så skyldes det en række affærer i de statsdrevne virksomheder. Det startede med million-overskridelser ved et koksværk. Man gjorde den daværende industriminister Holler ansvarlig, og statsminister Gerhardsen gjorde overskridelserne til et kabinetsspørgsmål. Regeringen sejrede med et par stemmers overvægt.

Men knap var million-affæren overstået, før begivenhederne på Svalbard tog fart. Igen var det industriministeriet, der måtte holde for, og når man bliver udsat for politisk kritik i Norge, så lægges der ikke fingre imellem. Sprogbrugen er en kende mere saftig end hernede, men ofte også mere stilren.

Baggrunden var den, at en kommission kritiserede sikkerheds-foranstaltningerne ved kulgruberne på Svalbard. Man bebrejdede alvorligt kulgrubernes ledelse, at der ikke var gjort nok for sikkerheden. Man mente i kommissionen, at denne forsømmelighed kunne være årsag til ulykker, som havde krævet mange menneskeliv.

Så gik industriministeren af, og Gerhardsen gjorde det ganske tydeligt, at han lagde vægt på fremtidig ro på industriministeriets områder. Det fremgår af, at han udnævnte den tidligere generalsekretær i FN, Trygve Lie til ny industriminister.

Der blev berammet en ny stortingssamling til august måned, begyndende i går og med 20. august som højdepunkt, den dag, da regeringen Gerhardsens afgang eller forbliven skal bestemmes.

Det norske storting er efter sidste valg sådan sammensat, at det politiske især må tiltrække eksperter i den hårfine balancekunst. Regeringspartiet, det socialdemokratiske Arbeiderparti, har 74 medlemmer, og nøjagtig det samme antal har den borgerlige opposition, bestående af 29 høyrefolk, 16 fra Senterpartiet, 15 fra Det kristelige folkeparti og 14 fra Venstrepartiet. Der står altså 74 mod 74 i stortinget, og tungen på vægtskålen er det lille socialistiske folkeparti, der kun har to medlemmer, men de sidder jo i den givne situation inde med de afgørende stemmer. Det er jo balance-sammensætning, som kun overgås af det danske folketings.

I dette øjeblik ser det ud, som om Gerhardsens socialdemokratiske regering vil falde ved afstemningen i stortinget sidst på måneden. Regeringen har ikke bare den borgerlige oppositions fire partier imod sig, men også Socialistisk Folkeparti. Det vil sige, at der over for regeringens 74 stemmer står 76 oppositions-stemmer.

Men selvom der indtil nu er bebudet folkesocialistiske nej-stemmer, så tælles der dog stadig på knapperne i det lille parti. Det er ikke så ligetil for Socialistisk folkeparti at vælte en arbejderregering. Det er ikke så ligetil for folkesocialister at gå ud i en valgkamp med fire borgerlige partier som våbenbrødre, og sådan vil socialdemokraterne ganske givet udlægge situationen. Og dette med valgkampen er slet ikke en tænkt situation i norsk politik. Der skal være kommunalvalg i næste måned, og selvom de mange lokale forhold har fortrinsret i vælgernes bevidsthed, skal man ikke være et stort taktisk geni for at finde ud af, at Svalbard-affæren med muligheden for regeringsskifte får indflydelse på valgslaget i den kommende måned.

Den størst e betænkelighed i Socialistisk Folkeparti er dog den, at nej-stemmer til Gerhardsen den 20. august kan betyde, at folkesocialisterne bliver fødselshjælpere for en borgerlig regering, den første borgerlige regering i Norge i over 28 år.

Over for spekulationer af den art står ønsket hos Socialistisk Folkeparti om en arbejderregering af en anden struktur, en anden sammensætning, som Socialistisk Folkeparti ønsker indflydelse på, ja, hvem ved, måske også deltagelse i.

Inden for den borgerlige opposition er man parate til at give regeringen et mistillidsvotum på Svalbard-affæren. Oppositionen hævder for, at en af årsagerne til forsømmelserne er en svigten i selve systemet, i statsdriften. Derfor må regeringen, der fremhæver statsdrifts-systemet som det ideelle, gå af.

Regeringspartiet siger, at oppositionen bruger ulykkerne på Svalbard som et led i dens politiske forsøg på at fælde arbejderregeringen. Det gælder så meget mere, siger Arbeiderpartiets ledere, som ulykkens årsag ikke er klarlagt, og spørgsmålet om ansvaret for ulykken er til retslig undersøgelse. Oppositionen forsøger at bruge ulykkerne til at erobre den regeringsmagt, den ikke har kunnet skaffe sig på politisk grundlag.

Arbejderpartiet kom til magten den 20. marts 1935, først med Johan Nygårdsvold som statsminister, så med Einar Gerhardsen siden juni 1945, da han blev chef for befrielsens samlingsregering. Han fortsatte ud over november 45 som chef for arbejderregeringen, kun afløst i de fire år fra 1951 til 1955, da partifællen Oscar Torp afløste ham. Gerhardsen gik selv af, valgte selv pausen. Den ranke, lyse partifører er nemlig ikke af taburetklæber-typen.

Hvis regeringen Gerhardsen falder, og det må man formode, i hvert fald indtil de norske folkesocialister udtaler sig klarere om, hvordan de vil forholde sig ved afstemningen, er der de to muligheder, at Arbeiderpartiet går ind på folkesocialisternes tankegang, der som nævnt går i retning af en rekonstruktion af den nuværende regering med flere venstrefløjs-repræsentanter på taburetterne, og måske - hvem ved hvad SF har i tankerne i disse spændende dage - også med en enkelt folkesocialist inden døre. Muligheden for rekonstruktion som udgang er ikke umiddelbart indlysende. Bruger man den udvej, vil jeg nødig være ham, som skal sige farvel og give begrundelse til dem, som må forlade ministeriet.

Det må også i vurderingen af denne mulighed tages i betragtning, at Gerhardsen ikke er taburet-kær. Forud for det sidste norske valg bebudede han sin afgang, hvis Arbeiderpartiet ikke vendte tilbage til stortinget med sit absolutte flertal i behold. Gerhardsens socialdemokratiske gruppe blev mindsket ved valget. Den regering, han dannede, er en mindretals-regering. Når han alligevel - til trods for sine udtalelser - fortsatte som ministeriets chef, skyldtes det vel den usædvanlige sammensætning, som stortinget fik ved valget med SF'erne som tungen på vægtskålen. Hvis hans regering nu får et mistillidsvotum, vil han sikkert erindre sine udtalelser før valget og ikke

forsøge udveje, der tager sig ud som en fasttolden af magten for enhver pris.

Falder Gerhardsen, ser det virkelig ud til, at der for første gang er mulighed for en borgerlig regering, for første gang i over 28 år.

Gisningerne om en sådan kommende regerings-dannelse er mange. Specielt er de norske vælgere og aviserne optaget af, hvem der skal være regeringschefen i en eventuel borgerlig regering. Det er et politisk-personligt puslespil, der ikke er blevet dyrket i Norge mange år på grund af arbeiderparti-regeringens stabilitet .Men nu dyrkes spillet lidenskabeligt. De fleste har peget på Kjell Bondevik, Det kristelige folkepartis leder, som emne til statsminister-posten.

Bondevik er 61 og var skolemand, før digteren Arnulf Överland sendte ham i stortinget. Man kan godt sige, at det var Överland, som gav Bondevik puffet til at blive politiker. Bondevik tog sin beslutning, da stortinget bevilgede et forfatter-legat til kristendoms-bekæmperen Överland. Fra det øjeblik var Bondevik en ivrig medkæmper i Kristeligt folkeparti. Han har iøvrigt ikke brugt sin tid til at kæmpe mod digterløn, men i stedet med dygtighed kastet sig over sociale og udenrigspolitiske spørgsmål.

Måske bliver det ham, der får statsminister-posten. Men lad os nu se, om den gamle vejarbejder, Einar Gerhardsen, ikke kan rydde den stenede politiske vej, Arbeiderpartiet for øjeblikket går på.

© Poul Erik Søe i udsendelsen Orientering, Danmarks Radio 9. august 1963

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside