Kvinder på knæ
Om enker, der pludselig står uden en plads i samfundet

Vi kender dem jo egentlig nok. Men vi tænker som regel ikke meget over deres eksistens. Vi glemmer det arbejde, de udfører for os. Og vi har særdeles vanskeligt ved at sætte os ind i deres problemer, når vi en sjælden gang tvinges til at tage stilling.

Men de er der alligevel. De er midt iblandt os - kvinderne på knæ. Det er dem, der har skuret og skrubbet S-toget, vi tager ind med om morgenen, gjort sporvognen ren, bonet gulvet på kontoret, tømt papirkurven og tørret gårdagens skrivebords-støv af. Kvinderne har været der tidligt om morgenen for at gøre vor lille verden klar til brug en arbejdsdag igennem.

De starter på cyklen i det mørke, der endnu kaldes nat. Så går de ned på knæ i virksomheden og skurer. Mange, mange af disse kvinder er ældre. Et stort tal er enker, som før levede et trygt liv under mandens forsørgelse. Så pludselig er han borte. Grunden er revet væk under den ældre kvinde. Oftest er hendes eneste udvej: Ned på knæ - og så i gang med skurekosten.

Det er ikke nødvendigt for mig at tvære mere i dette sociale billede. Jeg har vist allerede gjort tilstrækkeligt for at præsentere personerne i mit hverdagsdrama. Jeg skal ligeledes holde mig fra straks at starte en klagesang, som munder ud i en bønfalden om, at vi alle i fremtiden vil tænke mere på disse kvinder: Jeg ser ingen social idé, endsige nogen løsning i den tanke, at sporvognspassagerer skulle lægge en 10 øre på gulvet til de rengørende enker, eller at kontormanden skulle lade papirkurvens øverste sammenkrøllede papirlap indeholde en lille mønt. Det er ikke almindelig julevelgørenhed, der er brug for, og jeg skal ærligt forsøge at undgå de grelleste klicheer fra de årlige indsamlinger til juleaften.

Der kan heller ikke blive plads til nogen alvorlig kritik af samfundet for ikke at have beskæftiget sig med enkernes problemer. Både i folketinget og i regeringen er der vist en god portion forståelse for spørgsmålet, og det er ikke blevet ved forståelsen, for der er fulgt en god lille skilling med gennem den nye enkepensionslov. Tilmed er der i denne lov, som endnu kun kan betragtes som et forsøg, lagt en fortrinlig ramme omkring en social politik med fornuft og mening i. Denne politik er iøvrigt udstukket ved fortrinligt samarbejde mellem partierne, og man bliver nødt til at indrømme mig plads til en anerkendelse af det folketingsarbejde, der er udført. Tinget er ikke forvænt med anerkendelser.

*

Naturligvis er det altid en alvorlig ulykke for et hjem at miste en far. Den øjeblikkelige sorg er stort set ens under alle forhold, og den hører familien, ikke samfundet til.

Betyder faderens død, at familiens forsørger er faldet væk, bliver problemet imidlertid også i høj grad samfundets. For den unge enke vil der trods de enorme vanskeligheder imidlertid være ret gode muligheder, omend vilkårene fra samfundets side af mange ikke vil blive fundet tilfredsstillende.

Det er imidlertid i min interesse at tale om en ganske bestemt gruppe enkers problemer. Det drejer sig om den kvinde på godt halvtreds år, som mister sin mand og dermed sin forsørger. Mange kan ikke ved første præsentation få øje på denne kvindes store vanskeligheder. Hun er jo som regel kun sig selv, vil man sige. Børnene er bragt i vej, og de vil ofte kunne hjælpe hende .

Det viser sig dog gang på gang, at hjælpen ikke kommer, i hvert fald ikke i tilstrækkeligt omfang. Mange kvinder vil endog være for stolte til at modtage en sådan hjælp, fordi de stadig føler sig raske og er ivrige efter at ville klare sig selv. Denne tanke er da også særdeles prisværdig og bør naturligvis fremmes, fordi det vil være en styrke for kvinden at være beskæftiget i stedet for at sidde uvirksom hen i perioden efter mandens død.

Men skønt alt dette lyder så uendeligt smukt, er den barske realitet dog, at en sådan enkes beskæftigelsesmuligheder ikke er ret store. Hun hører til den generation, der ikke i så stort omfang som den nye generations unge kvinder har fået en uddannelse. Mange ældre kvinders forsøg på at klare kontorarbejde har blot skaffet dem store skuffelser, fordi kontorlivet som regel er for kompliceret for dem. En enorm udvikling har her sat bom for disse ældre enkers indsats.

Og snart finder enken sig selv på knæ. Det bliver til trappevask, skuren gulv og støven af. Jeg nævner disse eksempler på ukvalificeret arbejde for at illustrere, at disse ældre enker har vanskeligt ved at skaffe sig lettere arbejder, fordi den lange periode som husmoder i høj grad har vanskeliggjort overgang til arbejde uden for de huslige specialiteter. Rengøring er jo ikke i sig selv et nedværdigende arbejde, men det er i den ældre generation ikke højt agtet, og der kan især blandt disse ældre enker, som ikke før har arbejdet uden for hjemmet, være en særlig aversion mod dette arbejde. For mange unge kvinder er rengøring ude et særdeles godt arbejde, som betyder meget for mange hjems opretholdelse. Men det er kendt, at der skal mange kræfter til dette arbejde, og derfor er det ikke i så høj grad egnet for de ældre kvinder, der som regel ikke er ved særlig godt helbred netop i disse vanskelige år.

Iøvrigt vil enkepensionen kun for de færreste betyde, at de slipper for at arbejde. Det er jo netop tanken med denne pension, at den skal være en hjælp til selvhjælp. Under lovforslagets behandling på tinge blev det oprindelige udkast lavet om, så loven i højere grad begunstiger de kvinder, der vil arbejde selvstændigt ved siden af, at de modtager pensionen. Reglerne blev lavet om, så der ikke sker så skrappe fradrag i pensionen som planlagt, fordi der er ekstraindtægter.

Oplysning og orientering er nødvendig. Men mad og tålelige forhold så nær de kår, kvinden havde før mandens død, er et rimeligt krav. Og dette krav har samfundet altså været opmærksom på, og den nye lov om enkepensionen er et betydeligt fremskridt. Uden tvivl vil der ikke gå mange år, før enkepensionen virkelig kan få den betydning, der var tiltænkt lovgivningen på dette område.

Det er imidlertid vigtigt nu at få sagt, at loven trods den ihærdige og udbytterige drøftelse af den ikke har fået en fuldt retfærdig udformning. Lovens administration er heller ikke den heldigste. Der er imidlertid næppe stor tvivl om, at fejlene vil blive rette hurtigt. Derfor er det en vigtig opgave at gøre politikerne opmærksomme på skæverne i loven, således at deres velvilje ved lovens gennemførelse kan føres over på behandlingen af ændringer i forslaget - ændring, som bør komme hurtigt.

Enkepensionsloven er godt et år gammel. Det er egentlig meningen, at den først skal kigges efter i sømmene i 1962 eller 1963, men skævhederne berettiger til, at politikerne prøver at ændre i loven allerede i det kommende folketingsår. Hurtigheden er især påkrævet, fordi der i loven er smuttet et par uretfærdigheder med. Resultatet er således blevet, at loven i flere familier ikke har skabt glæde, således som tanken naturligvis var, men tværtimod bitterhed og skuffelse, fordi den i sine formelle bestemmelser ikke stiller kvinder pä samme alder lige. Der er adskillige eksempler på, at loven lige frem har splittet familier., ja, har gjort tvillingesøstre til bitre fjender, fordi selv tvillingesøstre kan blive forskelligt stillet efter loven.

For mange, mange kvinder har loven været en stor hjælp, men det er kedeligt, at det manglende helhedssyn i loven skal medvirke til at stille dette stykke praktiske socialpolitik i skævt lys.

Loven blev vedtaget enstemmigt i folketinget, og det er et udtryk tor det samlede parlaments vilje til at løse disse problemer. Pensionens størrelse afhænger af, hvor enken bor. I almindelighed er den på omkring 1700 Kroner. Desuden er den afhængig af kvindens indtægt.

Enkepensionen gives til en kvinde, der bliver enke efter at være fyldt 55 år. Desuden gives pensionen til den kvinde, der bliver enke efter at være fyldt 45 år, og som ved mandens død havde forsørgelsespligt over for og bidrog til forsørgelse af to eller flere børn under atten år. Pensionen gives så længe, kvinden har forsørgelsespligt over for og bidrager til forsørgelse at eet barn under atten år. Endelig gives pensionen i særlige tilfælde i stedet for eller samtidig med anden hjælp.

Endelig kan der gives dispensation, således at enker på 50 år og derover kan få pensionen. Denne dispensation gives efter de samme regler, som gælder for folkepensionen. Det er som regel sygdom, der giver adgang til denne dispensation.

Den almindelige diskussion vil naturligvis stå - og har allerede stået - omkring emnerne enkepensionens størrelse samt den kreds, som pensionen omfatter. Diskussionen er skåret over den sædvanlige læst: De, der far pensionen, mener, den er for lille. De, der ikke får den, at den er for stor. De, der er med i kredsen, som får pensionen, siger, at begrænsningerne er rimelige, mens de, som ikke er med, påstår det modsatte. Sådan er det i hvert fald i hovedtrækkene. Her vil politikerne imidlertid også have andet at tage hensyn til end enkerne, og et helhedssyn kan naturligvis ikke bebrejdes. Hvad angår disse to emner, kan det da også som hovedregel siges, at der er sket et betydeligt fremskridt blot ved lovens gennemførelse

Langt alvorligere er det skel, som sættes i loven. Skellet sættes endog mellem jævnaldrende kvinder, og det har allerede i lovens første år flere gange betydet, at der blev givet hjælp til den bedrestillede, ikke til den mindstbemidlede.

Skellet er opstået at den grund, at lovgiverne lidet klogt har valgt at vælge mandens dødsdag som afgørende for, om der skal gives enkepension eller ej. Hvis en kvinde er 55 år, er det afgørende for, om hun får hjælp fra samfundet, hvornår manden er død. Hvis han døde, dagen før kvinden fyldte 55 år, får hun ingen pension. Hvis manden døde dagen efter, kvinden fyldte 55, får hun pensionen.

Det siger sig selv, at en sådan regel har skabt en mængde problemer. I sig selv er den en uretfærdighed, fordi den stiller to kvinder på samme alder i vidt forskellig økonomisk situation.

Man må ikke lade sig forlede til at tro, at politikerne har hentet dette mærkelige princip ud af den blå luft. Princippet er blevet begrundet af politikerne således, at den kvinde, hvis mand døde, før hun fyldte 55 ar, har haft mulighed for i en forholdsvis ung alder at skaffe arbejde, og dermed skulle hun være bedre stillet end den medsøster, der mister manden, efter at hun er fyldt 55 år.

Begrundelsen ser ganske naturlig ud på papiret, ja, i sin logiskhed kan den endog for en politiker se pyntelig ud i en lovgivning .Men lad os et øjeblik betragte, hvordan samme eksempel ser ud i praksis.

Fru Hansen er 56 år. Hun mistede sin mand, da hun selv var fyldt 52 år. Hun får arbejde som opvaskerkone på et pensionat og slider bravt, men kan ikke få enkepension. Hun må fortsætte ved opvaskerbaljen i otte-ni timer dagligt for at klare sig.

Fru Jensen, der er fru Hansens tvillingesøster, mister sin mand, da hun er 56 år. Fru Jensen har ligesom tvillingesøsteren været husmoder lige til mandens død. Men da manden er død, efter at fru Jensen er fyldt 55 år, kan fru Jensen få enkepension.

Når nu de to tvillingesøstre på 56 kommer sammen, forstår man egentlig udmærket, at fru Hansen kigger lidt skævt til søsteren, som får pensionen, mens hun selv, der slider i mange timer dagligt, ingen ting kan få. Forholdet er naturligvis særlig grelt, fordi de to tvillingesøstre gennem hele deres liv har haft samme sociale position, mens forskellen nu er åbenbar for enhver.

Nu kan det gå sådan mellem de to tvillingesøstre, som det desværre så ofte går mellem mennesker. De kommer op at toppes over dette skæve forhold, som ingen af dem i virkeligheden har indflydelse på. Ingen af dem har nogen skyld i skævheden, men alligevel vokser bitterheden.

Sådan er det gået i mange tilfælde. Ofte har skellet ikke bare skabt bitterhed, men lige frem totalt brud i familier. Skylden er udelukkende lovens, men hvem husker at skælde ud på paragrafferne, når der er en tvillingesøster i nærheden, som bitterheden kan gå ud over.

Enkepensionsloven har løst en del af mange enkers problemer. Lovens gode virkninger har absolut været i flertal. Men loven har også været med til at skabe nye problemer, ja, endog skarp strid på grund af et uretfærdigt skel.

Det nye problem med skellet mellem jævnaldrende kan løses. Det er et spørgsmål om penge, for i samme øjeblik det bestemmes, at enkepensionen gives til enker, der er fyldt 55 år, er spørgsmålet klaret. Så er det ikke længer kvindens alder ved mandens død, der er afgørende.

Spørgsmålet er altså, om samfundet har råd til at ofre de penge på enkepensionen, som en ligestilling vil betyde. Spørgsmålet er politikernes, og svaret burde ikke være så svært at finde, for det drejer sig også om, hvorvidt der er råd til uretfærdighed i en ellers fortrinlig lov.

© Poul Erik Søe Foredrag i Danmarks Radio 1962.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside