Den levende ordbog
Vi, avisens håndværkere, der bruger sproget som værktøj, kan ofte være lidt misundelige på jer syd for grænsen, som i langt højere grad mærker en befolkningsinteresse for sproget i tale og skrift.

Sådanne inspirerende baggrunde for et journalistisk eller digterisk virke må vi desværre ofte savne i riget. Manglen kan medføre en skribentdepression, som også af og til griber mig, når jeg efter at have fremstillet en folketingsdebat sænker mig ned i selvbedrøvelsen over, at jeg endnu engang ikke har fået sagt netop det, jeg ville, til mine læsere.

I en sådan depression tyer jeg til den gamle sprogforsker og sprogrenser Molbech for at finde vederkvægelse, og det lykkes mig altid. Hos ham finder jeg sprogets glæde.

Christian Molbech udgav for over hundrede år siden en ordbog, der nu er min trøsterige, sproglige huspostil. Vel er mange af dens udtryk forældede, men den rene danske tone, dens stridsprægede udfald mod sprog-sammenblandingen er en evig fryd for den, der i det daglige søger at tøjle et frit og levende sprog til at trække hverdagsberetningernes tunge læs.

Molbech var historiker og sprogmand, født i Sorø. Han har haft trange barndomskär i et fattigt hjem, og måske stammer hans hang til tungsindig selvrefleksion fra disse år. Han kan være særdeles sørgmodig og fortæller i digre forord til sine værker læserne om sine besværligheder, men man føler, hvordan arbejdet med sproget, den leg at fravriste det ny hemmeligheder, ny underfundigheder, ny glæder har frigjort det tunge sind. Den samme frigørelse kan han give videre i sine sproglige oplysninger og definitioner endnu 100 år efter.

Bed mig fortælle, hvad noget så dagligdags som et bord er, eller prøv selv at give en fyldestgørende forklaring. Jeg lader Molbech hjælpe mig, for han siger om bordet, at det er "en paa Fod eller Fødder opløftet og hvilende Skive eller Plade, hvorved eller hvorpaa man foretager sig allehaande forretninger"

Om stolen beretter han, at det er "et Redskab til at sidde paa, bestaaende af et Sæde, hvilende paa Been, og forsynet med Rygstød – sædvanlig kun indrettet til een Person".

Disse eksempler viser Molbechs beskrivende evne, og de inspirerer en til selv at lege med sproget. Men vil man lære Molbech at kende som sprogrenseren, der er hans fornemste opgave i sprogforskningen, kan man blot blade i ordbogen hen til ordet barbere. Han forklarer fromt, at ordet betyder "at aftage Skæg eller Haar med en Ragekniv". Men han sætter straks en kommenterende parentes efter, hvori han siger, at "det danske Ord rage giør det fremmede fuldkommen overflødig". Det er ikke ligegyldigt for det danske sprogområde, om bekendtskabet til sprogrenserne holdes i live, især ikke, fordi de fremmede ords indtrængen bliver mere og mere tydelig, efterhånden som det mellemfolkelige fællesskab udbygges, og efterhånden som sprogundervisningen indgår i al skolegang.

I sit lange forord, der skiftevis er bedrøvet og opstemt, kommer Molbech direkte ind på sprogrensningen. Det sker i omtalen af en anden ordbog, der får denne hilsen med på vejen:
"Man finder saaledes allerede hist og her i denne Ordbog barbariske, tydskagtige Udtryk, som endnu høres i daglig og skiødesløs Tale, eller forekomme hos ucorrecte Stilister; men uden at de kunne siges at være optagne i det danske Sprog. Selv den hyppigste Brug af et nydannet Ord, især i Talesproget, giver det ingen Auctoritet, og beviser intet for dets Brugbarhed i den rene Tale og gode Stiil, eller for dets Optagelighed i en Ordbog, saalænge det støder et for Sprogbrugen dannet Øre og den finere Sprogsands. Man vilde dog ei i en dansk Ordbog fra det nittende Aarhundrede søge Geburtsdag, skiøndt dette i hvert dansk Øre skærende Ord, der ikke eier meer end et eneste Bogstav, som tilhører os, endnu er saa aldeles hjemme i det almindelige, men derfor i dette Tilfælde ikke desmindre barbariske Omgangssprog, selv i dannede Kredse, at det er iblandt de største Sieldenheder, at høre en dansk sige Fødselsdag.«

Men selv Molbech har måttet godtage visse frernmedords indtrængen, og han siger på en vis måde selvironisk, at ordet kredit må man sige god for i en dansk ordbog. "Hver Borger og Bonde i Danmark kiender til Credit, baade Tingen selv og Navnet".

Molbechs ordbog er så omfattende som Det gamle og Det ny Testamente tilsammen. Det fantastiske er, at det er en enkelt mands værk. Det betager en på grund af dets ordforklaringer, men et lige så opslidende arbejde har det været for forfatteren at samle de tusindtallige citater fra danske forfattere, digtere og lovskrivere for at beIyse ordenes værdi, mening og anvendelse.

Selv var Molbech langt mere beskeden, end han havde grund til at være ved forelæggelsen af et så imponerende ordbogsværk. Han har omhyggeligt prentet hvert ord i hånden, også en indledning, der nærmer sig en undskyldning for, at han overhovedet besværer os med ordbogen:
"Men hvad nærværende Værk angaaer, saa maa jeg her atter gientage: at det i langt ringere Grad tør giøre Paastand paa Fuldstændighed, eller en, Sprogets hele Eiendom udtømmende lexicalsk Rigdom, end paa et rigt Udvalg, en kritisk Behandling i Ordenes Forklaring, og en omhyggelig Grandskning at Sprogbrugens Love og Forskrifter."

Molbechs bog var imidlertid grundvolden for efterfølgende sprogrigtige og konsekvente ordbøger.

På den grundvold kan vi også i dag bygge vort danske sprog op. selv om vi siden har fået langt mere omfattende og langt mere udtømmende, Lis Jacobsens "Ordbog over det danske sprog" først og fremmest. Molbechs ordbog har helt sin egen form. Den er ikke blot sagligt oplysende, den er missionerende. Den vil holde os til sprogets renhed, ikke blot ved hjælp af mange løftede pegefingre i indledningen, men mintro også ved parenteser, formaninger og udråbstegn i selve brødteksten. Derfor kan vi også i dag læse hans værk som en inspiration til at værne om sprogets ægthed.

Der er i poesi og romantisk prosa sagt mange smukke og rigtige ting om vort sprog og om det værdifulde i, at vi vogter det for ukrudt. Men vi har gavn af at møde udfordringen også på det saglige, ja, næsten tørre plan som hos Molbech. Han holder de fremmede indslag op for os og siger: "Se til, at I kan lade være!« Han viser os i eksempel efter eksempel, hvad han vil luge bort, og hvad han vil gøde og lade gro.

Derfor kan en mødig hverdagsskribent, der er kørt fast i dagligdagens genganger-udtryk, blive vækket af dvale ved at læse et værk, der efter titlen skulle være tørt. Også ordbogen viser sig at være levende.

© Poul Erik Søe i kronik i Flensborg Avis december 1961

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside