Husholdningsrådet og besparelser

Af folketingsdebatten om Husholdningsrådet forleden måtte man nærmest få det indtryk at alle partier kærligt og varmt værner om rådet.

Selvfølgelig bør Husholdningsrådet ikke nedlægges, således som det har været på tale. Rådet har gjort og gør stadig et ikke uvæsentligt arbejde. Men en nyordning skal der til, og i fremtiden må der i langt højere grad lægges vægt på forskningsarbejdet frem for det oplysningsmæssige.

Selv om rådet som følge af en pludselig politisk enighed, i hvert fald om opretholdelsen, er sikret for fremtiden, vil det være forkert at skjule den dybe uoverensstemmelse, der er i folketinget om denne sag.

Det vil huskes, at retsforbundet for kun tre år siden stillede et direkte forslag om Husholdningsrådets nedlæggelse. Nu er det en minister fra retsforbundet, der kommer med forslag om en nyordning af Husholdningsrådet. Det vil kunne belære en og anden om forskellen på at være i opposition og i regering.

Og denne belæring bliver venstre og det konservative folkeparti også nødt tit at modtage. Som opposition er de to partier i deres fællesprogram af 4. Oktober gået ind for nedlæggelse eller væsentlig indskrænkelse af Husholdningsrådet. Først efter kvindeorganisationernes protest er disse toner forsvundet. Deraf kan man lære, at besparelser ikke er lette at få igennem, især ikke hvis man samtidig vil være populær.

Situationen er altså således, i at både i regeringen og i oppositionen sidder der folk, som har måttet bøje sig og gå ind for en sag, som de egentlig er imod. Selv om man ønsker Husholdningsrådet gode kår, er det beskæmmende for besparelsesbestræbelserne, at de aldrig lykkes, når der skal udvises mod.

Som optakt til de skattelettelser, som snart alle politikere taler om mere eller mindre med henblik på et tilstundende valg, er et initiativ til virkelige besparelser på statsbudgettet påkrævet.

Hvis der er hold i regeringens og oppositionens talen om besparelsesønsker vil et initiativ, der båndlægger den partitaktiske kappelyst om at foreslå mest, være prisværdigt, samtidig med, at resultaterne kunne blive præget af en mere sund kappestrid om at få gennemført mest. Bliver initiativets form et fælles spareudvalg, vil det vække tilfredshed i befolkningen.

© Poul Erik Søe Ledende artikel i Kristeligt Dagblad 25.1.1960

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside