Digteren H C Hansen
Ved statsminister H C Hansens død

H C Hansen havde et poetisk sind, rigt på lyriske nuancer, men uden voluminøse sving. Stille og roligt skrev han sine vers og prosastykker, oftest i jævnt arbejdersprog. Han var langt fra nogen stor digter, gav sig heller aldrig ud for at være det. Han havde blot en smule mere talent end det, som bruges til lejlighedssange, og talentet udnyttede han i den opdragende gerning, han sig på i sit parti.

Da H C Hansen kom ind i socialdemokratiet, mærkede han nemlig ret hurtigt, at partiet trængte til at komme i skole. Det var proletarernes ære, at de banede vej for de socialistiske ideer. Nu kom tredie generation, og den lod sig ikke nøje med højere løn og kortere arbejdstid. H C Hansen var en af de første, som turde tale om socialdemokratisk kulturpolitik, og i omskabelsen af partiet i kulturel henseende har han størstedelen af æren.

Det var mest små nyttevers uden egen melodi, H C Hansen skrev. Han brugte pennen som ethvert andet værktøj, men bag hammerslagene i rimene høres hjerteslagene - de milde og varme, som drev H C frem, og som i de sidste år afstemte hans lidt uvenlige, realistiske sind, så forsonligheden trådte tydeligere frem.

Han brugte mest de eksisterende kraftfulde sangmelodier til sine nyttevers, f. eks. "Som en rejselysten" til en sang med denne slutning: "Fjern med styrke, én og hver, smålighedens krøblingsfærd bort fra sal og hytte. Form viden, tro og pligt Danmarks store frihedsdigt, folk og land til nytte."

Disse strofer var H C Hansens personlige "frihedssang", mindre svulmende end den officielle, mere i tråd med den indsats, han gjorde i frihedskampen og for de danske jøder, der var på flugt for tyskerne. Sangen er fra 1946.

"Arbejdets sang" fra 1933 er højdepunktet i H C Hansens poesi. - Sangen er gledet ind i skolens sang- og musikundervisning og er blevet sunget i en del år, uden at børnene har tænkt på, at digteren var deres statsminister. Oluf Ring har med en vellykket melodi hjulpet til sangens udbredelse. H C Hansen digter:

Fra seklernes morgen der stiger en sang
i vældige rytmer, i dybrolig klang.
Den toned, da stenøksen dunked i skov,
den nynned, da træet blev formet til plov,
dens rytmer gav liv gennem dagen så lang.
Det var arbejdets sang.

Den brummed og brummer fra grubernes gem,
den steg, og den stiger fra værksteder frem.
Når stemplerne går i fabrikkernes rum,
når dampskibets skrue slår havet til skum,
da bruser dens toner i dagen så lang.
Det er arbejdets sang.

Når jernskinner gungrer af hastende tog,
og dampen er presset til rasende kog,
når brobuer spændes i vældige drag,
når dunkle tunneler blir sprængte med brag,
da bruser det bredt gennem dagen så lang.
Det er arbejdets sang.

Også prosaen tog H C Hansen i anvendelse i den kampperiode, hvor han opstillede socialdemokratiet i samarbejde med den nære ven, Hans Hedtoft. I trediverne var talekor yndede, og H C Hansen gav i sine talekor ungdommens stræben og higen mæle. Typografen H C Hansen havde tumlet så længe med skrifterne, at han ikke længere ville finde sig i blot at sætte, hvad andre skrev. Han ville selv bestemme. Til talekorene føjede sig en digtsamling og senere prosastykker, hvoraf rejsebeskrivelsen "Blandt nye naboer" rangerer højest.

Bogen er skrevet over H C Hansens oplevelser på rejsen med SAS til Tokio over Nordpolen. På tre uger tilbagelagde han over 30.000 kilometer gennem Alaska, Japan, Philipinerne, Thailand, Burma, Indien, Pakistan, Ægypten og Italien. Statsministeren vendte veloplagt hjem og fik midt i sit anstrengende arbejde tid til at skrive bogen om rejsen. "Blandt nye naboer" blev H C Hansens sidste litterære arbejde.

Egentlig blev produktionen aldrig overvældende, og med et lunt glimt i øjet har hans partifæller en gang kaldt ham "den arbejderdigter, der svigtede mest". Finansminister-, handelsminister- og statsminister-taburetter er da heller ikke sædvanlige placeringer for digtere. Men H C Hansen var helt fra sine unge år vant til at skriver vers og prosa på de mærkeligste steder. Han startede sine digterier i en kulkælder i Århus med en huggeblok som "skrivepult", - en ønskværdig start for en proletardigter. Han endte dem ved statsministeriets blankpolerede skrivebord - en ligeså ønskværdi slutning.

© Poul Erik Søe – i Kristeligt Dagblad 22. februar 1960

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside