Det bliver heller ikke jul i år…
Et juleeventyr fra eventyrdigterens egen gade i Odense
De havde lakrids-sår om munden, grå-sorte rande af slik, de havde købt for en ekstraskilling, som folk stak til dem. Lars og Inge standsede mig i Hans Jensensstræde: Køv en nelke mand! - og så holdt de en margarinekasse op mod mig.

Det var en stor, lidt grov margarinekasse, hvor låg-flagerne var revet af på en sjusket måde som af en grov hånd, så store papflager sad tilbage, lasede og snavsede efter at være krammet af en varm barnehånd. I kassen lå tre hvide papirblomster simpelt formet til, hvad Lars og Inge kaldte for nelliker.

Det var sidst på eftermiddagen. Jeg havde forladt kontoret for at hente en madpakke, inden det sidste arbejde skulle gøres Min tid havde ikke tilladt mig at tænke synderligt på jul, men mødet i Hans Jensensstræde blev det første glimt af den højtid, der lå foran, når engang julestilheden sænker sig over landet.

Jeg havde ikke brug for de blomster, ungerne ville sælge. Der var to hvide og en rød tilbage, og de lå underligt sjusket i det ene hjørne af den store margarinekasse.

Lars blev utålmodig og ville gå videre. - Køv en nelke, mand! gentog Inge. Hun stak en en snavset barnehånd ned i margarinekassen og trak en af de hvide op. Hun opgav en pris, og jeg betalte - jeg husker ikke hvor meget, men det var mere, end den lille forlangte.

Så meget skete der i Hans Jensensstræde.

*

Da jeg en time senere sad på kontoret og puslede med hovedbogen, bankede det forsigtigt på døren, og der stod Lars og Inge med margarinekassen. Der lå to blomster i den, en hvid og en rød. Børnene kendte mig ikke igen.

- Køv en nelke, mand! sagde Lars.

Jeg ville ikke have flere nelliker. De vedkom ikke mig, de to snavsede unger, som stod og fandt behagelighed i varmen inden døre..De vedkom ikke mig, og jeg vidste ikke, hvorfor de solgte de grimme blomster, og hvem de solgte for.

- Nej! råbte jeg kort.

Lars vendte sig og åbnede døren, men Inge stod lidt forlegen og baksede med margarinekassen. Pludselig faldt den fra hende, og den røde blomst røg ud på gulvet. Idet hun bøjede sig ned for at samle den op, bemærkede jeg, at der stak 10-20 andre papir-nelliker op af hendes frakkelommer.

- Hvorfor gemmer du blomsterne i frakken, spurgte jeg vredt.

- Det skal jeg for mor. Så tror folk, at det er de sidste, vi har. Men jeg har mange, og Lars har mange, og mor laver flere hjemme.

*

- Kom nu, Inge, sagde Lars gnavent.

- Hvorfor sender mor jer ud med blomsterne?

- Ellers får vi ingen mad.

- Fordi far ingen arbejde har, og så drikker han, og mor gir os klø, tilføjede Lars og kom ind i varmen igen.

- Har mor sagt, at I skal sige sådan, hvis nogen spørger ?

De så på hinanden og kiggede så ned i gulvet.

- Passer det? Har mor sagt sådan ?

- Ja, sagde Lars, men jeg kunne se, at han løj.

- Har far ikke arbejde?

- Jo-oh, men han drikker og bruger alle pengene, hviskede Inge stædigt og prøvede at se op på mig, men hendes barneøjne flakkede rundt i det rodede redaktionslokale.

- Kom, Inge! sagde Lars. Jeg rejste mig og spærrede døren for dem.

- Nå, hvem sælger I så de blomster for?

- For Ernst! Vores storebror! Inge begyndte at græde. - Men han er rar ved os, når bare vi sælger mange. Men far og mor må ikke vide det, for så får Ernst klø, og så får vi klø af Ernst.

*

Efter afsløringen varede det ikke længe at vinde de to børns fortrolighed. De fortalte ivrigt og prøvede at trække samtalen længe ud, som om de gerne ville blive i varmen, eller måske fordi de regnede med, at jeg ville købe blomsterne.

Det bliver heller ikke jul i år, for Ernst får det hele, og vi skal gøre alting. Vi er bare plejebørn, men mor og far kan bedre li' deres Ernst. Han får store julegaver og må være oppe hele juleaften. Og hvis det sner, må vi ikke låne hans slæde, for vi er ikke rigtige, siger han, og vi skal bare være glade, når de giver os noget at spise, siger far…

*

Det begyndte i Hans Jensensstræde, stedet hvor eventyrdigteren fra Odense levede, og hvor minderne om ham funkler og lyser.

"Den lille pige med svovlstikkerne" strøg ikke sine svovlstikker forgæves. Med hendes juleglæde i tankerne lod jeg, måske ubarmhjertigt, Inge og Lars gå, uden at købe nellikerne.

De gik med margarinekassen, og den røde og den hvide nellike lå stadig tilbage og kiggede på hinanden i det ene hjørne.

Jeg tog den hvide frem, som jeg havde købt i Hans Jensensstræde. I harme ødelagde jeg den og sad med et langt stykke hvidt crepepapir tilbage. Jeg trak i det, men det krøb selv tilbage til den oprindelige form.

Crepepapiret har ikke mere juleglæde, når det blot er en lang, krympet strimmel, og julelyset i den lille piges svovlstikker er forlængst brændt ud. Lars og Inge får heller ingen jul i år. De er selve eventyret fra Hans Jensensstræde. De kalder på julen i mennesker, men selv er de blot eventyrets hårde ide

© Poul Erik Søe – vinder-eventyret i Radikale Venstres Pressebureaus juleeventyr-konkurrence 1956, skrevet på Fyns Venstreblad, her fra Østsjællands Folkeblad 18. december 1956. Jeg undrer mig på afstand over indholdet, men det gælder jo så meget, man har skrevet. I dag undrer jeg mig også over gevinsten, en rejse helt fra Odense til Christiansborg for at møde de to radikale politikere Jørgen Jørgensen og Bertel Dahlgaard.

Gengivelse af artikler i enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside